Dannelse

From democracy-handbook.org
Jump to: navigation, search
DemocracyHandbookApproved.png

De gamle grækere havde ordet ”paideia”, tyskerne siger ”Bildung”, svenskerne ”bilding” og danskerne ”dannelse”. På eksempelvis engelsk er der ikke noget særskilt ord for det, selvom det blandt andet er dét, man forventer af enhver rigtig ”gentleman”. Derfor bruges det tyske ord ofte på engelsk.

Så hvad betyder det? Hvad er ”Bildung” eller "paideia"? Og hvad har det med demokrati at gøre?

Skolegang og uddannelse

Skolegang lærer folk at læse og skrive og giver faktuel viden om verden og en række akademiske færdigheder. Skolegang er en forudsætning for et velfungerende demokrati. Uden en befolkning, der kan læse og forstå, hvad de politiske spørgsmål handler om, hvad stemmer man så om? Og hvis folk ikke kan skrive, hvordan skal de så kunne deltage i den skrevne debat?

Uddannelse hjælper desuden folk til at forsørge sig selv og deres familie, så de har overskud til at engagere sig i den demokratiske proces. En befolkning, der over en bred kam er nogenlunde veluddannet, er også en forudsætning for, at landets økonomi kan fungere. Det kan muligvis lykkes at indføre demokrati i et land uden en fungerende økonomi, men det vil næppe overleve længe.

Skolegang og uddannelse er en forudsætning for det demokratiske samfund, men det er ikke nok. Der skal også personlig udvikling til.

Dannelse

Dannelse er nemlig mere end skolegang og uddannelse. Det er for det første en bred tilegnelse af fællesskabets kulturarv, det vil sige landets litteratur, kunst, film, musik, teater og traditioner. For det andet er det en vis tilegnelse af andres kultur, så man har noget at spejle sin egen kultur i.

For det tredje – og dét er vigtigt – at man forholder sig personligt til den kultur, man tilegner sig, og at man derigennem lærer sig selv at kende og finder ud af, hvem man er. Hvad synes jeg om? Hvad kan jeg spontant lide? Hvad provokerer eller udfordrer mig? Hvad repræsenterer en moral, som jeg er enig i? Og hvis jeg er uenig, hvorfor er jeg så dét? Selvrefleksionen er en essentiel del af dannelsen.

For det fjerde, og dét er nok det sværeste: Dannelse er også at kunne mødes med andre, der ikke ligner en selv, folk der har andre værdier, anderledes moral og synes om andre ting end én selv, og at kunne finde gensidig respekt og skabe et fællesskab sammen med dem alligevel.

Demokrati bygger på, at vi kan være forskellige og skabe et fællesskab alligevel, og dermed er dannelsen en forudsætning for et varigt og solidt demokrati.

Men hvor kommer så dannelsen fra helt konkret, og hvordan kan man skabe en kultur, hvor dannelsen er udbredt og skaber et fundament for fællesskabet?

Hvor kommer dannelsen fra?

Skolegang og uddannelse er fundamentet, men der er også nødt til at være offentlige biblioteker, teatre, biografer, museer og andre steder, hvor man kan møde forskellige former for kultur, og hvor man kan mødes om forskellige former for kultur. Det sidste sker typisk i foreninger og klubber, hvor man mødes med andre, der deler ens interesser for eksempelvis billedkunst, politik, litteratur eller musik.

Pædagogikken i skolerne er også vigtig. Undervisning med udenadslære og undervisning, hvor læreren siger det hele uden at opfordre eleverne til at sige deres mening, vænner ikke børn til at reflektere over den viden, de får, eller at diskutere den med andre.

Dannelsen og Oplysningstiden

Dannelsen opbygges altså gennem et væld af aktiviteter, og den er i høj grad et barn af Oplysningstiden.

I Oplysningstiden begyndte borgerskabet i de europæiske storbyer at interessere sig for verden på en ny måde, og man begyndte at skrive encyklopædier for at stille den nye sult efter viden.

Nysgerrigheden medførte også, at borgerskabet og især den intellektuelle elite begyndte at mødes i kulturelle saloner. Her diskuterede man både nyheder, kultur, politik (så meget som det nu var klogt under Enevælden) og de nye videnskabelige idéer. Man mødtes på tværs af familiebånd med venner, bekendte og forretningsforbindelser, der var lige så nysgerrige og diskussionslystne som en selv.

Disse kulturelle saloner opstod første gang i Italien og Frankrig i 1600-tallet, men spredte sig til andre europæiske byer i 1700- og 1800-tallet. Overalt, hvor de opstod, blev de en vigtig faktor i de politiske omvæltninger og udviklingen af demokratiet.

Salonerne blev afholdt i de finere folks hjem, og interessant nok var det typisk kvinderne, der stod for dem. I en tid, hvor kvinder ikke havde mange muligheder i det offentlige rum, gav det dem en mulighed for at møde nye mennesker og bidrage til det kulturelle liv. Flere af disse såkaldte "salonnières" blev vidt og bredt berømte i deres samtid og bidrog gennem deres initiativ betydeligt til de kulturelle og politiske forandringer i Europa.

Dannelsen i dansk kontekst – et case study

Alle demokratiske lande har deres dannelsestradition, og der er ikke én, der er den eneste rigtige. Det vigtige er, at der er mange forskellige måder at tilegne sig kulturen på, og at man frit kan mødes med andre for at gøre det. Desuden er det vigtigt, at man også i fællesskab - ud over at more sig og blive underholdt - forholder sig kritisk til det, man oplever. For at illustrere hvor komplekst det kan være, er Danmark valgt som eksempel.

I Danmark spiller især fem ting en væsentlig rolle for dannelsen og demokratiet: folkebibliotekerne, højskolerne, oplysningsforbundene, foreningslivet og den pædagogiske tradition. Under ét kaldes det ”folkeoplysning”.

Biblioteker

Gratis, offentlige biblioteker og bogbusser sørger for, at alle har lige, fri og gratis adgang til information og litteratur samt musik. Med internettets udbredelse er gratis internetadgang blevet endnu en af folkebibliotekernes opgaver.

Højskoler

Højskolerne er en dansk opfindelse. En højskole er – lidt firkantet sagt – en kultursalon, der varer et halvt eller helt år. På højskolen kommer typisk unge mennesker, inden de går i gang med deres professionelle uddannelse. Man bor på skolen i de måneder, man er der, og det, man lærer, er sjældent noget, man kan leve af bagefter. Tværtimod er hele idéen med at tage på højskole, at man bruger et halvt eller helt år af sit liv på at tilegne sig ny viden for sin egen dannelses, fornøjelses og personlige udviklings skyld.

Nu skulle man måske tro, at disse højskoler så er et produkt af det velhavende industrisamfund, men det er de ikke. Tværtimod. Den første højskole blev oprettet i 1844 og henvendte sig til unge karle og piger, det vil sige bondebefolkningen. Mottoet for højskolerne var, at det skulle være en folkelig ”skole for livet”; en skole for den enkeltes liv i samliv med andre. Efterhånden som der opstod flere højskoler i Danmark i løbet af 1800-tallet, blev de et væsentligt element i bondestandens frigørelse, den generelle folkeoplysning og demokratiets opbygning.

Hele tanken bag højskolebevægelsen er, at den enkelte, i mødet med andre, tilegner sig almendannende, historisk og kulturel viden i et diskussionsbaseret miljø. Samtalen er et af de bærende elementer i enhver højskole. Én af grundtankerne er desuden, at højskolens undervisning er en viden, den enkelte tilegner sig for sin personlige udviklings skyld, ikke som led i en formel uddannelse. Højskolernes undervisning omfattede fra begyndelsen både intellektuelle og praktiske fag, såsom landbrug. I begyndelsen var højskolerne i høj grad kristent funderet, men senere opstod der en del, der var politiske, og endelig har nogle fokuseret mere på enten idræt eller kunst og musik.

Aftenskoler og oplysningsforbund

Aftenskolerne og oplysningsforbundene udsprang af en tankegang om folkeoplysning, der mindede om højskolernes: Mange, særligt arbejderne i byerne, havde ikke mulighed for at tage et halvt eller helt år på højskole, men de havde fri om aftenen og ville også gerne tilegne sig viden og få kulturelle oplevelser. Derfor oprettede forskellige politiske interessegrupper foreninger eller forbund, som stod for at drive aftenskoler med forskellige typer undervisning og debatmøder.

Det ældste oplysningsforbund i Danmark er Arbejdernes Oplysningsforbund, som blev stiftet i 1924. Siden har andre politiske bevægelser startet deres egne oplysningsforbund, og således findes der i Danmark i dag både Liberalt Oplysningsforbund, Folkeligt Oplysningsforbund, Frit Oplysningsforbund, Hovedstadens Oplysningsforbund, og Socialistisk Folkeoplysningsforbund.

Foreninger

Lokale og nationale foreninger spiller en vigtig rolle for demokratiet i Danmark. Foreningerne kan beskæftige sig med alt lige fra politik til hobbyarbejde, musik, sport eller foredrag, eller de kan være godgørende foreninger, patientforeninger eller andre interesseorganisationer.

Fælles for dem er, at foreningsarbejde selv helt ned i de mindste lokalforeninger fungerer som en sandkasse for demokratisk øvelse. Man lærer at blive demokrat gennem at få en forening til at fungere sammen med andre, og man lærer at formulere vedtægter og at påtage sig et ansvar for et fællesskab. Desuden har foreninger den effekt, at man gennem interessefællesskaber møder folk fra andre dele af samfundet, end man gør gennem sine venner, kolleger eller familie.

Uanset om det er en idrætsforening, en syklub eller et politisk parti, skaber foreningsliv netværk og venskaber på kryds og tværs i samfundet. Disse forbindelser skaber en fællesskabsfølelse, der er med til, at Danmark hænger kulturelt sammen som nation, også uden for arbejdspladsen, vennekredsen og familien. Gennem at møde andre og skabe nye fællesskaber får man en følelse af, at det er det samme land, man lever i og er fælles om at bestemme over. Gennem foreningslivet møder man ”de andre”, og man forenes gennem idéer og aktiviteter.

Pædagogik

Endelig er en vigtig forudsætning for lige netop det danske demokrati den danske pædagogiske tradition, som bygger på det arbejde, pædagogen Christen Kold (1816-1870) udførte.

I 1814 blev det gratis for alle børn i Danmark at modtage undervisning. De lærte at læse og regne, og de fik undervisning i bibelhistorie. Men undervisningen var mildt sagt af svingende kvalitet. De velstillede borgere sørgede for privatundervisning til deres egne børn, mens småborgernes børn i byerne kom i de såkaldte borgerskoler. De fattiges børn gik på fattigskoler, som i realiteten var fabrikker med vareproduktion, og på landet kom bøndernes børn i almueskoler, hvor de kun lærte det absolut allermest nødvendige.

Fælles for de offentlige skoler var, at undervisningen bestod af udenadslære og terperi grænsende til eksercits. Læreren styrede undervisningen med en fløjte, mens eleverne marcherede rundt til forskellige undervisningstavler i grupper. Ved tavlerne blev undervisningen varetaget af de dygtigste elever.

Som ung seminarist i 1835 oplevede Kold, hvordan en vækkelsesprædikant fuldstændigt vendte op og ned på hans tro. I stedet for den officielle, sortseende, kongetro kristendom, som var fremherskende i Danmark på det tidspunkt, blev Kold vakt til en glædens kristendom. Senere oplevede han som lærer, hvordan børnene ikke fattede et ord af det, de blev bedt om at lære udenad, men at de elskede at høre historier, som var fortalt med sjæl. Disse to ting ledte Kold til den erkendelse, at børn opfatter terperi som meningsløst og uforståeligt, og at hvis meningen forsvinder, så mister man interessen for at lære.

Til gengæld opdagede han, at når børn præsenteres for undervisning, der passer til deres egen udvikling og erfaring, og de på den måde bliver mødt med anerkendelse, så har de ligefrem lyst til at lære! År senere opdagede han, at det samme gælder voksne. Desuden er man nødt til at give noget af sig selv som underviser. Man er nødt til at dele sit engagement og sine følelser med tilhørerne og møde dem i et reelt samvær. Dette samvær omfatter samtalen, også i undervisningen. Man er nødt til at vække folk!

Christen Kolds kald i livet blev derefter at undervise og oplyse almuen ud fra sine idéer. Om dagen var han privatlærer, men om aftenen holdt han aftenskole for voksne, og det blev en stor succes. Efterhånden greb aktiviteten om sig, og som 35-årig startede han i 1851 Ryslinge Højskole, og i 1852 Dalby Friskole. Ryslinge blev forbilledet for Danmarks øvrige højskoler.

Kolds tanker, skolesyn og pædagogik kom på flere måder til at forme Danmarks skole- og oplysningstradition, og hans pædagogik har i dag ivrige tilhængere i eksempelvis Indien og Japan.

Summa summarum

Dannelsen er et lidt abstrakt begreb, men det er sigende, at allerede de gamle grækere opdagede fænomenet og hægede om det. Den personlige dannelse, paideia, var efter deres mening forudsætningen for den frie borger.

Dannelsen er den dag i dag et af fundamenterne for et sundt demokrati: Hvis det skal fungere i længden, er borgerne nødt til at have viden både om verden og om sig selv, og vi er nødt til at kunne skabe fællesskaber sammen med folk, der ikke deler vores politiske overbevisning, smag, værdier, verdenssyn og interesser.

Dannelsen kan have mange udspring, og de enkelte lande har forskellige traditioner. Danmark er blot fremhævet for at give et konkret historisk eksempel på, hvor komplekst fænomenet er, og hvor mange forskellige typer institutioner, som dannelsen hviler på.


Næste kapitel: Kvinderne