Fri debat

From democracy-handbook.org
(Redirected from Open Debate/da)
Jump to: navigation, search
DemocracyHandbookApproved.png

Ytrings- og forsamlingsfrihed er fundamentale principper i ethvert demokrati. Det samme er brevhemmelighed og hjemmets ukrænkelighed. I et demokrati kan man altså mødes hvor som helst og tale med hvem som helst om hvad som helst. Ytringsfriheden er dog omfattet af en række dilemmaer.

Formel og materiel ytringsfrihed

Der er to slags ytringsfrihed i et demokrati. Den formelle ytringsfrihed handler om, at staten ikke udøver censur. Der sidder altså ikke folk, som på forhånd bestemmer, hvad der må publiceres eller ikke publiceres. En af de få undtagelser vedrører børn, hvor staten kan sætte aldersgrænser på eksempelvis film og computerspil, og i forhold til børnepornografi.

Den materielle ytringsfrihed handler om, at selvom der ikke er censur, er ytringsfriheden ikke er ubegrænset. I det offentlige rum er det altid en frihed under ansvar, og lovgivningen bestemmer, hvor grænserne går. Eksempelvis kan der være regler mod injurier, bagvaskelse, racisme og blasfemi. Disse regler er til for at sikre enkeltpersoner og minoritetsgrupper mod verbale overgreb, hetz eller krænkelser, som ellers kan være vanskelige at afværge eller forsvare sig imod.

Injurier og bagvaskelse

Injurier er påstande, som siges for at skade folk - "injury" på engelsk. Der er to slags: Æreskrænkelser og sigtelser.

Æreskrænkelser er eksempelvis at sige, at en person er dum eller utilregnelig. Det er fornærmende, men det skal være ekstremt groft og vedholdende, før det er strafbart. Det er altså i vidt omfang lovligt at krænke folk på den måde, men det er ikke just charmerende, og typisk er det den, der siger det, der kommer til at virke mest dum eller utilregnelig.

Sigtelser er at påstå noget kriminelt om en anden person. Eksempelvis at vedkommende stjæler eller svindler.

Føler man sig krænket af en injurie, kan man sagsøge den, der har sagt det. I Europa er det op til den, som udtalte krænkelsen, og som er blevet sagsøgt, at bevise, at injurien er sand. Kan vedkommende ikke det, bliver han dømt. Bevisbyrden ligger hos den, der udtalte sigtelsen. I USA er det omvendt. Her må den fornærmede part bevise, at påstanden er usand; at han altså ikke fx stjæler eller svindler. Bevisbyrden ligger hos den, der er blevet sagt noget grimt om.

Hvis det viser sig, at påstanden er sand - at personen vitterligt stjæler eller svindler - så er det ikke en injurie, så har personen rent faktisk begået noget ulovligt, og så er sagen en helt anden.

Bagvaskelse er systematiske gentagelser af injurier.

Racisme

Forbud mod racisme eller anden form for hetz mod individer er en beskyttelse for alle og en garant for demokratiet. Det sikrer, at der ikke begås overgreb mod enkeltpersoner.

Udfordringen ligger i, hvordan man beskytter grupper - det vil reelt sige minoriteter - mod racistiske eller lignende ytringer. Demokratiet handler om individets rettigheder, ikke gruppers. Årsagen er, at individet ifølge humanismen pr. definition er ukrænkeligt og har krav på en grundlæggende respekt, det samme kan ikke siges om grupper. Nogle grupper er defineret ud fra deres kriminelle aktiviteter, mafiabander eksempelvis, og de har ikke som gruppe krav på respekt. Individerne i en mafiabande har samme krav på retfærdig behandling i retssystemet, som alle andre har, men gruppen har ikke krav på beskyttelse.

Anderledes forholder det sig med eksempelvis etniske grupper, religiøse og seksuelle mindretal samt handicappede. Her har individerne naturligvis også krav på respekt og lovens beskyttelse, men det er typisk som gruppe, folk bliver angrebet, chikaneret eller talt grimt om. Mange steder har man derfor forbud mod racistiske udtalelser og såkaldt hate-speech, som netop gælder grupper. Andre steder kan man kun kræve beskyttelse som individ. Hvorledes lovgivningen fungerer på dette område, samt ikke mindst lovgivningens effektivitet i forhold til at beskytte mindretallene, varierer en del fra land til land.

Et af problemerne med hadefulde ytringer mod grupper er, at det er som individer, folk føler sig ramt. Et andet er, at det afholder individer fra de pågældende grupper fra at deltage frit i debatten, fordi man på forhånd er blevet nedgjort og stillet i en udsat position. Det tredje er, at det netop er de hadefulde ytringer mod grupper, der ofte fører til overgreb mod individer. Desuden har hadefulde ytringer ført til nogle af historiens værste fysiske overgreb mod hele grupper af folk.

Blasfemi

Forbud mod blasfemi hører ikke hjemme i et demokratisk samfund, da blasfemi ikke retter sig mod mennesker, men mod idéer. Et af fundamenterne for den frie debat og demokratiet er, at alle idéer kan diskuteres, kritiseres og eventuelt forkastes eller gøres til grin. Også de religiøse idéer og de hellige skrifter.

Et pragmatisk argument for alligevel at have forbud mod blasfemi, også i et demokrati, er, at det kan være med til at sikre social ro. Det er altså ikke for gudernes eller profeternes skyld, man har et forbud mod blasfemi, for dem må det til enhver tid være tilladt at kritisere og mene om, hvad man vil. Men som "samfundsmæssig sukkerstrøelse" kan et forbud mod blasfemi begrænse grovheder mod det, som en del af borgerne holder helligt.

For at et forbud mod blasfemi kan tolereres i en demokratisk sammenhæng, kræver det imidlertid, at staten garanterer religionsfrihed, og at staten i sig selv er helt fri af religion. Hvis staten associeres med en bestemt religion, så er et forbud mod blasfemi og ethvert forbud mod kritik af religionen samtidig et forbud mod kritik af staten, og så er der ikke politisk ytringsfrihed.

Ytringsfrihed - jura og moral

Ytringsfriheden er et af demokratiets dilemmaer, og man kan ikke på forhånd definere, hvor de præcise grænser for ytringsfriheden går. På den ene side hviler demokratiet på, at vi kan sige vores meninger frit, på den anden side hviler demokratiet også på, at alle føler sig relativt trygge ved hinanden.

En mulig måde at forholde sig til spørgsmålet om ytringsfrihed er ved at skelne mellem jura og moral.

Juridisk set er det en forudsætning for demokratiet, at alt kan siges - for så vidt som der ikke er tale om forkerte oplysninger og decideret løgn. Samtidig er det en forudsætning for ethvert fungerende samfund, at der findes en moral om, at man behandler hinanden med gensidig respekt og ikke altid siger alt, hvad man tænker.

Et eksempel er mobning: Det er juridisk set lovligt at kalde en stærkt overvægtig kollega eller klassekammerat for "fede svin" eller noget lignende, men det er ikke moralsk i orden at drille vedkommende med det.

Forskellen på jura og moral er, at dét, som forbryder sig mod lovgivningen, kan myndighederne straffe folk for. Dét, som forbryder sig mod moralen, må man løse som medmennesker uden indblanding fra myndighederne.


Næste kapitel: Infrastruktur og bevægelsesfrihed