Borgerret, Apartheid og demokratisk hykleri

From democracy-handbook.org
Jump to: navigation, search
DemocracyHandbookApproved.png

Det er de færreste, der tænker over, hvor lang tid det egentlig tog, før det lykkedes at indføre demokratiet, selv i Vesten. Endnu længere tog det at skabe en demokratisk kultur, hvor det er naturligt at give hinanden personlig frihed og gensidig anerkendelse som individer.

Der er heller ikke mange, der husker, at det først er inden for de seneste generationer, at demokratiets privilegier er kommet til at omfatte alle grupper i de vestlige samfund.

Endnu sjældnere vedkender vi os i Vesten, at det ofte er os i Vesten, der har forhindret den øvrige verden i også at opnå velstand, demokrati og frihed. Vi har flittigt hentet ressourcer rundt omkring og beskyttet os selv bag toldmure og handelshindringer, og samtidig har vi undladt at bidrage til oplysning og uddannelse. Religionerne har været flittige til at missionere, og det har marxister og leninister også, men ”oplysningsisterne” har for det meste holdt sig hjemme.

Kolonimagterne

Selvom de europæiske lande indførte demokrati og valgret for alle deres borgere i begyndelsen af 1900-tallet, forblev mange af landene kolonimagter helt frem til 1950’erne og 1960’erne. Demokratiet gjaldt altså kun en privilegeret del af klodens befolkning, og demokratierne har altid været gode til at holde privilegierne for sig selv. For dem, der stod uden for den vestlige kulturkreds, var Vestens demokrati ikke en fordel, og koloniernes løsrivelse var mange steder blodig og brutal. Kolonimagterne levede bestemt ikke op til hverken menneskerettigheder eller internationale konventioner, og mange steder har man direkte Anden Verdenskrig at takke for, at demokratierne mistede deres greb om kolonierne.

Efter løsrivelsen kom mange af de tidligere kolonier under enten sovjetisk eller amerikansk kontrol, og mange blev diktaturstater. Flere steder betød amerikansk indgriben, at demokratiske reformer blev direkte forhindret, og Vestens snak om demokrati var rent hykleri. Et hykleri, som vi slås med konsekvenserne af i dag, fx i Iran, Irak og Afghanistan. Fælles for såvel de sovjetloyale som de USA-loyale diktaturer var, at de udviklede en elendig økonomi og konsekvent overtrådte menneskerettighederne.

Et af de sidste lande i Vesten til at garantere alle sine borgeres menneskerettigheder og indføre demokrati for alle indbyggere var faktisk USA.

Racelovene i USA

De amerikanske sydstater havde en racelovgivning fra 1876, som i praksis delte samfundet op i en sort del og en hvid del. Efter 1945 begyndte borgerrettighedsbevægelsen at vokse. Én af de skelsættende datoer i bevægelsens historie er 1. december 1955, hvor en sort kvinde ved navn Rosa Parks nægtede at give sit bussæde til en hvid passager i byen Montgomery, Alabama. Hendes civile ulydighed førte til, at alle sorte i byen boykottede busserne i 382 dage. Derved blev undertrykkelsen sat på den nationale dagsorden. Som formand for en af de foreninger, der støttede Rosa Parks' sag, blev valgt en endnu ukendt præst ved navn Martin Luther King.

I 1957 nægtede guvernøren i byen Little Rock, Arkansas, at give ni sorte elever adgang til byens hvide gymnasium. Det førte til voldsomme uroligheder, som kulminerede i, at forbundstropper blev sat ind mod den lokale nationalgarde.

Urolighederne og den efterfølgende racedebat førte til, at Borgerrettighedsloven blev vedtaget i 1964. Loven tilskriver alle USA's borgere de samme rettigheder uanset race, religion eller herkomst og giver lige adgang til offentlige steder, såsom hoteller, busser osv., samt til ansættelse i offentlige virksomheder. Desuden forbyder den raceadskillelse i skoler og på universiteter og giver ligeret på arbejdsmarkedet.

Oprindelige folks rettigheder

Borgerrettighedsbevægelsens resultater i 1960'erne medførte også opmærksomhed på de oprindelige amerikaneres (indianernes) forhold. Det førte til forbedrede uddannelsesforhold og egne landområder med selvstyre i 1975.

I Australien fik den oprindelige befolkning, the aboriginies, først samme rettigheder som de europæiske australiere i 1967, og først i 1990’erne begyndte man at diskutere, hvilken ret de skulle have til deres oprindelige landområder.

Apartheid og forsoning

I Sydafrika, hvor de hvide ellers gerne ville regnes med til den europæiske kulturkreds, levede de forskellige etniske grupper adskilt ved lov indtil begyndelsen af 90’erne; det såkaldte Apartheid.

Det interessante ved Sydafrikas overgang til et demokrati, som omfattede alle indbyggere, var ikke så meget selve kampen for ligeret, for den lignede så mange andre frihedskampe. Nelson Mandela og partiet African National Congress, ANC, brugte de samme både fredelige og voldelige midler til at opnå deres mål, som andre frihedsbevægelser har gjort.

Det usædvanlige var den proces, som Sydafrika gennemgik i 90’erne for at hele sårene oven på Apartheid. I 1995 blev Sandheds- og Forsoningskommissionen nedsat med ærkebiskop Desmond Tutu som formand. Kommissionens mandat var at bevidne og registrere apartheid-styrets forbrydelser og i visse tilfælde give amnesti til folk, der havde begået forbrydelserne. Forbryderne kunne opnå amnesti på to betingelser: at forbrydelserne var politisk motiverede, og at man fortalte absolut hele sandheden om alle forbrydelser, man havde begået.

Kommissionens arbejde var fordelt på tre underkomiteer: Én efterforskede brud på menneskerettighederne mellem 1960 og 1994, én tog sig af at rehabilitere ofrene, og én kunne give amnesti til forbryderne.

Ingen var på forhånd beskyttet mod anklager, og både almindelige borgere, politifolk, politikere og medlemmer af ANC, som i mellemtiden var blevet det regerende parti, kunne indkaldes. Både fra apartheid-styrets side og fra de mange oprørsgruppers side var der begået forbrydelser, og i 1998, efter tusindvis af vidneudsagn, var kommissionens arbejde færdigt. 849 personer havde fået amnesti, mens 5392 var blevet nægtet amnesti.

Processen har på usædvanlig kort tid skabt en ikke-voldelig overgang fra et undertrykkende styre til et demokrati for alle. Det har ikke været en problemfri proces, og mange af ofrene har følt sig snydt for at se forbryderne få en straf, der stod mål med deres forbrydelser.

På den anden side var kommissionen netop nedsat for at finde sandheden og skabe forsoning. Det er i et hidtil uset omfang lykkedes, og det er stort i sig selv. Man undlod bevidst at tale om retfærdighed og tilgivelse, hvilket under alle omstændigheder ville have været umuligt.


Næste kapitel: Opsummering af demokratiets udvikling anden gang