Dovenskab

From democracy-handbook.org
Jump to: navigation, search
DemocracyHandbookApproved.png

Det er pinligt at måtte indrømme, men en af de største trusler mod demokratiet i "de gamle" demokratier - det vil sige i Vesten - er formentlig borgernes egen dovenskab.

Et velfungerende demokrati kræver en engageret befolkning, som prioriterer demokratiet og de aktiviteter, som understøtter det. En befolkning, der hovedsagligt går op i shopping, tv-underholdning og kriminalromaner, kan ikke opretholde et demokrati. Der er ikke noget i vejen med shopping, tv-underholdning og kriminalromaner isoleret set, men man kan ikke bygge et demokrati på det.

De politiske partier har svigtende medlemstal, aviserne har nedadgående salgstal, og vi dyrker de værste dummernikker som celebrities. Viden og dygtighed har lavere status end nogensinde, og en universitetsuddannelse giver ikke i sig selv respekt.

En af årsagerne til dovenskaben er muligvis, at mange af de vigtigste politiske emner er ekstremt komplekse. Jo mere viden og jo større indsats det kræver at forstå de emner, der er vigtige, desto mere fristende er det naturligvis at ignorere, at de findes.

I stedet for at handle om de problemer, vores samfund reelt står over for, kommer politik til at handle om de ting, der er til at forstå. Og debatten kommer til at handle om det, som er spændende og sjovt, og som har en spontan appeal til vores følelser. Det vil sige at den offentlige politiske debat i Vesten er meget tæt på at blive en del af underholdningsbranchen, mens de virkelig vigtige emner hovedsagligt bliver diskuteret bag lukkede døre.


Næste kapitel: Opsummering af truslerne mod demokratiet