En middelklasse

From democracy-handbook.org
Jump to: navigation, search
DemocracyHandbookApproved.png

I økonomiske systemer, hvor alle er frie til at handle efter bedste evne, og hvor lovgivningen beskytter mod, at man udnytter hinanden, eller at den kloge narrer den mindre kloge (alt for meget), finder man også typisk en bred middelklasse. Denne middelklasse omfatter både arbejdere, bønder, funktionærer, akademikere, handlende, håndværkere, kunstnere, embedsmænd og andre offentligt ansatte, og den er demokratiets rygrad. Det er middelklassen, der sikrer økonomisk stabilitet og fremgang, og det er den, der har fritid og overskud til at engagere sig i politik. Desuden har man en række fælles interesser i, at samfundet fungerer. Disse interesser deles ikke nødvendigvis af en overklasse, som har råd til at betale for deres egne fordele. Og folk, der hverken har til dagen eller vejen, har sjældent overskud til at tænke langsigtet og gå op i politik.

Man kan argumentere for, at i socialstaten (lande med meget offentlig velfærd) er middelklassen udvidet til også at omfatte folk, der ikke er i stand til at forsørge sig selv, og at socialstaten dermed er en garant for demokratiet: Staten beskytter sig selv mod at få en meget stor, fattig underklasse.

Men man kan også argumentere for det stik modsatte: At i socialstaten er så mange mennesker afhængige af sociale ydelser fra staten, at der ikke er noget incitament til at forbedre sin egen situation, og heller ikke nogen frihed tilbage til at drive politik.

Begge argumenter har deres rigtighed og illustrerer endnu et af demokratiets dilemmaer. Grunden til at begge argumenter er rigtige, er, at mennesker er forskellige. For nogle er det sociale system en permanent anledning til ikke at arbejde og bidrage til samfundet, for andre er det sociale system en midlertidig hjælp til at undgå alvorlige, økonomiske problemer.

Uden middelklassen

Til at illustrere, hvor vigtig en middelklasse er for demokratiet, kan man tage et eksempel som Rusland. Det er ofte blevet fremført, at en af grundene til, at den politiske magt i Rusland altid hurtigt centrerer sig om en lille elite, er, at landet aldrig har haft et borgerskab. Mens økonomien i Vesteuropa gradvist skabte en større og større borgerklasse af håndværkere og handelsfolk i byerne fra 1300-tallet og fremefter, så var der i Rusland kun bønder og godsejere. Da Den russiske Revolution brød ud i 1917, fandtes der stort set kun bønder, arbejdere, soldater, adel og godsejere. Der fandtes ikke derudover en større bybefolkning af selvstændige håndværkere, bankfolk, købmænd, fabriksejere, handlende, funktionærer, skolefolk og kunstnere, sådan som der gjorde i Vesten.

I Vesten var det især to ting, der førte til den demokratiske udvikling i 1800-tallet: For det første ønskede borgerskabet en politisk indflydelse, der svarede til deres økonomiske indflydelse. For det andet var der mange samfundsgrupper med forskellige interesser, og de begyndte at kæmpe indbyrdes om magten, uden at én af dem kunne løbe af med den absolutte sejr.

I Rusland kunne Zaren, godsejerne og adelen holde arbejdere og bønder undertrykt indtil Revolutionen, fordi arbejdere og bønder ikke havde nogen økonomisk magt.


Næste kapitel: Sikre, anerkendte grænser