Intellektuel armod III - nytænkning

From democracy-handbook.org
Jump to: navigation, search
DemocracyHandbookApproved.png

I det gamle Grækenland underbyggede filosoffernes tanker den demokratiske udvikling. I de moderne demokratier beskæftiger filosofferne sig kun undtagelsesvis med politisk tænkning. Samfundsforskningen foregår blandt økonomer og politologer, og den er sjældent af filosofisk karakter.

Samtidig er der en tradition for, at politologer, jurister, økonomer, filosoffer, humanister og alle andre universitetsforskere helst kun vil beskæftige sig med spørgsmål af deskriptiv karakter, de vil meget nødig begive sig ud i normative spørgsmål. De vil altså helst undersøge, beskrive og tolke verden, som den er, i stedet for at spekulere i, hvordan den kunne eller burde være. Det er et fint akademisk princip, og sådan må seriøs forskning nødvendigvis være.

Men det betyder, at der ikke fra universiteterne kommer nytænkning, som giver bud på, hvordan samfundet kunne være. Nytænkningen kommer stort set udelukkende fra de politikere, som gerne vil genvælges, fra politisk sammensatte udvalg, fra erhvervslivet og interesseorganisationerne; altså aktører, der har egne interesser i samfundets udvikling, samt fra enkeltpersoner i debatten. Forskere, som udtaler sig, forventes at udtale sig som privatpersoner og ikke som de eksperter, de er. Blandt andet derfor har de eksisterende demokratier ikke en løbende, kritisk vurdering af selve demokratiets indretning ud fra en filosofisk og akademisk vinkel. Det politiske liv får ikke modspil fra folk, der på et dybere plan beskæftiger sig med, hvad det vil sige at være menneske, og hvilke værdier et samfund kan bygge på.


Næste kapitel: Intellektuel armod IV - desillusion