Jægersamlerne - åndernes suverænitet

From democracy-handbook.org
Jump to: navigation, search
DemocracyHandbookApproved.png

Vores tidligste forfædre levede som jægersamlere. For at forstå, hvor mange forskellige og banebrydende idéer, demokratiet bygger, må man vide, hvad der var, før idéerne opstod. Vores jægersamler-forfædre levede og opfattede verden radikalt anderledes, end man gør i de moderne samfund.

Livsvilkårene

De første mennesker opstod for omkring 100-150.000 år siden, og de levede udelukkende af de planter, de kunne finde i naturen, og af det de kunne nedlægge på jagt. De bevægede sig rundt i storfamilier, som typisk bestod af mellem 30 og 200 personer - det har svaret nogenlunde til fire-fem hold bedsteforældre med børn og børnebørn. Det meste af deres liv var vores forfædre altså udelukkende omgivet af mennesker, der havde kendt dem fra fødslen, eller som de selv havde kendt fra deres fødsel. Man behøvede derfor ikke reflektere over, hvem man selv var, som i det moderne samfund, hvor man møder nye mennesker hele tiden, for alle i flokken vidste det i forvejen.

Skæbnen og Ånderne

Jægersamlerne var overbevist om, at deres liv var styret af skæbnen. Den enkelte havde ikke nogen indflydelse på, hvordan hans eller hendes liv ville forløbe, eller hvornår det ville være forbi.

Den overbevisning findes stadig mange steder i verden. Men når vi i Vesten taler om "skæbnen", går de fleste trods alt ud fra, at man kan gribe ind i sit eget eller andres liv og ændre på tingene gennem sine beslutninger og handlinger. Den tanke eksisterede simpelthen ikke hos vores forfædre i stenalderen. Skæbnen var fastlagt af kræfter, som lå uden for menneskenes indflydelse. Hverken som enkeltperson eller som gruppe kunne man rive sig fri eller ændre den kurs, som livet nu engang havde lagt for en.

Der fandtes heller ikke individuel stillingtagen til større beslutninger hos jægersamlerne. Valg af større art var kollektive og afhang af det, som medicinmanden fik at vide af ånderne. Ånderne kunne være kræfter i naturen, såsom regnen eller solen, det kunne være en dyreart, eksempelvis bjørnens ånd, men det kunne også være ånderne efter afdøde forfædre. I det hele taget har dyrkelsen af forfædrene og deres ånder været en af de mest udbredte former for religiøs praksis i menneskets historie. Forfædredyrkelsen og troen på et liv efter døden har utvivlsomt hængt sammen med, at de afdøde optrådte helt livagtigt i de efterladtes drømme om natten.

Man opfattede ikke individet som en frit handlende person med sin egen frie vilje. Nogle af ånderne kunne vandre ind og ud af folk, og gennem ritualer og mystik kunne man påvirke ånderne.

Mana

Mange steder mente man desuden, at den enkelte var udstyret med "mana", en kraft, som gav ham eller hende deres evner. Mana var ikke noget, man selv var herre over, det var en "energi", som kunne gå fra person til person eller mellem personer og ting. En god jæger havde et godt jagtmana, og dette mana gik over i hans spyd. Hvis en anden så fik fat i hans spyd, fik de også noget af hans mana.

Ifølge jægersamlerne var en meget stor del af en person således påvirket af kræfter uden for ham selv.

Animisme og magi

Jægersamlerne var også typisk animister. De troede på, at ting og naturfænomener havde specielle kræfter eller åndelige egenskaber og deres egne følelser og intentioner. I dyr, træer, vandfald, bjerge, sten, jord, etc. fandtes en sjæl eller bestemte ånder, ligesom i menneskene. Hos vores forfædre var intentioner og følelser altså ikke begrænset til mennesker. Enhver begivenhed - lige fra regnen, der falder fra himlen, til en vellykket jagt - blev forstået som om "nogen" eller "noget" stod bag.

For flokken, såvel som for den enkelte jæger, gjaldt det om at være på god fod med disse ånder, og det skete typisk gennem ritualer og magi.

Flokken og individet

Jægersamlernes verdensbillede betød, at der ikke var noget skarpt skel mellem menneskene og den øvrige natur. Man så sig selv som en integreret del af en verden, som man ikke havde mulighed for at påvirke på anden vis end gennem ritualer og magi.

Desuden skelnede man i jægersamlerkulturerne ikke mellem art og individ. I Vesten ser vi det enkelte menneske eller den enkelte hest eller hund som et individ, der reagerer og handler uafhængigt af andre mennesker og andre heste eller hunde. Der er et skarpt skel mellem individet og totaliteten. Det skel fandtes ikke hos vores forfædre. Det betød, at hvis eksempelvis to grupper af jægersamlere var i krig med hinanden, så kunne et drab på én fra flokken hævnes med et drab på et vilkårligt medlem af den anden flok. Individet og gruppen var ét.

I det hele taget fandtes der ikke nogen individualitet, for der fandtes ikke nævneværdig forskel på folk i gruppen, og der fandtes ikke noget liv uden gruppen. En jægersamler kunne ganske enkelt ikke overleve alene. Opstod der uløselige stridigheder i en jægersamler-flok - for selvfølgelig gjorde der dét - måtte personen tilslutte sig en anden flok eller dø i ensomhed.

En jægersamler kunne naturligvis sagtens tænke selv og beslutte, om han skulle fortsætte jagten eller give op. Hun kunne også overveje, om det var klogest at lede efter mere mad i den ene retning eller den anden retning; om det var mest fordelagtigt at grave efter rødder eller plukke bær. Der var også rådslagning og diskussion. Men de individuelle muligheder og den type individuelle overvejelser, man står med dagligt i det moderne samfund, fandtes ikke. Livsomstændighederne blev defineret af flokken og var for det meste givet på forhånd.

Myterne

For vores forfædre indeholdt myterne nøglen til at overleve; de var flokkens databank. Myterne var forankret i landskabet og repræsenterede generationers ophobede viden. Typisk handlede de om en gylden fortid, hvor ånderne og menneskene levede i en perfekt verden. Myterne var i sig selv nedarvede fra forfædrene, og ingen satte spørgsmålstegn ved dem. Desuden var myterne både den gode historie, ren underholdning, og dét som gav mening i tilværelsen og forklaring på alle livets store spørgsmål. Alle myterne blev husket og genfortalt mundtligt, for de havde ikke opfundet skriften.

I en mundtlig kultur, hvor myterne spiller så stor en rolle, er der kun ringe mulighed for at tænke nyt. Verdensbilledet er låst fast og ændres kun, hvis der er naturkatastrofer eller andre ting, som ændrer på de fysiske omstændigheder.

Lighed

En sidste væsentlig ting ved jægersamlerkulturerne er, at der som før nævnt sjældent var stor forskel på folk i flokken. Bortset fra medicinmanden og de gamle, som havde høj anseelse, var der ingen statusforskel. Simpelthen, fordi ingen ejede mere, end de kunne bære, når man gik fra sted til sted. Der har selvfølgelig fra tid til anden været uvenskab og intriger, men der var ikke nogen, der var rigere end andre, eller som havde magt på den måde, at de regerede de andre i flokken med vold i form af politi eller militær.

Summa summarum

Så længe vores forfædre levede som jægersamlere, var individet ikke udskilt fra flokken, og den enkelte kunne slet ikke eksistere løsrevet fra de andre. Individuelle valg af større karakter eksisterede ikke, og større beslutninger blev truffet kollektivt på baggrund af myterne og medicinmandens kontakt med ånderne. I det hele taget var kraften, energien, mana, ånderne, følelserne og personens tanker og handlinger slet ikke skilt ud fra hinanden. Ånden handlede i mennesket, kan man sige, og fælles for det hele var, at kræfterne eller ånden kunne påvirkes gennem magi. Den enkeltes handlinger blev ikke forstået som et resultat af egne tanker og en fri vilje.


Næste kapitel: Mesopotamien, Egypten og Anatolien - retssamfundet