Islam og demokratiet

From democracy-handbook.org
Jump to: navigation, search
DemocracyHandbookApproved.png

Omkring 1,3 milliarder mennesker bekender sig til islam, flertallet lever i Mellemøsten, og Indonesien er det land med flest muslimer.

Islam og demokratiet

I forhold til demokratiet har islam det samme problem som jødedommen, idet der ud fra Koranen og Hadith, dvs. Muhammeds sædvaner, er formuleret en islamisk lov, der gælder alle livets og samfundets forhold.

I forhold til tolerance har islam de samme problemer som kristendommen, idet den gerne vil omvende verden og kun giver plads til andre religioner på visse betingelser. (Jødedommen, hinduismen og buddhismen missionerer ikke.)

I forhold til oplysning opfordrer Koranen til, at man udforsker verden, for kun på den måde kan man forstå storheden i Guds skaberværk. Men Koranen har talrige advarsler mod at tvivle på Koranen. Koranens Sura 2 vers 1 kan oversættes på forskellige måder, eksempelvis: ”Dette skrift er ufejlbarligt”, ”Denne bog må ikke betvivles”, og ”Dette er Skriften; om den hersker der ingen tvivl.”

Islam og menneskerettighederne

I 1981 udfærdigede The Islamic Council i London en ”Universal Islamic Declaration of Human Rights”. Ved første øjekast har erklæringen meget tilfælles med FN’s menneskerettigheder, men den afviger på især to områder: kvinders og minoriteters rettigheder, samt at den eneste gyldige lov er Guds lov. I forordet står blandt andet:

Human rights in Islam are firmly rooted in the belief that God, and God alone, is the Law Giver and the Source of all Human Rights. Due to their Divine origin, no ruler, government, assembly or authority can curtail or violate in any way the human rights conferred by God, nor can they be surrendered.

Og på dansk:

Menneskerettighederne i islam har et fast fundament i den overbevisning, at Gud og kun Gud er lovgiver og kilden til alle menneskerettigheder. På grund af deres guddommelige oprindelse kan ingen hersker, regering, forsamling eller autoritet på nogen måde indskrænke eller bryde de menneskerettigheder, som er tildelt af Gud, og de kan heller ikke opgives.

De rettigheder, som bliver nævnt, er blandt andet ytringsfrihed, religionsfrihed, beskyttelse mod overgreb og tortur, samt ret til uddannelse og privatliv. Men de er givet af Gud. Derfor kan man enten se den muslimske menneskerettighedserklæring som et forsøg på at tilslutte sig FN’s menneskerettigheder uden at gå på kompromis med religionen; som et bevis for, at Koranen var forud for de menneskeskabte menneskerettigheder; eller som en fundamental misforståelse af, hvad menneskerettigheder handler om, nemlig en overenskomst vi indgår med hinanden på grund af respekt for hinanden og ikke på grund af tro på usynlige magter.

Islam og praksis

I praksis er Koranen åben for fortolkninger, og islamisk lovgivning bygger i virkeligheden mere på Hadith, overleveringerne af, hvordan Muhammed levede. Samtidig er islamisk lov er ikke én ting, der findes forskellige skoler inden for islam, som lægger vægt på forskellige ting, eller som ligefrem er uenige om fortolkningerne. Desuden spiller individet en betydelig rolle i islam, og selvom præster i alle religioner til alle tider forsøger at give indtryk af, at der findes én og kun én sand udgave af deres religion, så tager praksis form efter det enkelte menneske. Også i islam.

Et nøglebegreb i islam er jihad. Det oversættes oftest med ”hellig krig”, men egentlig betyder det ”at anstrenge sig”. Jihad er altså i høj grad et individuelt projekt. Jihad går ifølge Koranen ud på fire ting: at anstrenge sig for en retfærdig sag; at kæmpe mod egne svagheder og begær; at tage ansvar for samfundet; og at forsvare retten til at dyrke Gud.

Tolkningen af, hvad dét så i praksis betyder, er vidt forskellig fra muslim til muslim, og fra skole til skole. Den personlige anstrengelse og ansvaret for samfundet kan tolkes i demokratisk retning og i totalitær islamistisk retning. Dog kan folk med ønsker om totalitær magt let finde støtte for den i Koranen, fx Sura 6:114-115: De, til hvem vi har givet Skriften, ved, at den er sendt ned med sandheden fra din Herre. Du skal derfor ikke være blandt dem, der tvivler! Din Herres ord er fuldkomment i sandhed og retfærdighed. Ingen kan ændre Hans ord.

De demokratiske muligheder

De lande, som kalder sig muslimske og bygger deres lovgivning på islam, er da også blandt verdens mindst demokratiske, men teoretisk set behøvede det ikke være sådan. Koranen taler til individet og anbefaler rådslagning, men foreskriver ikke et bestemt politisk system. Til gengæld er det de demokratiske samfund, som bedst lever op til selve indholdet i den muslimske menneskerettighedserklæring.

Det arabiske forår - demokrati i Mellemøsten

Mange har i årevis gjort, hvad de kunne, for at overbevise alle om, at islam og demokrati ikke passer sammen. Det gælder fx de religiøse magthavere i Mellemøsten, islamofobiske kristne i Vesten, samt Det muslimske Broderskab, al Qaeda og andre grupperinger, der ønsker at gøre islam politisk.

De folkelige protester og politiske omvæltninger i Mellemøsten i 2011 har imidlertid vist, at muslimer selvfølgelig har samme ønske om demokrati og et liv i frihed og tryghed som alle andre.

Demokratiet i Mellemøsten står dog over for nogle kæmpe udfordringer. Demokrati er hårdt arbejde og det kræver meget af de mennesker, der skal oprette det, leve med det og vedligeholde det. Sommetider kan det virke meget lettere bare at overlade ansvaret til præster og hellige skrifter. Ikke mindst derfor kræver demokratiet oplysning, viden og en åben og fri debat. Den åbenhed og den frihed til at sige religiøse autoriteter imod bliver en kæmpe udfordring i de muslimske samfund. Men det er en udfordring, som ikke er principielt anderledes end det, som vi i Vesten har været igennem de seneste 500 år i vores kamp mod kristendommen som politisk magt. Forhåbentlig kan Mellemøsten etablere levedygtige demokratier noget hurtigere end os andre.


Next chapter: Protestantismen og demokratiet