Mesopotamien, Egypten og Anatolien - retssamfundet

From democracy-handbook.org
Jump to: navigation, search
DemocracyHandbookApproved.png

Demokratiet bygger på selvstændige individers personlige engagement i samfundet og på retssamfundet. Et retssamfund betyder, at der er lovgivning, som giver folk muligheden for at engagere sig. Men først skulle fænomenet lovgivning opstå, og det samme skulle individets opfattelse af sig selv som individ. Disse to ting opstod første gang i Oldtidens Mellemøsten. Årsagen var en række forhold, som forandrede sig: Landbruget og en række nye håndværk blev opfundet, og der opstod byer og bykultur, og magtstrukturen i samfundet forandrede sig.

Det var dog stadig ånderne, der bestemte over menneskenes liv, men de ændrede langsomt form og fik gudeskikkelser. Mesopotamiens, Anatoliens og Egyptens mennesker blev polyteister, og så opfandt de retssamfundet.

En parallel udvikling fandt sted i Kina og Japan, stort set samtidig med den historie, som er beskrevet nedenfor. Også i Indien fandt der en kæmpe udvikling sted i samme periode. Når der her fokuseres på udviklingen i Mellemøsten og ikke på den i Asien, er det fordi, det var udviklingen i Mellemøsten, der skabte det fundament, som Grækenland og senere resten af Europa kom til at bygge deres kultur på.

Landbrug

For omkring 15-18.000 år siden opdagede jægersamlerne i området omkring det nuværende Israel/Palæstina, at frøene fra visse græsser kunne spises. Nogle tusinde år senere opdagede man i samme område, at man kunne lægge såsæd i jorden og dermed selv påvirke muligheden for høst. Det var en skelsættende opdagelse i menneskehedens historie, for dermed havde man nemlig opfundet agerbruget! Opfindelsen medførte, at flere mennesker kunne overleve på det samme areal, samt at folk slog sig ned og blev bofaste i stedet for at vandre rundt i jagten på føde som jægersamlere. Der opstod altså landsbyer, og efterhånden fik de hundreder af indbyggere.

Agerbruget spredte sig til Egypten og op på den Anatolske Højslette i det nuværende Tyrkiet, og derfra videre ned langs floderne Eufrat og Tigris i det nuværende Irak og ned til bunden af den Persiske Golf. Området mellem og omkring de to irakiske floder kaldes også Mesopotamien, som betyder ”mellem floderne”.

For omkring 9.000 år siden (7.000 år fvt.) havde byen Çatal Höyük i det nuværende Tyrkiet nogle tusinde indbyggere, og for omkring 8.000 år siden (6.000 fvt.) var der agerbrugskulturer og landsbysamfund hele vejen langs Nilen, langs Middelhavets østkyst og ned langs floderne Eufrat og Tigris.

Nogenlunde samtidig fandt folk i det nuværende kurdiske område ud af at tæmme vildkvæg. Det betød en ny type nomadesamfund, og at der opstod klandømmer med op til 1.000 medlemmer. Her regerede klanens overhoved med hjælp fra medicin- og troldmænd og traf beslutninger på hele klanens vegne. Magtfordelingen ændrede sig altså, og blev koncentreret om en enkelt person, men mange beslutninger hvilede fortsat på åndemaneri og magi.

I samme periode begyndte folk i Anatolien at udvinde kobber, og efterhånden som de nye teknologier spredte sig, betød det nye håndværk og arbejdsdeling i samfundene. Alle kunne ikke længere det samme, sådan som det havde været blandt jægersamlerne og de tidligste agerbrugere. Det betød, at der blev forskel på folk, både i velstand, færdigheder og status, og at jægersamlernes ”samfundsmodel” med stor lighed og kollektivitet ikke længere slog til. Dels på grund af menneskemængden i de enkelte bysamfund, dels på grund af den rigdom og de statusforskelle, som landbruget og bysamfundene medførte.

Bortset fra klanlederen og medicinmanden var der dog næppe mange, der skulle træffe større beslutninger eller på anden måde skille sig ud fra flokken som individ.

Byer

Byerne voksede, og for omkring 7.000 år siden (5.000 fvt.) opfandt folk i Mesopotamien kunstig overrisling af markerne. Det betød, at man kunne brødføde endnu flere mennesker på det samme areal, og gradvist ophobede enkelte byer eller klaner betydelige rigdomme. Dermed opstod også en ny form for magt og politisk struktur, nemlig bystaten med en konge i spidsen, støttet af præster og militær.

Kongerne stod i spidsen for kæmpemæssige bygningsprojekter som dæmninger og templer, samt ikke mindst de ringmure rundt om byerne, som beskyttede folk mod vilde dyr, røverbander og krigeriske nomadestammer eller omstrejfende grupper af jægersamlere. Nogle af de største byer i Mesopotamien voksede til over 5.000 indbyggere.

I disse store samfund kendte man ikke længere alle fra fødslen, og byerne indgik også i omfattende handelsnetværk og lå i krig med hinanden. Folk mødte altså fremmede mennesker i et helt andet omfang end tidligere og rejste også langt mere rundt. Det medførte, at individets rolle ændrede sig. Rejste man blandt fremmede, blev man nødt til at kunne træffe beslutninger på egen hånd, og det var nødvendigt at vide, hvem man var, og hvor man kom fra.

Polyteisme

I takt med at samfundene blev større, ændrede den måde, man dyrkede ånderne i naturen på, sig også; de blev gjort til guder på en ny måde. Ånderne blev stadig betragtet som usynlige kræfter, men de blev også portrætteret i menneskeskikkelse og med menneskelige egenskaber. De enkelte guders personlighed og historie fremgik af de myter, man fortalte om dem. Man lavede også gudestatuer og ofrede til dem for at sikre frugtbarhed og god høst. For det meste ofrede man mad, men menneskeofringer var ikke usædvanligt.

Storbyer og individualitet

Omkring år 3800 fvt. blev bronzen opfundet, og billedskriften opstod omkring år 3400 fvt. i Mesopotamien, og det forandrede kulturen radikalt. Der var stadig tale om landbrugssamfund, men omkring år 2000 fvt. fandtes der storbyer med 10.000 indbyggere eller mere. En af de mest kendte, Uruk, havde 40.000.

Folk i de store byer opfattede sig som bymennesker – i modsætning til den øvrige landbefolkning, nomaderne og jægersamlerne, som de så ned på. Det første tegn, man ser på bymenneskenes nye form for selvbevidsthed og individualitet, er det mesopotamiske heltekvad Gilgamesh fra omkring år 2000 fvt.

Gilgamesh var en historisk konge, som levede omkring år 2600 fvt., men efterhånden blev hans liv mytologiseret, og han blev gjort til en halvgud. I myten var han en tyran, som guderne ville sætte en stopper for. Derfor sendte de en vildmand fra sletterne ind for at bekæmpe ham. Vildmanden, altså en jægersamler, hed Enkidu, og da han først havde mødt bylivets komfort og velstand, kunne han aldrig blive en vildmand igen. Han havde nemlig lært noget om sig selv i mødet med kulturen: Han ”forstod sit eget sind”, som historien fortæller. Manden var blevet selvbevidst – en form for bevidsthed, som åbenbart har været så bemærkelsesværdig, at det står udtrykkeligt nævnt i historien.

Myterne forandrede sig altså, i takt med at samfundene blev større, og det gjorde individets rolle også. Med så mange mennesker samlet på ét sted kunne det ikke længere lade sig gøre at spørge shamaner eller medicinmænd til råds, hver gang man skulle træffe et valg. Derfor opfandt kongerne i Mesopotamien de første skrevne love og dermed retssamfundet.

Retssamfund

Oldtidens mesopotamiske retssamfund var dog ikke et retssamfund, sådan som vi opfatter det i dag, og sådan som det bliver defineret i kapitlet Retssamfundet. For det første var lovene givet af guderne – kongen blev betragtet som en halvgud, og religion, civilsamfund, strafferet og meget andet var blandet ind i hinanden. For det andet var der betydelige mangler i lovene set med moderne øjne. Der var ikke lighed for loven, og individet var heller ikke helt løsrevet fra familien eller klanen endnu.

De ældste skrevne love stammer fra omkring år 2000 fvt., og den kendteste lov fra den tid er Hammurabis Lov.

Hammurabi var konge af Babylon i Mesopotamien i 1700-tallet fvt., og af hans lov kan man se, at individet som juridisk begreb var ved at dukke op. I en paragraf hed det for eksempel, at hvis en mand bygger et hus for en anden mand, og huset falder sammen og slår den anden mands søn ihjel, så skal også den første mands søn slås ihjel. – Altså temmelig forskelligt fra moderne retsopfattelse, hvor straffen kun kan ramme selve gerningsmanden, ikke hans familie. Men det var dog en lovgivning, som fjernede sig fra den tradition, der havde hersket hidtil, nemlig slægtsfejderne. I dem var slægt og individ ét og samme, og hvis man skulle hævne en uret begået mod nogen fra ens egen slægt, så var det hip som hap, hvem fra den anden slægt, man hævnede sig på.

Af den første lovgivning fra Mesopotamien kan man altså se, at folk for omkring 4.000 år siden begyndte at opfatte hinanden som individer, der i højere grad var uafhængige af deres slægt og familierelationer, end det før havde været tilfældet. Straffen kom efterhånden til udelukkende at følge forbryderen og ikke medlemmer af hans familie. Folks bevidsthed omkring sig selv og hinanden forandrede sig i kølvandet på de store byers opståen.

Egypten

En lignende udvikling fandt sted hos egypterne. Den egyptiske kultur begyndte at blomstre, nogenlunde samtidigt med at de opfandt hieroglyfferne omkring 3300 fvt. Derefter udviklede egypterne komplekse storbysamfund, og af dokumenterne fra deres domstole kan man se, at folk blev stillet individuelt til ansvar for deres forbrydelser, og at individer sagsøgte andre individer. Men livets store spørgsmål lå stadig i hænderne på guderne og på farao, og farao var ikke et individ som sådan.

En farao var en guddom. Den person, som var farao, var ikke farao på grund af personlige egenskaber, men fordi han var født til det. Desuden var alle portrætbilleder af faraoner ens. Der fandtes nærmest en ”farao-skabelon”, som alle faraoner skulle males efter. Hos de gamle egyptere var individet altså heller ikke udkrystalliseret eller anerkendt på samme måde som i det moderne, demokratiske samfund.

Men der var en farao omkring år 1350 fvt., som satte gang i en religiøs revolution. Hans radikale tanker gik ud på, at der kun var én gud, nemlig solguden Aton, at folk skulle holde op med at dyrke deres forfædre, og at farao og hans familie ikke længere skulle portrætteres ud fra det skabelonagtige idealbillede af en farao, som traditionen foreskrev. I stedet skulle billederne rent faktisk ligne. – Det sidste kan man absolut ikke fortænke ham i, for han var nemlig gift med Nefertete, den smukke kvinde, hvis buste er verdensberømt for sin skønhed.

Denne reformerende eller revolutionerende farao hed oprindeligt Amenhotep, men han tog navnet Akhn-aton: Den som elsker Aton.

Det er umådelig vanskeligt her små 3.400 år senere at forstå, hvad Akhnatons reformation præcist handlede om. Men et kvalificeret bud er, at Akhnaton havde opdaget individet og insisterede på det. At han ønskede at se det enkelte menneske – eller i det mindste sig selv og sin familie – som den, han eller hun var, ikke som et forudbestemt skabelonbillede.

Desværre var Akhnaton ikke nogen særligt dygtig farao, og folket hadede ham, fordi han havde afskaffet deres kære guder og dyrkelsen af forfædrene. Så da han døde, slettede egypterne alle minder om ham og vendte tilbage til deres flerguderi. Individet forsvandt fra den egyptiske kunst, og alle senere egyptiske relieffer og billeder fik den traditionelle, skabelonagtige form.

Anatolien og Mellemøsten

I 1700-tallet fvt. herskede hittitternes kultur i Anatolien. De kendte også skriften og udviklede skrevne love. Fra 1200-tallet fvt. gjaldt det også assyrerne i det nuværende Nordirak.

Summa summarum

Ser man på Mellemøsten i perioden for 5-3.000 år siden, var individet altså ”lige på trapperne”, og der var grøde i selvbevidstheden, men det var en lang og sej fødsel.


Næste kapitel: Jødedommen - individet træder frem