Demokrati i 1900-tallets Europa

From democracy-handbook.org
Jump to: navigation, search
DemocracyHandbookApproved.png

Oven på 1800-tallets revolutioner blev der gradvist indført demokrati i Europa. Visse steder beholdt man formelt set monarkiet, men i praksis gik man over til demokrati. Det skete dog ikke uden problemer, og kontinentet måtte gennem to verdenskrige, forskellige totalitære ideologier og Sovjetunionens kollaps, inden det lykkedes. – Og vi arbejder stadig på sagen.

Første Verdenskrig

Tyskland var på ingen måde på vej mod demokrati i begyndelsen af 1900-tallet. Det var Østrig-Ungarn og Tyrkiet, de to lande, som senere skulle blive Tysklands allierede i Første Verdenskrig, absolut heller ikke. Det var dog ikke spørgsmålet om demokrati, der indledte krigen, men derimod det øvrige Europas frygt for, at Tyskland skulle få for stor magt. Omkring 1914 havde Tyskland overhalet England som førende industrination.

Da en ung, serbisk nationalist skød og dræbte Østrig-Ungarns tronfølger, ærkehertug Franz Ferdinand, i 1914, benyttede Tyskland det som påskud for at angribe Serbiens allierede, Frankrig. Dette kunne England ikke sidde overhørig og erklærede Tyskland krig.

Tyskland, Østrig-Ungarn og Tyrkiet udgjorde herefter Centralmagterne, og mod dem kæmpede Ententemagterne: England, Frankrig, Rusland, Italien og Japan. USA ønskede ikke at gå ind i krigen, men ændrede holdning, da tyskerne torpederede et civilt amerikansk skib på Atlanten i 1917. Derefter måtte den amerikanske præsident Wodrow Wilson (1856-1924) mobilisere amerikanerne til krig, og det skete under mottoet ”Making the world safe for democracy” – ”For at gøre verden sikker for demokratiet”.

Hvad der var startet som en reaktion mod at lade Tyskland udvide sit territorium og få større magt i Europa, blev altså gradvist defineret som et forsvar for demokratiet.

I november 1918 blev der indgået våbenhvile, og samme måned udbrød der revolution i Tyskland. Her blev Kejser Wilhelm II afsat, og Tyskland blev en republik. Ved de efterfølgende fredsforhandlinger i Versailles i 1919, besluttede sejrherrerne sig for at straffe tyskerne for deres aggression. Den nyoprettede republik blev stækket på alle mulige måder, både politisk og økonomisk, og kunne ikke engang brødføde sin egen befolkning.

Anden Verdenskrig

Europa og USA blev kastet ud i økonomisk depression i 1920’erne, og i den forbindelse opstod der mange antidemokratiske bevægelser på begge kontinenter. Værst gik det i Italien, hvor Benito Mussolini (1883-1945) og fascisterne tog magten i 1921, samt i Tyskland.

Tyskland var den førende nation inden for teknologi, industri, filosofi, videnskab, kultur og stort set alt, hvad hjertet kan begære af intellektuel aktivitet, fritænkning og pluralisme. Men det var også en forarmet nation, som følte sig snydt efter Versailles-traktaten, og hvor der herskede en frygtelig fattigdom på grund af krisen og inflationen i 1920’erne. Kort sagt: Folket krævede national genoprejsning, mad og en stærk mand, som kunne skabe "ordnede forhold" for enhver pris.

Adolf Hitler (1889-1945) blev leder af ”Det nationalsocialistiske tyske Arbejderparti”, nazistpartiet, fra 1921, og han lovede tyskerne præcis det, de gerne ville høre: Tysk genoprejsning, arbejde, mad på bordet, udvidelse af det tyske territorium og en glorværdig plads i verdenshistorien. Ved valget til Rigsdagen i juli 1932 fik nazipartiet 38 % af stemmerne.

Ved et nyt valg senere samme år faldt deres tilslutning til 33 % af stemmerne, men det lykkedes Hitler at få Weimarrepublikens præsident, Paul von Hindenburg (1847-1934), til at udnævne ham til Rigskansler i januar 1933.

Hitler benyttede sig af den nyvundne magt, og ved valget i marts 1933 fik nazisterne 44 % af stemmerne. Ved Hindenburgs død året efter udnævnte Hitler desuden sig selv til Führer, og dermed var hans magt over Tyskland total.

I 1939 indledte Tyskland Anden Verdenskrig ved at invadere Polen.

Nationalismen, fascismen, nazismen

Én af årsagerne til Europas stridsomme færd på vej mod demokrati var altså nationalismen i dens ekstreme, totalitære udgave i form af nazismen og fascismen. Begge ideologier fornægter individet og sætter Folket eller Føreren i centrum i stedet for. Det enkelte menneske betyder ingenting, det eneste, som betyder noget, er Nationen, Ideologien eller Føreren. Desuden bygger nazismen og fascismen på den tanke, at ens eget folk har visse rettigheder frem for andre folk.

Selv efter Anden Verdenskrig og de katastrofer, som fascisme, nazisme og ekstrem nationalisme havde medført, var der stadig fascistiske styrer i Europa. Både Grækenland, Portugal og Spanien var fascistiske diktaturer helt frem til midten af 1970'erne.

Spaniens diktator, Francisco Franco (1892-1975), havde bestemt, at Spanien ved hans død atter skulle være et monarki. Den nye konge, Juan Carlos I (1938-) viste sig imidlertid at være demokrat, og blandt andet derfor er Spanien i dag et konstitutionelt monarki med demokrati.

Kommunismen

En anden forhindring for demokratiseringen var marxismen og kommunismen. De revolutioner, der blev baseret på deres teorier, førte også kun til elendighed og diktatur.

Kommunismen bygger på Lenins videreførelse af marxismen og sætter heller ikke det enkelte menneske i centrum, men derimod fællesskabet og kommunismen selv. Kommunismen ser frem mod en revolution og en ny verdensorden. Men fordi kommunismen godt er klar over, at det ikke kan ske fra den ene dag til den anden, indføjer den ”proletariatets diktatur” i en mellemperiode efter revolutionen. Proletariatets diktatur er altså i teorien en overgangsfase, hvor det klasseløse samfund endnu ikke har indfundet sig, men hvor det er på vej. Ifølge den kommunistiske teori har Proletariatets diktatur pligt til at udføre enhver form for vold, som hjælper revolutionen, for efter revolutionen vil verden blive perfekt, fredelig og paradisisk; de undertrykte vil blive udfriet og leve lykkeligt til deres dages ende.

Men det skete ikke. I Rusland brød den kommunistiske revolution ud i 1917, og selvom den medførte en ultrakort demokratisk periode, så blev Sovjetunionen hurtigt til et af verdens mest omfattende og brutale diktaturer. Sovjetunionen undertrykte stort set samtlige friheder for alle de mennesker, unionen havde magt over, gennem de mere end 70 år, den eksisterede.

I kølvandet på Anden Verdenskrig ”befriede” Sovjetunionen Østeuropa, hvilket medførte, at lande som Estland, Letland, Litauen, Polen, Østtyskland, Ungarn, Tjekkoslovakiet, Jugoslavien og flere andre reelt mistede deres frihed, og at alle demokratiske tilløb blev slået ned – ofte med militær magt.

Først med Berlinmurens fald i 1989 og Sovjetunionens gradvise opløsning frem til 1991 blev der mulighed for demokrati og frihed i Østeuropa.

Summa summarum

Demokratiet i Europa og USA var lang tid undervejs. Faktisk tog det nøjagtigt 200 år fra Den franske Revolution i 1789, til Muren faldt i 1989, og Europa var frit og demokratisk. Desuden ser det ud, som om Rusland stadig har et stykke vej endnu.


Næste kapitel: Dannelse