Kristendommen - dogmerne tager over

From democracy-handbook.org
Jump to: navigation, search
DemocracyHandbookApproved.png

En del kristne i Vesten mener, at kristendommen er en særlig garant eller forudsætning for demokratiet og den individuelle frihed. I teorien behøvede det ikke at være forkert. Men ser man på historien, har det i langt størstedelen af tiden ikke været tilfældet i praksis. De individuelle friheder, som var opnået hos grækerne og til dels romerne, forsvandt, da kirken kom til magten, og demokratiet blev hverken omtalt eller praktiseret.

Kristendommens baggrund

De første kristne menigheder opstod blandt jøder i Jesu hjemland, Judæa, mens landet var erobret af Rom. Fra Judæa spredte den nye religion sig til jøder i andre dele af Romerriget, og her omvendte de også ikke-jøder. Især var det de undertrykte i samfundet, hovedsageligt kvinder og slaver, der var begejstrede for den nye jødekristne religion, fordi den betragtede alle mennesker som ligeværdige. Efterhånden forsvandt jøderne dog ud af den, eller de identificerede sig slet og ret som kristne, og kristendommen kom til at stå på egne ben.

Romerriget, især selve Rom, var en multikulturel og multietnisk smeltedigel, og én af de ting, som holdt sammen på imperiet, var tilbedelsen af kejseren. – Ciceros og Senecas insisteren på republikken, og at magten ikke skulle guddommeliggøres, var slået fejl.

For de fleste indbyggere i Romerriget betød én gud fra eller til ikke det store, men for jøder og kristne var det utænkeligt at tilbede kejseren. Samtidig provokerede det romerne, at slaver blev betragtet som ligestillede. Det betød, at jøder og kristne ofte blev forfulgt i Romerriget. Omvendelsen til kristendommen skete således tit med fare for både liv og lemmer. Derfor er der ingen tvivl om, at i den tidlige kristendom var der afgjort tale om et individuelt valg og en personlig omvendelse, når man overgik til kristendommen.

I løbet af 100- og 200-tallet vandt kristendommen stadig flere tilhængere, og efterhånden lod også folk i højere samfundslag sig omvende.

Omkring år 300 havde kristendommen vundet indpas i magtens cirkler, og dermed skiftede kristendommen status. Nu blev kristendommen ikke længere set som en trussel mod imperiet, og i 313 indførte Roms hedenske kejser, Konstantin den Store, religionsfrihed for alle i Romerriget. Dermed blev det altså formelt lovligt at være kristen. Beslutningen var ret pragmatisk: Jo flere guder de romerske borgere frit kunne tilbede, desto flere guder ville formentlig være Konstantin og romerne venligt stemt!

Religionsfriheden varede dog ikke længe.

Den rette tro og tanke

De kristne sad i stadig højere grad på magten i Rom, og i 380 udstedte Kejser Theodosius I ”Den milanesiske Forordning”, som forbød alle andre religioner end kristendommen. I 391 udstedte han desuden ”Theodosius’ ny Lov mod Hedenskabet”, hvorved alle skulle tvangskristnes, og hvor han gav ordre til, at alle hedenske templer i Romerriget skulle destrueres. Blandt disse var templet Serapeion i Alexandria i Egypten.

Serapeion lå i forbindelse med Biblioteket i Alexandria, der var oldtidens absolut største bibliotek. I sin storhedstid havde det 700.000 bogruller med tekster af Platon, Aristoteles, stoikerne og mange andre af oldtidens filosoffer, forfattere og videnskabsmænd. En stor del af forfatterene var folk, vi i dag kun kender af omtale, fordi biblioteket havde de eneste eksemplarer af deres tekster. Biblioteket bestod af flere bygninger og var udsat for brand flere gange. En af gangene var i forbindelse med Theodosius’ befaling, hvor betydelige dele af bibliotekets uerstattelige tekster blev destrueret for bestandigt.

I 440 blev Leo den Store biskop i Rom, og derefter var kirken ene om at definere, hvad der var tilladt at tænke og tro. Til trods for indre stridigheder og konstante magtkampe med konger og fyrster, fik kirken stor magt i det meste af Europa. Kirken drev klapjagt, ikke blot på kættere og vantro personer, men også på alle tekster, som ikke understøttede den kristne lære.

Skolastikken

Den eneste kristne ”videnskab” i Middelalderen var skolastikken. Den var, ligesom Platons filosofi, et forsøg på at spekulere sig frem til det system, der lå bag om den sansede verden, men nu på baggrund af det, der stod i Biblen. Helt konkret kunne skolastikerne få tiden til at gå med at udtænke ”beviser” for Guds eksistens, at spekulere i, hvor langt Paradis er på den ene led og på den anden led, eller at påvise, hvorledes kvinden er et undermenneske. Hverken skolastikken eller ret meget andet af kirkens såkaldte videnskab fra Middelalderen har siden kunnet bruges uden for kristendommens egen forestillingsverden.

Skolastikken frembragte en smuk mystisk tradition og megen poesi og musik, og bygningen af katedraler skabte stor ingeniørkunst. Klostrene gjorde desuden et stort socialt arbejde og fungerede som hospitaler og udbredte også nye landbrugsteknikker og afgrøder over hele Europa. Men kirken undertrykte alle, der tænkte eller troede anderledes, og selv kristne blev erklæret kættere, hvis de ikke troede og tænkte, præcis som kirken definerede troen.

De første universiteter

Det første universitet i det kristne område blev oprettet af Theodosius II i 425 i Konstantinopel (Byzans; det nuværende Istanbul), og her blev der bl.a. undervist i jura, medicin, filosofi, geometri, musik og retorik. Indbyggerne i Konstantinopel/Byzans har absolut hørt til de bedst uddannede på den tid, og en langt større del af befolkningen kunne læse og skrive her end andre steder.

Desuden blev der oprettet universiteter i Salerno og Bulgarien i 800-tallet. Især universitetet i Salerno var vidt og bredt berømt for sin lægekundskab.

Alt i alt var der altså tre steder, hvor man havde universiteter op gennem Middelalderen. Det var dog ikke dem, der satte den intellektuelle dagsorden, for de var ligesom alle andre underlagt kirkens dogmer.

1.000 års intellektuel stagnation

Mellem 400-tallet og 1400-tallet, hvor kirken havde mest magt i Europa, gik naturvidenskaben i stå, individet forsvandt fra kunsten og filosofien, og teknologien stagnerede. Samtidig var der kun én menneskelig rollemodel; ét dannelsesideal, nemlig Jesus.

Sammenlignet med hvad grækerne skabte på 200 år og romerne på 400 år, er det påfaldende, at kirken havde så meget magt og så mange penge, og at den alligevel stort set ingen idéer skabte, som efterfølgende er blevet brugt uden for kristendommen. I de 1.000 år, der var mellem kirkefaderen Augustin (354-430) og humanisten Erasmus af Rotterdam (1466-1536), producerede kirken kun to teologer, hvis filosofiske tænkning har fundet anvendelse uden for den kristne teologi.

Thomas Aquinas (1225-1274) var teolog og filosof, og hans tanker om fornuft, lovgivning og etik blev flittigt studeret på hans egen tid og i århundrederne efter hans død. Blandt andet var hans tanker om forholdet mellem naturret og religiøs ret banebrydende. I dag har han dog kun teologisk interesse.

William af Ockham (1285-1349) var ligeledes teolog og filosof, og mest kendt er han blevet for ”Ockhams ragekniv”. ”Ragekniven” er princippet om, at man altid bør vælge den mest enkle hypotese, der passer på kendsgerningerne; man skal ikke antage flere ting end nødvendigt. Eller sagt på en simplere måde: Når man undersøger en sag, skal man vælge den simpleste forklaring som sin konklusion.

Næstmest kendt er Ockham blevet for at mene, at Biblen havde større autoritet end Paven, hvilket medførte, at han i 1328 blev fordømt og ekskommunikeret af kirken.

"Ockhams ragekniv" er et anerkendt videnskabeligt princip den dag i dag.

De som modsagde kirken

Som det fremgår af kapitlet om Humanismen og Renæssancen, så fandtes der fra 1200-tallet og frem tænkere, hvis tanker banede vejen for nogle af demokratiets fundamenter. Fælles for disse tænkere er dog, at de ikke som udgangspunkt var teologer, og at de fik indskrænket deres ytringsfrihed af kirken. Her skal fremhæves to, som forblev i kirken, men som dog blev forhindret i at publicere deres tanker frit:

Roger Bacon (1214-1294) studerede Aristoteles' filosofi i Oxford og underviste siden på universitetet i Paris, som var den tids intellektuelle højborg. Han var en af Europas første forsvarere af den videnskabelige metode, hvor man afprøver sine hypoteser i virkeligheden i stedet for at spekulere sig frem. I 1256 tilsluttede han sig den franciskanske munkeorden, hvilket betød, at han kun takket være personlige forbindelser til Paven kunne fortsætte sine publikationer.

Boetius de Dacia (Bo fra Danmark) levede også i 1200-tallet, men hans fødsels- og dødsår er ikke kendte. Ligesom Bacon underviste han i filosofi i Paris. Blandt andet benægtede han Skabelsen ud af intet samt muligheden for de dødes opstandelse.

Fælles for Bacon og Boetius var den overbevisning, at filosofien måtte følge sine egne veje, også selvom den modsagde religionen. Begges tanker byggede på Aristoteles og var inspireret af den arabiske filosof Ibn Rushd/Averroes (1126-1198).

Lov og ret

Romerne betragtede lovgivningen som en videnskab, men efterhånden som Roms økonomiske og magtpolitiske fundament smuldrede, og kirken overtog magten i Rom, smuldrede også retsvidenskaben. Fra midten af 200-tallet og fremefter blev retssituationen i Europa en blanding af nedarvet romerret, germansk ret, og kanonisk (bibelsk) ret. Den germanske ret byggede i høj grad på gammel sædvane, og den kanoniske ret var den lovgivning, som man hentede fra Biblens fem mosebøger. Ingen steder fandtes der et reelt retssamfund, idet lokale fyrster og biskopper kæmpede om magten, og hvad der var lov og ret, blev afgjort af deres indbyrdes magtforhold.

Der blev oprettet universiteter i Bologna 1088, i Paris 1150, og i Padua 1222, og alle tre steder var kendt for deres juridiske fakulteter. Der var dog i høj grad tale om religiøs lov koblet til skolastikken, og først i 1399 blev det juridiske fakultet i Padua opdelt i verdslig og religiøs lov.

Fra 1100-tallet begyndte de kristne områder gradvist at udvikle sig til noget, der minder om retssamfund. Lovgivningen var dog stadig en blanding af verdslig og religiøs lov.

Summa summarum

Kristendommen bygger på en række læresætninger, de såkaldte dogmer. Dogmerne definerer, hvad den rette tro er. I det omfang, kirken havde magt i Europa, fik de kristne dogmer lov til at bestemme, hvad folk måtte mene og tro. I en sådan situation er det umuligt at ytre sig frit, og dermed forsvinder også enhver form for politisk indflydelse for dem, der tænker anderledes, end dogmerne siger, at man skal.


Næste kapitel: Reformationen - troen splittes