Humanismen og Renæssancen

From democracy-handbook.org
Jump to: navigation, search
DemocracyHandbookApproved.png

Humanismen og Renæssancen var to kulturelle strømninger, som gradvist ændrede Europa fundamentalt: Fra fokus på grupper og organisationer til fokus på individet; fra statsmagt og kirkeautoritet til principper om menneskeret.

Humanismen hedder, som den gør, fordi den sætter mennesket – latin: homo – i centrum. Hverken Luthers eller pavekirkens fokus var rettet mod respekten for det enkelte menneske eller individets mulighed for personlig udvikling og frihed i denne verden. Kirken fokuserede på den himmelske frelse. Humanismen insisterer på alle menneskers ligeværd, og at det enkelte menneske har værdi i sig selv.

”Renæssance” betyder genfødsel og refererer til, at den filosofiske rigdom fra oldtiden blev genfødt, efter at den havde været glemt eller ligefrem undertrykt i Middelalderen.

Nye tanker i Italien

I slutningen af 1200-tallet var der et rigt og livligt handelsliv i de norditalienske republikker, og blandt andet medførte det en udvikling af bankvæsenet. I 1300-tallet fulgte kulturen og filosofien så småt efter. Dante (1265-1321) skrev satiren Den guddommelige Komedie, som hudfletter kirken og gør tykt grin med Paven, og Boccaccio (1313-75) skrev Decameron om 10 desillusionerede unge mennesker, som er på flugt fra pesten, og som skejer ud i vellevned og erotik.

I begyndelsen af 1400-tallet skrev Leon Battista Alberti (1404-72) Della Famiglia; Om Familien. Bogen var et forsvar for den borgerlige frihed og familien, desuden gik den imod skæbnetroen og insisterede på, at mennesket selv former sit liv.

Kendetegnende for både Dante, Boccaccio og Alberti er, at ingen af dem var teologer, og at de alle tre gjorde op med latinens dominans som det eneste skriftsprog. I stedet gjorde de det lokale dagligsprog til deres skriftsprog.

Dette blev begyndelsen til Renæssancen, og fra Italien spredte de nye tanker sig til resten af Europa.

Nye tanker i Europa

Siden 200-tallet havde der ikke været rigtig, individuel portrætkunst, men nu begyndte malerne igen at studere og portrættere individet, og det samme gjorde filosofien og litteraturen.

Tidligt i 1400-tallet opfandt den hollandske maler Jan van Eyck (1390-1441) oliemaleriet, og i 1434 portrætterede han Giovanni Arnolfi og hustru. Portrættet har en vis stivhed over sig, men det er det individuelle portræts genfødsel.

I midten af 1400-tallet opfandt tyskeren Gutenberg (1396-1468) trykpressen med løse typer, og det medførte helt nye muligheder for at sprede de mange nye tanker. Her spiller desuden de evindelige magtstridigheder i Europa en væsentlig rolle: Fordi Europas konger og fyrster lå i konstant strid med adelen, pavekirken og hinanden, og ingen havde den totale magt over Europa, lykkedes det ikke nogen magthavere at standse udviklingen af trykpressen. Kritiske pamfletter i massevis eller bøger, der udfordrede de etablerede sandheder, kunne ellers nok være ubehagelige for diverse magthavere. Men hvis man som trykker blev underkastet censur, der hvor man var, var der altid et andet fyrstendømme eller et andet kongerige, man kunne etablere sig i.

Samtidig løsrev videnskaben og filosofien sig fra troen og teologien. I 1494 skrev Giovanni Pico Della Mirandola (1463-94) De hominis dignitate; Om menneskets værdighed. Mirandolas værk tog direkte udgangspunkt i, at han havde læst de arabiske filosoffer, og han taler i teksten om det enkelte menneskes mulighed for at danne sig selv. Han brød således, ligesom Alberti, med kirkens menneskesyn.

Erasmus fra Rotterdam (1469-1536) er den, der i kristen sammenhæng omtales som Humanismens fader. Når han især nævnes af kirken, er det formentlig, fordi han var munk og gennem hele livet forblev tro mod paven og kirken. I begyndelsen af 1500-tallet skrev han om menneskets frie vilje og det deraf følgende individuelle ansvar. Blandt andet lagde han sig direkte ud med Luther, der for sin del skrev værket Om den trælbundne vilje.

Nye tanker om politik

Et banebrydende værk fra samme tid, som på sin vis også handler om individet, er Niccolò Macchiavellis (1469-1527) bog Il Principe; Fyrsten. Heri gennemgår han, hvordan fyrster og kejsere gennem tiderne har taget magten, og hvad de har gjort for at beholde den. Bogen handler om magtpolitik, og dermed handler den også om fyrstens eller kejserens valg og de konsekvenser, disse valg får. Værket er især banebrydende, fordi analysen er systematisk gennemført og blottet for religiøse spekulationer: Macchiavelli tillægger mennesket total fri vilje og eneansvar for sine handlinger. Macchiavelli skrev Fyrsten i 1513, men bogen blev først udgivet 5 år efter hans død, i 1532. Fyrsten har lige siden været et hovedværk i den politiske litteratur, uanset hvilken styreform man taler om.

I begyndelsen af 1500-tallet skrev den engelske statsmand og filosof Thomas More (1478-1535) bogen Utopia. Heri opstillede han mulighederne for en anderledes samfundsindretning end den eksisterende og lagde blandt andet op til fælles ejendomsret, og at det er folket selv, der skal bestemme statens indretning. Desuden anerkendte han ikke kongens autoritet i kirkelige anliggender, herunder spørgsmålet om løsrivelsen fra Pavedømmet. Det førte til anklager om statsforræderi, en retssag og i sidste ende til hans henrettelse under Henry VIII.

Senere i 1500-tallet skrev Michel de Montaigne (1533-92) om, hvordan verden er i konstant forandring – et verdenssyn, som stod i skærende kontrast til det kristne verdensbillede, hvor Gud havde skabt verden én gang for alle. I denne foranderlige verden måtte mennesket, ifølge Montaigne, være parat til både at forandre sig selv og at indrette samfundet, så det var tilpasset forandringerne. Han var stærkt inspireret af stoikerne og mente ikke, at der er et efterliv. Det gælder altså for det enkelte menneske om at få udbytte af dette liv for dets egen skyld.

Den hollandske jurist og statsmand Hugo Grotius (1583-1645) skrev i 1625 De jure belli ac pacis, Om krigens og fredens ret. Heri løsrev han retten fra religionen og genoptog tankerne om naturretten, som stoikerne og også senere tænkere havde skrevet om. Desuden hævdede han, at krigens og fredens ret hviler på principper, som bunder i den menneskelige fornuft. Det vigtigste princip er, at løfter og traktater skal respekteres, herunder samfundspagten mellem statens borgere og deres lovlige hersker. Krige kan udelukkende retfærdiggøres, hvis de tjener til at modvirke en krænkelse af denne naturret.

Nye filosofiske strømninger

Thomas Hobbes (1588-1679) skrev i midten af 1600-tallet – ligesom nogle af filosofferne i oldtidens Grækenland gjorde – at vores indtryk af verden er subjektive, og at vores værdier er relative. Desuden insisterede han på, at staten ikke er udtryk for Guds vilje, men for folkets valg. Hobbes genindførte også tankerne om naturretten og mente, at der findes en naturtilstand, som er alles kamp mod alle, men gennem fornuften er det muligt at formulere love, som beskytter menneskene mod hinanden. Disse love er naturretten, og dermed tillagde han mennesket en medfødt evne til selv at tænke sig frem til lov og ret.

Man kan dog ikke just kalde ham demokrat, for det ideelle samfund, som menneskene ifølge hans overbevisning måtte nå frem til, havde en suveræn enehersker, som administrerede lovene. Til gengæld var Hobbes den første, der indså, at statsmagten er en abstrakt magt, der er hævet over både herskeren og undersåtterne. Både herskeren og undersåtterne er underlagt statens principper.

Filosoffen René Descartes (1596-1650) skrev, at jegets eksistens er forudsætningen for al viden og erkendelse: Cogito ergo sum, sagde han: ”Jeg tænker, ergo er jeg!” Dermed gjorde han den subjektive oplevelse til centrum for erkendelsen af verden, og rykkede således fundamentalt ved individets betydning.

Hvis man skal udnævne én filosof som den, der "trækker en streg i sandet" og introducerer fundamentet for demokratiet, så er et godt bud Baruch Spinoza (1632-1677). Spinoza er den første, som insisterer på ytringsfrihed og adskillelse af stat og religion. Hvis der skal være ro og stabilitet i samfundet, så må der herske trosfrihed, og religionen skal ikke have politisk magt.

Et politisk og kulturelt kludetæppe

Alle disse tanker blev til i en politisk og religiøs situation, som var ret usædvanlig, og det kan ikke udelukkes, at netop situationen har været afgørende for, at tankerne opstod.

Som før nævnt bestod Europa på den tid af et væld af politiske og geografiske enheder. Disse eksperimenterede med forskellige styreformer. Kirken stræbte efter overherredømme i hele Europa, og kongerne kæmpede med adelen, og kirken om magten. Samtidig var der stadig byråd rundt omkring, som var styret af nogle få magtfulde mænd, og i de enkelte købstæder var det borgerne, der selv udvalgte deres borgmester. Der var også stænderforsamlinger, hvor kongerne med kortere eller længere mellemrum konsulterede adel, borgere og bønder. Under Enevælden kunne man altså bibeholde visse dele af den demokratiske tradition ude i de lokale samfund, men på det overordnede plan medførte Enevælden diktatorisk magt.

Netop fordi det ikke lykkedes kirken at forene religiøs og verdslig magt, og fordi religionen i sig selv blev splittet, skabte det en mangfoldighed af livsanskuelser og politiske interesser. De enkelte religiøse grupper forsøgte godt nok fra tid til anden at slå hinanden ihjel, men i længden var de nødt til at leve side om side. Der opstod altså forskellighed og pluralisme, og det medførte nye tanker.

Kunst og videnskab

I malerkunsten blev portrætkunsten forfinet gennem hele 1400-tallet. Blandt de største portrætmalere omkring år 1500 var Leonardo da Vinci (1452-1519), som også var en af tidens største naturvidenskabsmand og opfinder.

Leonardo da Vinci genindførte systematikken og støttede iagttagelsen som noget afgørende for videnskaben og løsrev den fuldstændigt fra den religiøse spekulation. Han var også den første videnskabsmand, som systematisk skrev ned, hvad han foretog sig. Derfor kan man i dag rekonstruere mange af da Vincis undersøgelser og nå frem til de resultater, som han nåede frem til. Man kan efterprøve hans resultater, med andre ord, og dermed har man grundlaget for at nå frem til fælles, objektiv viden.

Denne objektive form for viden var endnu et af Renæssancens væsentlige opgør med religionen. Den religiøse forestillingsverden kan netop ikke dokumenteres på nogen måde. I det hele taget opstod den nye naturvidenskabelige erkendelse i Renæssancen - ofte på trods af kirken, ikke i kraft af den.

I 1512 fremlagde Kopernikus (1473-1543) teorien om, at Jorden kredser om Solen. Det stred mod Biblens verdensopfattelse, hvor Jorden er Universets centrum. Men han publicerede ikke teorien for almenheden og var i øvrigt usikker på, om den passede. Det reddede formentlig hans liv. Teorien blev først kendt, da hans værk De revolutionibus orbium coelestium, Om himmellegemernes omløb, kom frem ved hans død i 1543.

Andre tøvede ikke, men publicerede deres tanker og blev forfulgt af kirken. Giordano Bruno (1548-1600) mente – ligesom Epikur små 2.000 år tidligere – at verden er uendelig. Bruno blev brændt af Inkvisitionen i år 1600. Galileo Galilei (1564-1642) fremførte beviserne for Kopernikus’ teori, og det kostede ham både tortur og husarrest, men dog ikke livet. Formentlig på grund af hans høje alder.

Summa summarum

Et af Renæssancens hovedtræk var en naturvidenskabelig udforskning af verden. Naturvidenskaben blev genopfundet, simpelthen. En af de ting, som er afgørende for naturvidenskaben, er målbarhed og opmåling af de ting, vi kan sanse og erfare. Målelige ting kan nemlig diskuteres objektivt ved hjælp af fornuften, det kan religiøse forestillinger og oplevelser ikke. Galileis slogan for sit arbejde var: ”Mål alt, hvad der er måleligt, og gør dét måleligt, som ikke er det!”

I Renæssancen genopdagede Europas tænkere også individet. Det gjorde de blandt andet gennem de gamle grækere og romere via muslimerne. Fællestrækket for Renæssancens filosoffer var, at de lagde afstand til Platons totalitære tanker og hans forestillinger om en perfekt idéverden. Til gengæld tog de stoikerne til sig, og Renæssancens mest citerede filosof fra oldtiden var Cicero.

Et helt konkret udslag af individets genopdagelse var den engelske lov Habeas Corpus fra 1679, der slog fast, at ingen kan holdes fængslet uden lov og dom.

Sideløbende med den øgede videnskabelige og filosofiske erkendelse, opstod gradvist Humanismens tanker om det unikke og vigtige i hvert enkelt menneske.


Næste kapitel: Oplysningstiden