Jødedommen - individet træder frem

From democracy-handbook.org
Jump to: navigation, search
DemocracyHandbookApproved.png

Hidtil havde alle myter i verden handlet om guder eller halvguder. Der var ingen, der fortalte historier om almindelige mennesker, som udrettede noget exceptionelt. Folk har selvfølgelig til alle tider fortalt om ”dengang onkel faldt i vandet”, eller ”da lillesøster blev født” og lignende, men store beretninger om almindelige mennesker, individer, som gjorde noget spektakulært, fandtes ikke.

Jødedommen er blevet mest kendt for at have opfundet monoteismen, men i demokratisk sammenhæng er det langt mere interessant, at jødedommen også opfandt individet og introducerede tanken om, at alle mennesker er den samme slags mennesker skabt i den samme Guds billede. Adam og Eva, Kain og Abel samt Noah og hele hans familie skildres som fuldstændigt almindelige mennesker, kun Gud er ekstraordinær. Der findes med andre ord hverken halvguder eller overmennesker, og selv jødedommens hovedpersoner og helte er fra tid til anden nogle inkompetente klovner, der begår almindelige, menneskelige fejltagelser.

Om Det gamle Testamente

Biblen er ikke skrevet af Gud, den er skrevet af mennesker. Og ligesom alle andre bøger, så er Biblen et produkt af den tid og den kultur, som den blev til i. Så længe mennesker har fortalt hinanden historier, har vi fortalt hinanden de historier, det gav mening for os at fortælle. På samme måde er Biblens historier blevet digtet og fortalt, fordi det gav mening for mennesker at fortælle de historier, der står i den.

Det er desværre umuligt bare nogenlunde præcist at spore Biblens tidligste oprindelse, hvor dens myter egentlig kommer fra, eller hvor gamle de er. Normalt mener historikere, bibelforskere og arkæologer, at de fem Mosebøgers tekster blev skrevet ned første gang mellem 900 og 700 fvt., men hvor længe beretningerne har været mundtlige beretninger inden da, ved man ikke.

Det kan ikke dokumenteres, at Mosebøgernes personer rent faktisk har levet. Hvad angår Adam og Eva og Noah og Syndfloden, er det helt sikkert, at der blot er tale om opdigtede arketyper. Ikke mindst, fordi historien om Syndfloden oprindeligt stammer fra heltekvadet Gilgamesh fra Mesopotamien. Hvad angår senere figurer som for eksempel Abraham, Isak og Jakob kan det ikke udelukkes, at der har eksisteret rigtige personer med de navne, som historierne er bygget på. Men det kan heller ikke bevises.

Naturvidenskaben har til gengæld for længst bevist, at hverken mennesker eller univers blev til på den måde, som det er skildret i Første Mosebog. Men det er heller ikke derfor, historien er interessant. Det interessante er, hvordan teksten opfatter mennesket, for Det gamle Testamentes menneskesyn er et af demokratiets fundamenter.

Almindelige mennesker uden magiske evner

For det første er der en radikal forskel på mennesket og Gud: Gud kan ”trylle”, mennesket har ikke den slags magiske kræfter. Vi må klare os med vores hoved, og de ting vi kan skabe med vores hænder. Men det er heller ikke så lidt.

For det andet introducerer Mosebøgerne tre af de tanker, som er forudsætningen for demokratiet: Alle mennesker er af den samme slags, vi har en fri vilje og må stå individuelt til ansvar, og individer er forskellige.

Alle mennesker er samme slags mennesker

Beretningen om Adam og Eva handler om, at alle mennesker nedstammer fra ét og samme sted. Der er altså ikke nogen artsforskel på de enkelte grupper af mennesker, og intet folk blev skabt forud eller bedre end andre. Dét var ellers eksempelvis egypternes opfattelse af dem selv: Guderne havde skabt egypterne først og bedst!

Det gamle Testamente var med andre ord det første sted, hvor ”det abstrakte menneske” og begrebet om en ”menneskehed” dukkede op. Allerede på bibelsk hebraisk er der forskel på ordet ”adam”, der betyder ”menneske” helt generelt som art betragtet, og ”ish” der betyder ”mand”. – ”Chava” eller ”Eva” betyder i øvrigt jord, mens kvinde hedder ”isha”.

Fri vilje

Der findes ældre tekster end Biblen, hvor der er forskel på, om folk kommer til at gøre ting ved et uheld, eller om folk gør ting med vilje. Men Det Gamle Testamente er den ældste tekst, hvor det frie, individuelle valg spiller hovedrollen allerede fra begyndelsen af historien.

Adam og Eva spiste af æblet, fordi de selv valgte at spise af æblet, og derfor måtte de betale prisen for at trodse Gud. Det var altså ikke længere ånder og usynlige kræfter, der styrede mennesket. Når mennesket traf et valg, så var det netop individuelle valg, som de selv måtte stå til ansvar for.

Da Kain slog Abel ihjel, og da han spurgte ”er jeg min brors vogter?”, var Biblens pointe: ”Ja, og du, som individ, har begået en forfærdelig forbrydelse ved ikke at passe godt på ham!”

Dette individuelle ansvar fik etiske konsekvenser. Når Noah skulle reddes fra Syndfloden, så var det, fordi han var ”et retfærdigt menneske”, som der står i teksten. Han blev altså bedømt på sine individuelle handlinger og reddet på grund af dem.

Individer er forskellige

Når vi bliver bedømt på vores individuelle handlinger, så bliver det også indirekte sagt, at individer er forskellige: To eller flere mennesker, som står i den samme situation, vil vælge at handle på hver deres måde. – At resten af Noahs familie også blev reddet på grund af hans retfærdighed, bringer lidt mudder ind i billedet, men myten er fra en tid, hvor husfaderen handlede på familiens vegne, og dét med individet var meget, meget nyt!

Abraham - en solohistorie

Det interessante ved historien om Abraham er ikke, hvorvidt han har levet eller ej, men at der var mennesker, som fandt hans historie vigtig. Historien om Abraham fortæller nemlig noget, ingen beretning havde fortalt før.

Med beretningen om Abraham er der for alvor tale om en ny type fortælling. Her er individet og selvstændigheden for alvor kommet på banen, og både han selv og hans koner, sønner og svigerdøtre handler individuelt.

Historien beretter, at Abraham kom fra en af de største byer i Mesopotamien, nemlig byen Ur. Af sin gud fik han besked på at bryde op, først fra sin by og siden fra sin familie, for sammen med sin kone at flytte til et helt andet land.

Disse få linjer ser ikke ud af meget i moderne sammenhæng, men indholdet var et radikalt brud med oldtidens måde at tænke på.

Ur var ikke en hvilken som helst by. Den var naboby til Uruk, den mesopotamiske by med over 40.000 indbyggere, og dermed var den oldtidens New York eller Beijing. Det var her, tingene skete, det var her, man ville bo og handle, hvis man ville være rig og klare sig godt. Og de gamle mesopotamiere satte en ære i at være rige og klare sig godt!

At Abraham ”taler med sin gud”, kan der gives mange fortolkninger af, og hvad oldtidens mennesker præcist har lagt i ”at tale med sin gud”, kan vi reelt ikke vide. Opfattede folk for 4.000 år siden deres egne tanker og den indre monolog som en ”gud, der taler”? Eller hørte Abraham stemmer?

Det er der ikke nogen, der ved. Det eneste, man kan konkludere, er, at det var en højst usædvanlig besked Abraham fik: ”Forlad storbyen og rigdommen, og slå dig ned i et land langt væk, hvor ingen kender dig, og hvor der ikke rigtigt sker noget!” De fleste velstående, moderne mennesker ville sikkert betakke sig, og det typiske for en velhavende mand i oldtiden, som Abraham, ville også have været at sige nej tak. Men han valgte at gøre, som guden sagde.

Interessant ved historien er også, at Abrahams gud justerer sine planer et par gange undervejs, og at han løbende kontakter Abraham med oplysninger om forandringerne. Selv ikke Gud har altså en fastlagt plan for Abrahams liv.

Deri ligger det banebrydende: Beretningen introducerer tanken om, at skæbnen ikke ligger fast. Et individ kan ændre sine hidtidige livsvilkår, bryde op fra de vante rammer og skabe sig en ny og bedre fremtid under andre forhold. Beretningen om Abraham introducerer desuden både individet, som bryder med sit samfund og belønnes for det, og begreberne ”forandring” og ”fremtid”.

Forandring

Oldtidens mennesker opfattede ikke forandringer som noget godt. Tværtimod havde de den opfattelse, at når guderne var godt stemte, så forblev tingene trygge og uforanderlige. Desuden var ens skæbne fastlagt fra fødslen, og dét at flytte til noget ukendt, var kun noget, man gjorde af nød.

Abraham var på ingen måde i nød. Tværtimod skildres han som velhavende. Han vælger af egen fri vilje at gøre, som guden siger, i troen på at forandringen vil medføre noget godt. Dét var der ingen andre myter i oldtiden, der havde fortalt før.

En helt almindelig mand med et ansvar

Abraham var på det tidspunkt barnløs, og det var nok det værste, en mand kunne være dengang. Det illustrerer, at Abraham var et helt almindeligt, magtesløst menneske. Der var ingen personlige trolddomskræfter, han kunne benytte sig af. Han var med andre ord et menneske, som levede sit liv på nøjagtigt samme vilkår som alle dem, der hørte historien. De kunne identificere sig 100 % med ham.

Derved blev historien om Abraham og hans valg relevante på en ny måde: Hvor alle andre myter handlede om mægtige guder, der greb ind i de afmægtige menneskers liv mere eller mindre vilkårligt, så handlede Abrahams historie om et individ, der var nødt til at tænke og vælge sine handlinger selv. Ligesom beretningen om Adam og Eva, handler beretningen om Abraham om den frie vilje. Det er muligt, at ”gud talte til ham” og lovede ham efterkommere; at det var en ”vejledt” fri vilje, men ingen kunne hjælpe Abraham i selve beslutningen. Ansvaret for hans valg var altid helt hans eget.

Den guddommelige lov

På en række andre områder lignede jøderne fuldstændig deres samtid for små 3.000 år siden. Blandet andet derved at deres lov og deres etik stammede fra en gud. I alle andre samfund var det også guderne, der havde givet lovene. At det i praksis var kongen, der selv havde formuleret lovene ud fra en nedarvet tradition, er i denne sammenhæng underordnet. Moses og andre jøder har også haft en betydelig finger med i spillet, da Moseloven skulle formuleres. Det interessante i den historiske sammenhæng - og set i forhold til demokratiet - er, at for 3.000 år siden var den typiske forklaring på lovene, at de var guddommelige.

Dét lavede grækerne om på.


Næste kapitel: Grækenland - de første demokratier