Katolicismen og demokratiet

From democracy-handbook.org
Jump to: navigation, search
DemocracyHandbookApproved.png

Der er omkring 2,1 milliarder kristne i verden, hvoraf cirka halvdelen er katolikker.

Kristendommen hviler på én af verdens farligste sætninger, Johannesevangeliet kap. 20, vers 29: ”Salige er de, som ikke har set og dog tror.” Den eneste sunde reaktion er at spørge: Hvorfor? Kan kristendommen kun overleve, dersom folk ikke tænker selv? Kristendommen har gjort det til en from dyd at tro uden beviser, og jo stærkere ens tro er på trods af fornuften, desto frommere.

Den katolske kirke

Den katolske kirke er et af de længstlevende totalitære systemer, verden har kendt, og kun nødtvungent har den bid for bid givet folk deres individuelle frihed. Samtidig er det en udemokratisk, verdensomspændende institution, som ikke har afsværget intentionen om at overtage verdensherredømmet, og organisationens overhoved kan, ifølge vedtægterne, udtale sig på Guds vegne.

Det synes ikke umiddelbart at levne megen plads til demokrati og frihed. Alligevel har den katolske kirke, siden Andet Vatikanerkoncil i 1962 med introduktionen af den såkaldte frihedsteologi, bakket demokratiske bevægelser op mange steder i verden.

De menige katolikker

En stor del af verdens katolikker er da også både demokrater og humanister, og de tror ikke blindt uden at tænke sig om. Det samme gælder mange af de katolske præster og øvrige kirkefolk. Undtagen når det kommer til spørgsmålet om prævention og abort. Her får religiøse dogmer lov til at koste millioner af mennesker livet hvert år, når de ikke er i stand til at beskytte sig mod HIV-smitte, og kvinderne ikke kan få abort under sikre forhold.

I de fleste moderne, oplyste samfund følger katolikkerne hovedsageligt Pavens retningslinjer efter nøje personlige overvejelser. For eksempel i forhold til abort og prævention, hvor den personlige overbevisning får lov at bestemme. Paven betragtes som en åndelig og religiøs vejleder, ikke en verdslig eller politisk autoritet.

Åndelige vejledere udgør ikke noget problem, hverken for den personlige frihed eller det fælles demokrati, så længe der netop kun er tale om vejledning, og individet er oplyst og har sin frihed til at tænke og handle selv.


Næste kapitel: Islam og demokratiet