Medierne

From democracy-handbook.org
Jump to: navigation, search
DemocracyHandbookApproved.png

De frie medier er en af krumtapperne i demokratiet, og det indebærer et stort ansvar fra mediernes side og fra os selv.

Vores behov for sensationer

Som oftest er der langt bedre billeder i truslerne mod demokratiet end i demokratiet selv. Bombesprængninger, fly, der flyver ind i skyskrabere, gadeoptøjer og bindegale diktatorer er pr. definition bedre nyhedsstof end velovervejede politikere, som har siddet i forhandlinger hele natten. – Selvom billederne af østtyskere, der væltede ud gennem Berlin-muren, eller demonstrationerne på Kairos Tahrir Square heller ikke var helt dårlige!

Takket være den måde, vores følelser og vores hjerne fungerer på, vil vi simpelthen hellere høre en slibrig eller spændende historie, end vi vil trættes med tørre fakta og komplicerede politiske beslutninger.

Dét indebærer et endnu større ansvar fra mediernes side og fra os selv. Det kræver af medierne, at de ikke løber efter de største sensationer og de største seer-, lytter- eller læsertal, men at de sikrer en både varieret og dyb nyhedsformidling. Af os andre kræver det, at vi rent faktisk gider interessere os for de ting, som demokratiet bygger på, og som fra tid til anden er komplicerede.

Public service

For at sikre at den frie og uafhængige nyhedsformidling og debat findes, er der i en række demokratiske stater public service-kanaler inden for radio og tv. Disse skal ikke konkurrere med de kommercielle kanaler og er garanteret politisk og indholdsmæssig uafhængighed. I teorien i hvert fald. I praksis skeles der mange steder lige så meget til publikumstallet hos public service-kanalerne, som der gør hos de reklamefinansierede kanaler. For hvis de ikke gjorde dét, ville udsendelserne i public service blive lige så kedelige som i de mest triste diktaturstater, og så ville ingen se eller høre dem. Fra tid til anden er der endda politisk indblanding i det redaktionelle arbejde eller i public service-institutionernes ledelse, hvilket er dybt problematisk.

Der ligger altså en kæmpe udfordring i at gøre nyhedsformidlingen og samfundsdebatten i medierne både populær og seriøs, så vi sikrer demokratiets overlevelse.

Et par forslag

Måske er det tid at tænke nyt? I stedet for at komponere flere jingler og lave flere logoer til nyhedsudsendelserne i fjernsynet, hvorfor så ikke gå i den stik modsatte retning og skabe dogme-tv? Hvad med at barbere al kosmetik væk og give os landsdækkende tv-nyheder optaget med mobiltelefoner her og nu af journalister og af folk, som alligevel er på pletten?

Der ligger også en udfordring i at give demokratiets forkæmpere lige så meget spalteplads, tv-dækning og radioomtale som urostifterne og ballademagerne. Hvor er alle de virkelige helte og demokratiets frontkæmpere i mediebilledet? Alle dem, der vil noget med deres indsats for samfundet? Hvor er nødhjælpsarbejderne, politifolkene, de eksilerede forfattere og fagforeningsfolk, fredsmæglerne og alle de imamer, rabbinere og præster, som taler for fred?

Intet kunne være mere udemokratisk end at indføre begrænsninger for, hvilke nyheder som skal bringes. Men hvorfor er det kun de destruktive idioter, man rydder sendefladen for og laver ekstraudsendelser med? Hvis man er et ungt og opmærksomhedssøgende menneske, som synes, at verden er uretfærdig, hvilke talerør har man så, hvis man ikke slår noget i stykker, og hvilke rollemodeller er der i mediebilledet? Hvem er det, helt ærligt, vi giver opmærksomhed som belønning for deres handlinger?

Endelig kan det undre, at politiske debatter, specielt op til valg, skal bygges op som dueller, hvor den ene helst skal vinde over den anden. Ville det være principielt forkert at invitere tre politiske modstandere i studiet, og med dét ene formål at vælgerne kunne blive klogere?

Hvem bestemmer?

Det, som i sidste ende dikterer indholdet i vores nyhedsmedier, er udelukkende os selv og vores behov for underholdning. Så det var måske i alles interesse, at både vi og medierne begyndte at forny os. Ikke mindst, fordi internet og blogs bliver mere og mere populære, og i modsætning til de etablerede medier har de ingen journalistiske principper omkring formidling af fakta frem for sladderhistorier og det pure opspind. Demokratiernes seriøse medier er garant for, at vi som borgere har et sandfærdigt billede af, hvordan verden ser ud, og dermed er de seriøse, etablerede medier en nødvendighed for demokratiet.


Næste kapitel: Erhvervslivet