14 definitioner på demokrati

From democracy-handbook.org
Jump to: navigation, search
DemocracyHandbookApproved.png

Mange har forsøgt at definere, hvad demokrati er, men der er ikke en enkelt definition, som alle er enige om er udtømmende og endegyldig. Her er 14 forskellige, som alle lægger vægt på hver deres aspekt af demokratiet. De er alle sammen rigtige, men der er ikke en enkelt, som kan siges at være den eneste sandhed om demokratiet.

  • Demokrati er et ord, der kommer fra oldgræsk. Demos betyder folk, kratos betyder magt eller styre; så demokrati betyder folkemagt eller folkestyre.
  • Demokrati er en livsform, der bygger på respekten for det enkelte menneske.
  • Demokrati er hver enkelts ret til på lige fod med andre at forme samfundet på en sådan måde, at det størst mulige antal mennesker opnår den størst mulige lykke.
  • Demokrati er en politisk ideologi, hvis grundværdier er frihed, lighed og tolerance.
  • Demokrati er retten til at leve, som man vil, med respekt for andres ret til at leve, som de vil.
  • Demokrati er samtale og debat ført i størst mulig frihed mellem alle samfundets medlemmer.
  • Demokrati er det princip, at de, der er berørt af en beslutning, bør være med til at træffe den, direkte eller indirekte. Princippet bør gælde overalt: i privatlivet, på arbejdspladsen, i samfundet og i staten.
  • Demokrati er en styreform, der tilsikrer alle den størst mulige lighed og den enkelte den størst mulige frihed.
  • Demokrati er en styreform, hvor hele folket - direkte eller indirekte - træffer de afgørende beslutninger om fastsættelse og fordeling af samfundets værdier.
  • Demokratiet er en styreform, hvor statsmagten skal fastsætte og opretholde en retsorden, der bygger på menneskerettighederne.
  • Demokrati er en styreform, hvor man kan slippe af med den siddende regering uden revolution og blodsudgydelse.
  • Demokrati er en styreform, hvor statsmagten træffer, iværksætter og håndhæver beslutninger, som er i overensstemmelse med, hvad folkets flertal ønsker.
  • Et demokrati er en stat, hvis parlament og regering er udpeget ved frie almindelige valg afholdt med få års mellemrum mellem kandidater opstillet af mindst to forskellige partier.
  • Et demokrati er en stat, hvor hvert enkelt menneske er forpligtet til at værne om menneskerettighederne, dels ved selv at respektere dem, og dels ved at medvirke til, at de bliver respekteret af de andre borgere og af landets politiske institutioner.

Næste kapitel: Om demokratiets institutioner og forudsætninger