Grækenland - de første demokratier

From democracy-handbook.org
Jump to: navigation, search
DemocracyHandbookApproved.png

For 3.000 år siden var menneskene overbeviste om, at samfundets love kom fra guderne. Dét lavede grækerne i bystaten Athen om på. I hvert fald i en vis udstrækning. Den religiøse kult spillede stadig en stor rolle i det politiske liv, men athenerne opfandt demokratiet og fratog guderne den lovgivende magt. Til gengæld gjorde de Demokrati til en gudinde.

Det athenske demokrati varede i kun 200 år, men idéen blev spredt til andre områder, og den græske kultur satte sig varige spor i hele Middelhavsområdet.

Et græsk historisk overblik

Antikkens græske historie kan inddeles i tre hovedepoker: Arkaisk tid, Klassisk tid og Hellenistisk tid.

I Arkaisk tid (ca. 750-500 fvt.) grundlagde Korinth, Megara og andre græske bystater en lang række kolonier i Syditalien, på Sicilien og langs Sortehavets kyster. Grækenland bestod således af nogle hundrede bystater, der lå ret spredt.

Klassisk tid: I 507 indførte bystaten Athen demokrati, og Klassisk tid (ca. 500-336 fvt.) var også demokratiets storhedstid. Athen koloniserede en del områder og udbredte også demokratiet til eksisterende græske bystater. Mange græske bystater indførte dog demokrati, uden at det var på Athens foranledning. Der var i alt cirka 1.000 græske bystater. I selve Grækenland var der i senklassisk tid (ca. 350 fvt.) ca. 600 bystater, uden for Grækenland var ca. 400 bystater grundlagt som kolonier.

Den hellenistiske tid (336 til 31 fvt.) knytter sig til Alexander den Stores erobring af Perserriget i årene 334-323 fvt., samt til den efterfølgende periode, hvor der blev grundlagt flere hundrede nye kolonier, som spredte græsk kultur langt ind i det tidligere persiske rige. Efter Alexanders død i 322 var Grækenland stadig et kludetæppe af bystater, og mange af dem var samlet i regionale forbundsstater.

År 146 fvt. blev Grækenland endegyldigt erobret af romerne.

Lovgivningen tages gradvist fra guderne

Den græske kultur begyndte at blomstre i 8-700-tallet fvt. Homers to store heltedigte, Iliaden og Odysseen, er fra den tid, og det var også på det tidspunkt, de første forfattere og filosoffer dukkede op.

I begyndelsen af 500-tallet fvt. levede Thales i Milet, en græsk bystat på den tyrkiske vestkyst. Han var den første, vi kender til, som adskilte myte og viden. Han var måske dét første menneske, som indså, at det, som myterne beretter, og alt det, vi kan iagttage og måle os frem til, er to væsensforskellige ting. Der er forskel på tro og viden.

Ligeledes i 500-tallet indførte den athenske statsmand Solon en række reformer i de gamle love, som havde religiøs oprindelse. Blandt andet afskaffede han gældsslaveri og inddelte athenerne i fire formueklasser og gav dem politiske rettigheder efter formuestørrelsen. Desuden indførte han folkedomstole med edssvorne nævninge. Det var ikke demokrati, men det var de første af en række lovreformer. Vigtigt er også, at han skrev alle lovene ned. Tidligere havde de været mundtlige.

Men en af de mest interessante ting i den forbindelse er, at athenerne ikke betragtede Solon som en gud eller halvgud, men som et helt almindeligt menneske. Han blev hverken guddommeliggjort eller mytologiseret, heller ikke efter hans død, hvor han i stedet blev betragtet som den store landsfader, der havde skabt Athens forfatning.

Grækerne begyndte altså at betragte lovgivning som noget menneskeskabt.

Demokratiet

Demokratiet blev indført i Athen i 507 fvt. og varede med enkelte afbrydelser til 322 fvt. – altså ikke engang 200 år.

Grundlaget for det græske demokrati var især frihedsprincippet: Frihed til at være med til at styre og deltage i de demokratiske institutioner, samt at leve, som man havde lyst til. Dertil kom så to lighedsprincipper, nemlig lighed for loven og alle frie, mandlige borgeres ret til at tale i den styrende forsamling.

Kvinder, slaver, frigivne slaver og fremmede var ikke borgere, og derfor var det formentlig kun omkring 40-45.000 borgere ud af en samlet befolkning på omkring 300.000, som ”ligheden” og demokratiet gjaldt.

Det græske demokrati var et direkte demokrati. Det vil sige, at alle frie borgere havde direkte adgang til folkeforsamlingen, som drøftede og traf beslutninger om de offentlige spørgsmål. Debat og afstemninger foregik på en stor åben plads, der kunne rumme tusindvis af mennesker.

I øvrigt handlede beslutningerne i det demokratiske Athen ikke om alle de ting, som politik handler om i dag. Moderne politik handler om økonomi, sociale forhold, undervisning, kultur, strafferet, større anlægsprojekter, udenrigspolitik, statens indretning og en række andre ting. I oldtidens Athen handlede politik om udenrigspolitik, krigsførelse og statens indretning, samt i høj grad om afholdelse af samfundets religiøse fester. Men man blandede sig ikke i sociale forhold, økonomi eller hvad der foregik inden for hjemmets fire vægge. Den frie, mandlige borger, som deltog i det græske demokrati, var frit stillet til at være tyran på hjemmefronten. Hjemmets økonomi var hans eget problem, og en god økonomi var basis for, at han havde frihed og fri tid til at deltage i demokratiet.

To af demokratiets nøglepersoner

Den, der indførte demokratiet i Athen år 507 fvt., var Kleisthenes. Hidtil havde Athen været styret af aristokrater eller tyranner. Kleisthenes havde folkets opbakning og ændrede magtstrukturen totalt. Blandt andet afskaffede han et gammelt stammesystem og inddelte i stedet Athenerne i 10 nye lokalbaserede stammer, som gik på tværs af den tidligere stamfundsstruktur. Derved blev de rigeste og de gamle familier, der havde magt i forvejen, ikke længere favoriseret.

En af de kendteste græske, demokratiske ledere var Perikles. Han stod for Athens stormagtspolitik i årene fra omkring 450 fvt. og frem til sin død i 429. Mest berømt i demokratisk sammenhæng er hans tale ved en krigerbegravelse i 430 fvt., hvor han både hylder friheden og lighed for loven. I talen nævner Perikles end ikke guderne; Athens storhed er udelukkende skabt af athenerne selv og deres forfædre. Det er demokratiet, der sikrer statens sikkerhed og succes, og det er ligheden for loven der sikrer, at det er de dygtigste, der vælges til statens embeder, ikke de rigeste eller aristokraterne. I øvrigt blev de fleste embedsmænd udpeget ved lodtrækning blandt alle borgere.

Spørgsmålet er, hvor meget af Perikles' tale, der har afspejlet de reelle forhold i Athen, og i hvor høj grad den har været ren propaganda. Men det er måske heller ikke så væsentligt i den store sammenhæng. Det væsentlige er, at de værdier, han taler om, har haft betydning for folk. Hvis ikke der havde været en bred interesse for frihed og demokrati, og en forståelse for at undlade at give guderne æren for byens succes, så havde han ikke kunnet holde en sådan tale.

De græske filosoffer

Det er næppe nogen tilfældighed, at opblomstringen i den græske filosofi og flertallet af de tanker, som grækerne siden er blevet husket for, fandt sted i den demokratiske periode. Demokratiet tillod ytringsfrihed, og dermed var det muligt at udvikle helt nye tanker i fællesskab. Da demokratiet forsvandt, forsvandt også gradvist den græske kreativitet.

”Sofia” betyder visdom på græsk. Det er det samme ord, som går igen i ordet ”filo-sof”, der betyder elsker af visdom. De græske filosoffer og deres filosofier udviklede sig i forskellige skoler, som havde hver deres periode.

Relativisme og subjektivisme

To banebrydende tanker, som nogle af de græske filosoffer udviklede, var det, vi i dag kalder relativisme og subjektivisme.

Relativisme betyder, at alting udelukkende er defineret i forhold til noget andet: Der er ikke noget, der har absolut værdi eller er absolut sandt og uforanderligt til tid og evighed. Heller ikke religiøse sandheder.

Subjektivisme betyder, at det, du oplever, aldrig er helt det samme som det, jeg oplever. Vi opfatter hver især verden ud fra vores individuelle forudsætninger og vores individuelle sanseapparat. Vi kan tale med hinanden om, hvad vi oplever, men vi kan aldrig være sikre på, at vi oplever verden ens. Der findes altså mange "små", personlige sandheder om verden, men ikke én stor.

Relativisme og subjektivisme udelukker ikke, at der er noget, der er bedre eller dårligere end andet. Vi er bare nødt til at anstrenge os for at finde ud af, hvad det er. Det Gode eller Det Onde er ikke givet på forhånd.

Den måde at tænke på, er radikalt anderledes end stort set al tradition og religion. Traditioner og religioner plejer netop at insistere på, at der findes evige sandheder, som gælder på samme måde for alle. Sådan var det også hos grækerne, og det var dét, nogle af filosofferne gjorde op med. De benægtede, at der kan findes objektive sandheder, for alle erfaringer er individuelle og subjektive, og vi kan udelukkende vide, hvordan vi selv opfatter verden. Hvad andre opfatter eller ved, kan vi ikke vide, og selv om vi tager sproget til hjælp, kan vi aldrig være sikre på, at vi helt oplever det samme. Derfor gives der ikke nogen evige eller almengyldige sandheder, og derfor må menneskene i et samfund konstant forhandle sig frem til de sandheder og de regler, der skal gælde i deres samfund. Deraf demokratiet.

Den mest kendte filosof i den sammenhæng var Protagoras, der netop især huskes for sætningen ”mennesket er altings mål” – altså målestok: Det er mennesket der opfatter verden og dermed afgør, hvordan verden skal forstås. Verden findes ikke uafhængigt af den menneskelige iagttagelse, og denne iagttagelse er altid individuel.

Filosoffen Gorgias gik endnu videre og sagde: ”Der eksisterer ikke noget. Dersom det eksisterede, ville det ikke være muligt for mennesket at fatte det. Selvom vi kunne fatte det, ville vi ikke kunne meddele det til andre.”

Religionen og demokratiet hos de græske filosoffer

Nogle af filosofferne var stadig religiøse, men andre benægtede åbenlyst, at guderne kunne gribe ind i menneskenes liv. I stedet filosoferede de over individet og insisterede på, at individet er autonomt, både i forhold til guderne og i forhold til andre mennesker. Vi er hver især frie, og mennesket må sættes i centrum. En enkelt filosof, Alkidamas, gik endog så vidt, at han anså slaverne for at være individer på lige fod med andre mennesker og agiterede for deres frigørelse.

Denne evindelige tvivlen og sætten spørgsmålstegn ved de gængse normer, de guddommelige myter og samfundets indretning som helhed gav disse filosoffer en masse uvenner. Samfundets orden hvilede i høj grad på ritualer og gudedyrkelse, og derfor forekom deres tanker at være samfundsnedbrydende. Folk blev utrygge, på samme måde som egypterne blev utrygge, da Akhnaton afskaffede forfædredyrkelsen og de kendte guder. (Se: Mesopotamien, Egypten og Anatolien - retssamfundet)

Nogle af de græske filosoffer beskæftigede sig formentlig direkte sig med demokratiet, men ellers må man snarere se en parallel udvikling mellem demokratiets opståen og den frihed, som demokratiet gav filosofferne til at tænke og udtrykke helt nye tanker.

Græske ikke-demokrater

Demokratiet havde allerede dengang det problem, at det konstant krævede borgernes engagement og insisteren på demokratiet; ellers udviklede det sig til anarki eller diktatur. Hvilket rent faktisk skete et par gange mellem år 507 og 322. Ikke mindst, fordi Athens folkeforsamling fra tid til anden blev domineret af demagoger og populister, som ikke tjente statens interesser, men blot melede deres egen kage. Desuden lå Athen konstant i krig med andre bystater og ofte med Perserriget og havde vanskeligt ved at forsvare sig. De to gange, hvor demokratiet i Athen blev afskaffet, var efter et stort nederlag og efter at have tabt en krig.

Overordnet set stod de athenske borgere dog vagt om demokratiet, og det var generelt en succesrig styreform i 300-tallet. Men de tre græske filosoffer, som er mest kendt i vor tid, og som netop levede i 300-tallet, nemlig Sokrates, Platon og Aristoteles, var ikke demokrater.

Den demokratiske styreform bekymrede dem, på grund af den personlige frihed, som det indebar; retten til at leve, som man har lyst til. Det anså de for at være en misforståelse af menneskelivets egentlige mening. De mente, at meningen med livet var at kende sin plads i staten og samfundet - og fylde den ud. De brød sig heller ikke om relativismen og dens mangel på faste værdier.

Sokrates

Sokrates (469-399) insisterede ligesom mange af de andre filosoffer på individets autonomi og stillede konstant spørgsmål og vendte og drejede alting, så folk ikke helt vidste, hvor de havde ham. Men han mente, at der findes absolutte værdier. Der findes noget absolut Godt, og det er op til mennesket at opnå at erkende dette Gode. Denne erkendelse kunne ifølge Sokrates udelukkende opnås gennem selvstændig tænkning, gennem fornuften og gennem at kontrollere sine drifter.

Desuden var Sokrates religiøs og følte, at hans samvittighed blev styret af en indre "dæmonisk" stemme. Alligevel opfattede hans samtid ham som en farlig mand. I 399 blev Sokrates dødsdømt af folkedomstolen for sine tanker, fordi man mente, at han fordærvede ungdommen.

Platon

Platon (427-347) var elev af Sokrates, og han var i den grad overbevist om, at der findes en uforanderlig og fuldkommen idéverden, som ligger omme bag den verden, vi sanser. Platons idé om den ideale idéverden kaldes derfor idealisme. Væk var altså subjektiviteten og relativismen. Platons store projekt var at finde frem til disse evige idéer, denne ”Sandhed”, som gemte sig omme bag alt det, som vi kan erfare.

I sit værk Staten forsøgte han at finde frem til den perfekte styreform; det perfekte system, som én gang for alle kunne indføres og sikre den største retfærdighed, orden og stabilitet samt imødegå faren for krig med nabostaterne.

Platon vidste udmærket, at hans idealstat var en utopi, ikke desto mindre var hans ideelle stat en totalitær stat, som ikke gav plads til almindelige menneskers medbestemmelse. I stedet skulle samfundet bestå af tre grupper: regenterne, vogterne (dvs. politi og militær) samt de næringsdrivende. Regenterne burde udvælges nøje og uddannes specifikt til at lede landet. Borte var enhver form for jævnbyrdig indflydelse.

Aristoteles

En af Platons elever var Aristoteles (384-322). På nogle områder brød han radikalt med Platon. Eksempelvis mente Platon, at filosofferne burde regere. Aristoteles mente ikke, at filosoffer burde bruge tid på politik.

Hvor Platon gennem ren spekulation forsøgte at finde frem til sagernes rette sammenhæng i idéverdenen, så insisterede Aristoteles på, at man kun kan vide noget om det, man kan iagttage. Aristoteles blev om nogen den, der grundlagde den empiriske videnskab: At man baserer sin viden på målinger og erfaringer; på empiri. Hans målsætning var dog den samme som Platons: At finde det perfekte, eviggyldige system.

Aristoteles skrev desuden bogen Statslæren, hvori han forsøgte at filosofere sig frem til den ideelle statsform. Der var ifølge Aristoteles tre gode statsformer: monarki (en enkelt person styrer), aristokrati (en dygtig elite styrer) og borgerforfatning/demokrati (frie, voksne mænd styrer). Faren ved dem alle tre var ifølge Aristoteles, at magthaverne kunne misbruge deres magt, og at statsformerne kunne udvikle sig til henholdsvis tyranni, oligarki og pøbelvælde.

Det bedste ville derfor være, hvis alle borgere havde indsigt i, hvad der tjente staten bedst. Men han anså det for en utopi, at den slags skulle kunne lykkes. Derfor hældede han mest til den styreform, hvor et fællesskab af gode borgere styrede staten til alles bedste. Hvor Platon altså mente, at staten burde styres af et åndsaristokrati, mente Aristoteles, at staten burde styres af et fællesskab af borgere med en særlig god moral. Den gode moral skulle ifølge Aristoteles komme af, at de skulle være så velstående, at de havde tid til at tænke over tingene, fordi de ikke behøvede at arbejde. - Arbejdet skulle udføres af kvinder, fremmede og slaver.

For at en stat skulle være god, måtte den desuden bestå af gode medborgere, og derfor var Aristoteles af den opfattelse, at politik og moral hang sammen.

Aristoteles var altså ikke den store demokrat, og hans statsfilosofi vedrørte kun en lille, privilegeret minoritet. Men han havde øje for, at en god stat bygger på moralske, oplyste og uddannede borgere.

Alexander den Store – og demokratiets endeligt

Aristoteles’ mest berømte elev var den makedonske prins Alexander – bedre kendt som Alexander den Store. Fra 356-323 erobrede han hele Perserriget, som strakte sig fra det vestlige Tyrkiet og Egypten til Indusfloden, og det medførte, at græsk kultur og sprog blev udbredt til hele det enorme område, han erobrede.

Da han døde i 323, faldt hans imperium sammen. Men mange små bystater i det græske område, som nu var underlagt forskellige kongedømmer, beholdt fortsat deres eget demokrati frem til omkring år 150 fvt. Desuden fortsatte græsk med at være verdenssproget, på samme måde som engelsk er det i dag.

Demokratiets sidste filosofiske frugter

En af de sidste store filosofiske skoler i Athen var stoicismen, som blev grundlagt af Zenon fra Cypern omkring år 300 fvt. Den stoiske skole er interessant i historisk, politisk og demokratisk sammenhæng, fordi det var de stoiske filosoffer, som for alvor insisterede på at flytte al tænkning og beslutningstagning væk fra guderne og over i mennesket. Stoikerne benægtede Platons forestilling en åndelig idéverden adskilt fra en materiel sanseverden. Ifølge stoikerne udsprang alt – også tanker og idéer – af den fysiske verden, for der var kun den.

Stoikerne fremhævede også alle menneskers principielle lighed og benægtede, at nogle mennesker på forhånd kan være født til at have privilegier over andre. Desuden lagde de vægt på den personlige, intellektuelle udvikling af det enkelte individ.

Endelig dyrkede stoikerne naturretten, som siger, at hele verden er et rationelt hele, og både naturlove og morallove må være i overensstemmelse med fornuften. De menneskeskabte love må vurderes ud fra principper, der er objektive og grundet på naturen. De skelnede desuden mellem naturretten, som må gælde til enhver tid, og positivretten, som er den konkrete lov, et konkret samfund må have under de givne omstændigheder. Med den vigtige pointe, at positivretten ikke må stride mod naturretten.

En sidste, væsentlig filosof i forhold til individet, friheden og demokratiet er Epikur (341-271). Også han fremførte, at al erkendelse stammer fra sanseindtryk. Desuden sagde han, at dét, der ikke kan iagttages af os, kun er sandt, hvis det ikke strider mod sanseindtrykkene. For eksempel var han inspireret af filosoffen Demokrit (460-370), som mente, at verden består af et uendeligt antal udelelige atomer, der bevæger sig i et uendeligt, tomt rum. Epikur tilsluttede sig denne teori, for selvom atomerne ikke kan iagttages, strider teorien ikke imod vore sanseindtryk.

Mennesket har ifølge Epikur ingen skaber eller skæbne. Tværtimod stræber vi alle efter lyst eller nydelse, og de enkelte oplevelser af lyst eller smerte er umiddelbare sanseoplevelser. Livet handler dog ikke blot om at opfylde den øjeblikkelige lystfølelse eller om at skabe den størst mulige lykke for det størst mulige antal mennesker. Livet handler om i ro at dyrke sin have og kultivere sine behov på enkel vis, fjernt fra verdens larm og politiske strid. – Epikur var om nogen en individualist!

Individet og kunsten

En af de vigtige ting, som græsk demokrati og filosofi medførte, var altså individet. Men det var ikke kun i filosofien og i det politiske system, at individet dukkede op. Fra 300-tallet dukkede individet også op i kunsten.

Hvor kunsten tidligere udelukkende viste skabelonagtige mennesker, så var det under det græske demokrati, at verden for første gang så statuer, buster og portrætter, som vitterligt forestillede individer. Folk blev skildret med rynker, skæve næser og forskellige frisurer.

De lande, som Alexander erobrede, tog begærligt imod alle ”frynsegoderne” fra den demokratiske græske kultur, da de først blev introduceret til dem: grækernes lægevidenskab, matematikken, arkitekturen, den øvrige teknologi og videnskab, kunsten og ikke mindst den græske filosofi blev til stor inspiration for de omkringboende civilisationer, og Athen fortsatte med at have en dragende kraft på alle intellektuelle i Middelhavsområdet. Men ingen af dem gentog demokratiet, og ingen af dem præsterede en nytænkning eller kreativitet, der kunne måle sig med grækernes.

Summa summarum

Samlet må man sige, at demokratiet banede vej for en masse nye tanker. Ikke mindst i form af filosofi, som satte mennesket i centrum, og som ophævede eviggyldige sandheder og påpegede, at alt er relativt. Det var dog ikke alle, der delte disse filosoffers menneskesyn, og mange tvivlede på selve demokratiet.

Sokrates, Platon og Aristoteles ledte efter absolutte og eviggyldige sandheder samt en holdbar moral og accepterede ikke relativismen. Heller ikke, selvom Athen stadig var et demokrati i deres tid.

Da demokratiet forsvandt, tyndede det også kraftigt ud i de græske filosoffer. Den frie tanke, refleksionen over individet, relativismen og demokratiet var samtidige, og da de forsvandt, forsvandt også meget af den græske nytænkning og kreativitet, samt deres materielle fremgang.


Næste kapitel: Rom - pragmatismens triumf