Islam - storhed og fald

From democracy-handbook.org
Jump to: navigation, search
DemocracyHandbookApproved.png

Samtidig med den europæiske Middelalder var der en kolossal udvikling i gang i Mellemøsten. Islam opstod i begyndelsen af 600-tallet, og efter en aggressiv militær erobring af hele Mellemøsten, Nordafrika og Den iberiske Halvø, medførte islam i sine første århundreder en imponerende kulturel udvikling. Men fra 1100-tallet ændrede det sig.

Islams opblomstring

I begyndelsen af 600-tallet lå Det Byzantinske Rige og Persien i en opslidende krig med hinanden. (Det Byzantinske Rige havde navn efter hovedbyen Byzans, som også har heddet Konstantinopel. I dag hedder byen Istanbul. Persien er det nuværende Iran.)

Samtidig opstod islam på Den arabiske Halvø, og gradvist spredte Muhammed og hans krigere den nye religion til hele det arabiske område. Takket være den opslidende krig mellem byzantinerne og perserne, var det ikke så vanskeligt for muslimerne at erobre Det Byzantinske Rige allerede i 626 og Persien i 641. I kølvandet på erobringerne blev islam kombineret med persernes og byzantinernes højtudviklede kultur, og der opstod en ny, dynamisk synergi. Frem til 711 erobrede muslimerne Spanien, og de næste 500 år var det i de muslimske områder, den største udvikling foregik.

Islam tolererede både jøder og kristne og udbredte desuden en skriftkultur. I kalifaterne i Cordoba, Alexandria og Baghdad samarbejdede jøder, kristne og muslimer, og filosofi, naturvidenskab og teknologi blomstrede, så længe pluralismen var i højsædet.

Blandt de store muslimske tænkere kan nævnes filosoffen al-Kindi (død 866), som var den, der introducerede Aristoteles i islam. Naturvidenskabsmanden Alrazi (død ca. 923), som udarbejdede et universalt kompendium over medicinsk forskning. Filosoffen al-Farabi (870-950), som var den første, der virkelig nytænkte Aristoteles’ og Platons filosofi og metafysik. Lægen, filosoffen og fysikeren ibn Sina (ca. 980-1037), som excellerede i metafysik og logik. Han er især kendt for at videreføre Aristoteles’ grundprincipper, og hans medicinske lærebog blev lægekunstens kanon i Middelalderen og længe efter.

Islams stagnation

Fra 800-tallet opstod en teologisk splittelse i islam: Går vejen til Gud via åbenbaring eller via fornuften? Gradvist sejrede åbenbaringsteologien, og i 1100-tallet blev islam fastlåst og dogmatiseret, og udviklingen stagnerede. Ansvarlig for denne udvikling var blandt andre teologen al-Ghazali (død 1111). Han hævdede islams ufejlbarlighed og argumenterede med, "at man jo ikke kunne argumentere for det modsatte".

Ibn Rushd (1126-98) gik ganske vist til de islamiske dogmer gennem fornuften, men kunne ikke vende udviklingen. Mest kendt er han blevet for, sammen med ibn Sina, at genintroducere Platon og Aristoteles til europæerne.

Blandt de jødiske filosoffer under islams storhedstid skal især nævnes Maimonides (1135-1204), som blandt andet slog fast, at religionen ikke må stride mod fornuften.

Udviklingen i de muslimske områder gik i stå, i takt med at fornuften blev trængt i baggrunden. Samtidig led muslimerne en række militære nederlag, og de blev gradvist tvunget ud af Spanien. I 1492 blev Spanien generobret af katolikkerne, og derefter blev både muslimer og jøder forvist fra landet.

Summa summarum

I forhold til Europas senere demokratiske udvikling har islam haft vigtig betydning, fordi muslimerne genintroducerede fornuften og banede vejen for den europæiske Renæssance. Det var takket være muslimerne, at europæerne genopdagede Aristoteles og de andre gamle grækere, og det var også med inspiration fra de muslimske filosoffers og videnskabsmænds tanker, at 1200-tallets kristne filosoffer begyndte at modsige Biblens verdensbillede. På det tidspunkt var islam dog selv ved at blive dogmatiseret og gå i stå.


Næste kapitel: Opsummering af demokratiets udvikling første gang