Kvinderne

From democracy-handbook.org
Jump to: navigation, search
DemocracyHandbookApproved.png

Undertrykkelsen af kvinder har dybe rødder i alle kulturer, også i Vesten. Men ikke så dybe, som man måske skulle tro. Til gengæld holdt det hårdt at få undertrykkelsen afskaffet. Faktisk er det mindre end 100 år siden, der blev indført politisk ligestilling mellem mænd og kvinder i de demokratiske lande. Og økonomisk og socialt har ligestillingen langt endnu de fleste steder.

Kønsrollerne i de ældste kulturer

I mange jægersamler-kulturer var der nogenlunde jævnbyrdighed mellem mænd og kvinder, dog ofte med en vis favorisering af mændene.

Opfindelsen af landbruget betød i første omgang øget status til kvinderne. Så snart man oplevede jorden som den vigtigste kilde til mad, forandrede myterne sig. Jorden, der lader kornet gro, blev sammenlignet med kvinden, der føder, og myterne kom til at handle om den store, frugtbare gudinde, Moder Jord. Det gav kvinderne høj status i de første agerbrugssamfund, samtidig med at frugtbarheden blev det centrale i religionen.

Mændene tager magten

Men da kvæget blev domesticeret omkring 6.000 år fvt., da ploven blev opfundet omkring 4.500 fvt., og mens samfundene gradvist voksede, skiftede balancen mellem mænd og kvinder. Jagt havde altid været mændenes område, derfor fik kvægholdet samme status. Desuden blev de nye teknologier automatisk mandefag, og da man fandt ud af at fremstille bronze omkring 3.800 fvt. og jern omkring 1.000 år fvt., forværredes kvindernes situation yderligere.

Med større samfund og ny teknologi opstod større velstand, og ejendomsretten tilfaldt mændene. Velstanden gav øget handel og rejseaktivitet mellem byerne, og det var også mændenes område. Det var simpelthen for farligt at færdes uden for bymurene, og derfor kunne man ikke lade kvinder rejse rundt.

Regulære byer og storbyer og flere mennesker har alt andet lige givet flere konflikter, og krigeren fik efterhånden sin egen status og mytologi. Samtidig betød den øgede velstand, at der virkelig blev noget for krigerne at stjæle. Ud over guld og gods stjal de også kvinder og børn, og kvinderne blev gradvist en del af mandens ejendom.

Mændene blev således de politisk aktive, dem der kunne rejse rundt, dem der sad på magten, og dem der ejede det hele. Det blev derfor også dem, der formulerede myterne. Dermed forstærkede den teknologiske udvikling, de mytiske forklaringer på tingenes tilstand og den guddommelige lovgivning hinanden i at umyndiggøre kvinderne. Men det var ikke et entydigt billede.

Enkelte kvinder med magt

De gamle egyptere havde for eksempel næsten ligestilling. Det kan muligvis forklares med, at de ikke hele tiden lå i krig med nogen, sådan som bystaterne inde i selve Mellemøsten gjorde. Simpelthen fordi Egypten i forhold til Mellemøsten lå gemt bag Sinai Ørknen, og i forhold til resten af Afrika også i høj grad var skærmet af ørken.

Det egyptiske landbrug var heller ikke fysisk krævende på samme måde som andre steder, fordi Nilen sørgede for overrisling og gødning til markerne. Desuden var mændene en stor del af året indkaldt til at bygge pyramider, og kvinderne kunne således bevare deres del af kontrollen over produktionen.

I de sene dynastier havde Egypten flere regerende dronninger, fx Kleopatra 51-31 fvt.

Kvinderne i Biblen og i Biblens samtid

Det gamle Testamente virker set med moderne øjne som en samling barbariske, kvindefjendske regler. Men bortset fra de lovparagraffer i Mosebøgerne, som er skrevet direkte af fra hittittisk, mesopotamisk og assyrisk lovgivning, betød Moseloven for det meste en humanisering af forholdet til både kvinder og slaver. Af den assyriske lovgivning fra 1200-tallet fvt. kan man fx se, at gifte kvinder, enker og døtre af frie mænd skulle gå med tørklæde. Prostituerede derimod måtte ikke gå med tørklæde, og hvis en prostitueret blev grebet i at gå med tørklæde, skulle hun idømmes 50 stokkeslag og have hældt tjære over hovedet.

Der er dog ingen tvivl om, at det også i Biblen var mændene, der bestemte. Alle de store historier i Det gamle Testamente handler om mænd. Men det er værd at bemærke, at som handlingen skrider frem, bliver kvinderne handlekraftige aktører i historierne. Noahs hustru hører vi kun omtalt, og hun har ikke engang et navn. Abrahams hustru, Sarah, er levende beskrevet, men skildres ikke som en kvinde af initiativ. Først med Rebekka og Rachel griber kvinder effektivt ind i historiens gang.

Talmud er rabbinernes tolkninger af reglerne i Mosebøgerne, og Talmud blev til fra omkring 200 fvt. og frem til 400-tallet vt. Her blev kvindens rolle diskuteret, og det kunne ikke falde rabbinerne ind at inkludere en kvinde i deres diskussioner. Set med moderne øjne fortsatte undertrykkelsen. Men faktisk slog rabbinerne fast, at forældre havde pligt til at give både piger og drenge uddannelse.

Kvindelige, kristne græsrødder

Kristendommen begyndte som en undergrundsbevægelse blandt kvinder og slaver og havde ikke nogen officiel ledelse som sådan. Men så snart kristendommen blev officiel og kom ind i magtens cirkler i løbet af 300-tallet, tog mændene over og skabte en hierarkisk ledelse, som udelukkede kvinderne.

Kvinderne i islam

I det samfund, hvor Muhammed levede i 600-tallet, havde kvinder praktisk taget ingen rettigheder, og Koranen betød en forbedring af kvindens retsstilling. Fra ikke at være regnet for andet end en del af ejendommen, blev kvinder regnet som ligeværdige tilbedere i forholdet til Gud. Desuden fik kvinder ret til selv at tjene penge, de fik ret til at uddanne sig, og Koranen fordømmer mænd, der begræder fødslen af en datter. Men drenge og mænd blev fortsat tillagt større værdi i sig selv og havde stadig flest rettigheder. De muslimske samfund gav ikke i praksis mulighed for, at kvinder kunne forsørge sig selv. I stedet fortsatte flerkoneriet, og de højtudviklede muslimske samfund i Middelalderen frembragte ikke flere kvindelige teologer eller videnskabsfolk end de kristne.

Kvindernes muligheder i Middelalderen

Kristendommen gav kvinder en mulighed for uddannelse og en form for selvstændigt liv i Middelalderen. Kvinder, som ønskede at uddanne sig, eller som ikke havde en mand til at forsørge sig, kunne gå i kloster. Som nonner nød de stor respekt, og flere blev dygtige og ansete skolastikere. Men adgang til kirkens top fik de ikke, og prisen var et permanent farvel til kønsliv og familie.

Af kvindelige, kristne tænkere kan nævnes Hildegard af Bingen (1098-1179). Hun var en stor teolog, mystiker og komponist, men er mest kendt for sine studier af naturen. Iagttagelserne af naturen tolkede hun ind i den skolastiske tradition, hvor hun brugte dem til at påvise Guds storhed.

Feminismen

Den første regulære feminist må dog være Christine de Pizan (1364-1431) fra Venedig. Hun kunne ikke genkende sig selv i kirkens kvindebillede og nægtede at godtage, at mænd skulle være skabt mere fuldkomne end kvinder. Tværtimod var Eva ifølge Biblen skabt som en ligeværdig partner til Adam! Med eksempler fra historien og fra sin samtid argumenterede hun for, at kvinder både var ansvarlige, handlekraftige, moralsk pålidelige og udstyret med lederevner.

Marie de Gournay (1565-1645) var født i Paris og blev dybt fascineret af Montaignes tanker. Hun skrev et brev til ham, hvorefter de mødtes, og han blev hendes mentor. Efter hans død bad hans enke hende om at nyudgive og skrive forordet til hans essays. I sine egne værker argumenterede de Gournay for mænds og kvinders ligestilling, og hun ville ikke finde sig i, at kvinder blev betragtet som intellektuelt underlegne, eller at de blev forhindret i at uddanne sig og deltage i politik.

Endelig ironiserede hun over kirkens kvindesyn og det absurde i, at kvinden gerne måtte modtage nadveren og kunne blive frelst og komme i Paradis, men hun måtte ikke få del i mændenes jordiske privilegier. Desuden måtte en kvinde i nødsfald gerne døbe, men hun måtte ikke udføre andre sakramenter. de Gournay så det som en monopolisering af mændenes magt, intet andet. Argumentet for, at mænd skulle være mere egnede ledere og magthavere på grund af deres fysiske styrke, afviste hun med, at så var der mange dyr, der ville være bedre egnede ledere end mændene.

Tilbageslag for kvinderne

Inspireret af apostlen Paulus insisterede Luther på, at ”manden er kvindens hoved”, og dermed bragte Reformationen ikke nogen bedring i kvindernes stilling. Tværtimod havde kvinder flere rettigheder og muligheder under katolicismen, hvor der var mulighed for klosterliv og uddannelse.

Politisk ligestilling

Kampen for ligestilling havde et langt tilløb, og først i 1800-tallet kom der konkrete, varige resultater. Som den første stat i USA gav New Jersey kvinder valgret allerede i 1776, men den blev trukket tilbage i 1807. Derefter gik der endnu 40 år, inden kvinder for alvor påvirkede udviklingen. I 1848 blev den første kvindekongres holdt i USA, og samme år blev de første kvindeklubber stiftet i Frankrig.

Danmark fik sin første forfatning i 1849, men den gjaldt kun den mandlige halvdel af befolkningen. I 1857 fik ugifte kvinder lige myndighed med mænd, og kvinder fik samme arveret som mænd. Samme år fik kvinder fuld næringsfrihed, og i 1859 blev det muligt at tage en lærerindeeksamen.

I 1862 fik svenske kvinder valgret til lokalvalg; stemmerne var graduerede i forhold til skattebetalingen og gjaldt indtil 1909 kun ugifte kvinder.

I 1869 fik ugifte kvinder i England valgret til lokalvalgene, og samme år fik kvinder i staten Wyoming fuld valgret.

I Danmark blev Dansk Kvindeforbund oprettet i 1871, og i 1875 fik kvinder adgang til universitetet. I 1880 fik gifte kvinder rådighed over penge, de selv havde tjent, og i 1899 kom lov om kvinders formueret.

Finland indførte i 1906, som det første land i verden, demokrati med lige stemmeret for alle; både kvinder og mænd.

I 1908 fik danske kvinder valgret ved lokalvalg. I 1913 fik kvinder valgret i Norge, og i 1915 (reelt 1918) fik kvinder i Danmark og Island valgret.

Valgretten kom dog ikke uden kamp, og især i England gik det hårdt for sig. Politiet greb hårdhændet ind over for de såkaldte suffragetter, når de demonstrerede, og de ledende kvinder blev ofte fængslet i deres kamp for ligestilling.

Fra 1918-1921 fik kvinderne i bl.a. Østrig, Tyskland, Polen, Holland, Tjekkoslovakiet og USA valgret, i 1928 fik kvinderne fuld valgret i England, og så sent som i 1971 i Schweiz.

Summa summarum

Ligestilling mellem kvinder og mænd er altså ingen selvfølge, men det er ulighed heller ikke. Samfundet er, som vi selv vælger at indrette det, og langt de fleste rettigheder, som kvinder har i Vesten, er mindre end 100 år gamle.



Næste kapitel: Tvivlen på demokratiet - farvel til individet