Oplysningstiden

From democracy-handbook.org
Jump to: navigation, search
DemocracyHandbookApproved.png

Med Renæssancen genopdagede europæerne individet og den frie tænkning. Med Oplysningstiden blev grunden til demokratiet lagt, og det var en lang og sej fødsel.

Oplysningstiden, det vil sige 1600- og 1700-tallet, er kendetegnet ved en rivende udvikling inden for både naturvidenskab, teknologi, filosofi, politik, undervisning og industrialisering. En udvikling som stadig former Vestens samfund og verdenssyn. Periodens største videnskabsmand, Isaac Newton (1643-1727), lagde eksempelvis grundlaget for hele den naturvidenskab, vi kender i dag, blandt andet gennem hans opdagelse af tyngdekraften.

I politisk sammenhæng skrev oplysningsfilosofferne om, hvordan menneskene kan indrette de bedste samfund, og de gennemgående temaer var naturretten og menneskets frihed. Desuden skrev de specifikt om tros- og ytringsfriheden, og ganske sigende var de største af dem nødt til enten at gøre det under pseudonym eller anonymt. Andre skrev i eget navn og måtte drage i landflygtighed. Dels på grund af kirken, dels på grund af de enevældige konger.

Et enkelt sted lykkedes det at skabe et demokratisk samfund allerede i 1600-tallet, men det var af praktiske årsager, og ikke på grund af ideologi.

Det første konstitutionelle folkestyre

Den første demokratiske ”forfatning” blev nemlig skrevet allerede i 1620. Når ordet forfatning her står i anførselstegn, skyldes det, at de mennesker, som forfatningen gjaldt, fortsat var under den britiske krone. Men de var så langt væk fra den, at de var nødt til at skabe deres egne regler for deres samfund.

I 1620 satte de første nybyggere kursen mod Amerika med skibet Mayflower. Vel ude på Atlanten skrev de The Mayflower Compact, hvori de gensidigt forpligtede hinanden til at skabe et politisk civilsamfund, der byggede på lov og ret, og til at skabe de institutioner, der kunne garantere disse principper. De var dybt religiøse og kongetro, og en stor del af deres målsætning gik ud på at sprede kristendommen – ikke demokratiet. Ikke desto mindre var det som grundlæggere af et nyt samfund, der siden gik hen og blev en af verdens demokratiske drivkræfter, de kom til at sætte sig det største fingeraftryk på verdenshistorien.

Bill of Rights – udviklingen i England

I Europa herskede enevoldskongerne for fuld styrke, og her skrev man ikke bare sine egne demokratiske forfatninger. Heller ikke i England, som Mayflower var sejlet ud fra. Tværtimod blev 1600-tallet et turbulent århundrede for englænderne med konstante kampe om magten.

I 1625 blev Charles I konge af England, og skønt han tilhørte Church of England, giftede han sig med den franske prinsesse Henriette Maria, som var katolik. Charles I var af den opfattelse, at hans magt som konge stammede direkte fra Gud, og at hans magt således var uindskrænket.

Det britiske parlament havde rødder helt tilbage til 1000-tallet, og det var dette parlament, der i 1215 gennemtvang frihedsbrevet Magna Carta over for kongen.

I løbet af Charles I’s (1600-1649) regeringstid blev der større og større konflikt mellem kongen og parlamentet. Parlamentet var overvejende puritansk (protestantisk) og kunne hverken acceptere, at Charles giftede sig katolsk og bragte landet nærmere pavekirken, eller at han gav sig selv større og større magt. Konflikten førte til borgerkrig i 1642. Krigen varede til 1649, hvor puritanerne sejrede, og Charles I blev henrettet. Herefter blev Commonwealth of England oprettet; reelt en republik, der blev ledet af Oliver Cromwell, indtil han døde 1658.

Efter Cromwells død blev Charles II konge 1660-1685, og han samarbejdede med parlamentet. Den næste konge, James II, gjorde imidlertid ikke. Tværtimod var han en enevældig tyran. Til gengæld kæmpede han for at få indført religionsfrihed for indbyggerne, så hans katolske ligesindede kunne praktisere frit. Parlamentet ønskede mindre kongemagt og frygtede en tilbagevenden til "katolske tilstande" med fjernstyring af religiøse forhold fra Paven i Rom. De ville i stedet styrke Church of England, og i 1688 blev James II fordrevet fra landet. Hans arvtagere til tronen blev hans protestantiske datter Mary II og hendes hollandske mand William III.

Ud af al denne turbulens opstod behovet for at fastlægge magtforholdet mellem kongen og Parlamentet, og det førte til Bill of Rights i 1689. Bill of Rights slår fast, at kongen ikke kan ophæve love, som er vedtaget af Parlamentet, og Bill of Rights giver ytringsfrihed i Parlamentet. Desuden medførte Bill of Rights betydelige forbedringer for indbyggernes retssikkerhed, blandt andet blev urimelige straffe forbudt, og kongen blev forhindret i at blande sig i domstolenes arbejde.

Under de interne engelske stridigheder om magten kom både Skotland og Irland under den engelske krone.

Naturret og frihed – Locke og Voltaire

Udviklingen i England taget i betragtning, er det næppe nogen tilfældighed, at den engelske filosof og politiske tænker John Locke (1632-1704) skrev Epistola de Tolerantia, Et brev om Tolerance i netop 1689. Her går han ind for lighed for loven, religionsfrihed, ytringsfrihed samt afskaffelse af tortur og dødsstraf. – Det er næppe heller nogen tilfældighed, at han udgav værket anonymt. Uden for Parlamentet herskede der nemlig ikke ytringsfrihed!

I andre skrifter argumenterede Locke for, at alle mennesker af naturen er frie, lige og uafhængige, og han talte direkte for det demokratisk kontrollerede, konstitutionelle monarki. Næppe en populær tanke hos den nyligt stækkede enevoldskonge og -dronning. Naturretten er, ifølge Locke, den ret, der sikrer individets ret til liv, frihed og ejendom, og naturretten kan, ifølge ham, erkendes af enhver, alene ved brug af fornuften.

Den franske filosof og historiker François Marie Arouet de Voltaire (1694-1778) skrev i eget navn og blev både retsforfulgt og landsforvist. Han kæmpede for religionsfrihed og ytringsfrihed, og dét, han er blevet mest kendt for at sige, er formentlig ”Jeg er uenig i, hvad De siger, men jeg vil til min død forsvare Deres ret til at sige det”. – Det var dog ikke ham, der sagde det, men englænderen Evelyn Beatrice Hall, der sammenfattede Voltaires tanker i en biografi i 1906.

Tredelingen af magten – Montesquieu

Den oplysningstænker, som oftest nævnes i forbindelse med den moderne demokratiske stat, er nok juristen Montesquieu (1689-1755) på grund af hans tanker om tredelingen af magten i en lovgivende, en udøvende og en dømmende magt. Montesquieu betragtede forholdene i et samfund som kendsgerninger, der kan studeres videnskabeligt. Gennem sine studier af forskellige landes forfatninger og love samt deres historie og traditioner forsøgte han at forene den globale naturret med de lokale betingelser. I 1748 udgav han l’Esprit de Lois, Ånden i Loven, en retsfilosofi hvoraf bl.a. magtens tredeling fremgik. Han var dog på ingen måde demokrat, idet han gik ind for det konstitutionelle monarki. Men han fokuserede på den individuelle frihed og ønskede, at monarkiet skulle bygge på en vis magtdeling for at undgå tyranni.

Rousseau

Til den næste generation af oplysningsfilosoffer hørte filosoffen og forfatteren Jean-Jacques Rousseau (1712-78), hvis tanker også byggede på naturretten. Hans to hovedværker Du Contrat Social, Om samfundspagten og l’Emile om fri børneopdragelse udkom begge i 1762.

Han var af den opfattelse, at menneskene af natur er gode, men asociale. Han lagde især vægt på, at det enkelte menneske skal udvikle sig organisk i overensstemmelse med sin natur. I l’Emile skrev han, at barnets fornuft skal udvikles i harmoni med følelserne, og at man ikke må påtvinge barnet noget. Det skal selv nå frem til nødvendigheden af en moral gennem sine erfaringer. I det hele taget var det hans kongstanke, at mennesker skal udvikle et sundt og ligevægtigt følelsesliv. Dét havde ingen skrevet om før. Hans bog blev forbudt og offentligt brændt, og han selv måtte drage i eksil.

Rousseau mente, at suveræniteten ligger hos folket og ikke hos Gud eller nogen anden. Men han skelnede mellem forfatningen og regeringen (constitution og gouvernement): Forfatningen skal være demokratisk og hvile på folkets suverænitet, men regeringen kan ikke være demokratisk, for den står for iværksættelsen af loven, og det kan alle jo ikke deltage i i praksis. Ansvaret for den opgave må nødvendigvis gives til en afgrænset gruppe af mennesker. Rousseau mente, at det enten måtte være et aristokrati eller et monarki. Det eneste demokrati, han kendte til, var nemlig den græske bystat med direkte demokrati, som kun fungerede i små samfund. På Rousseaus tid var det endnu ikke lykkedes at føre tankerne om demokratiet og det repræsentative styre sammen og derved udtænke en demokratisk styreform for større samfund.

Rousseau var desuden af den opfattelse, at det er uligheden mellem mennesker, der er årsagen til kulturens forfald, og hans tanker om individet og samfundet kom til at danne det ideologiske grundlag for Den franske Revolution.

Andre oplysningsfilosoffer

Af andre store oplysningsfilosoffer kan nævnes David Hume, Adam Smith, G.W. Leibniz, G.E. Lessing, og Immanuel Kant. Kant (1724-1804) er især væsentlig for humanismen, fordi han slog fast, at et menneske aldrig udelukkende må være et middel for noget andet, men altid skal være et mål i sig selv.

Summa summarum

Fællestrækket for oplysningsfilosofferne var, at de ville løsrive magten og lovgivningen fra religionen, overtroen og de enevældige konger. En del af Oplysningstidens filosoffer og politiske tænkere var selv religiøse, men de ville have, at samfundets styring skulle bygge på fornuften, ikke på Biblen eller en enkelt konges forgodtbefindende. På det videnskabelige område betød Oplysningstiden også en løsrivelse fra det religiøse verdensbillede: Vores erkendelse og viden om verden må bygge på observationer og rationel analyse – tro, overtro og gamle myter kan ikke bruges til at forstå, hvordan den fysiske verden hænger sammen.

Desuden var de af samme overbevisning som Aristoteles med hensyn til selve befolkningens uddannelse, nemlig at hvis mennesket skulle opnå selvbestemmelse og myndighed, var det nødvendigt med oplysning. Derfor opstod også interessen for pædagogik, og det blev populært at skrive leksikoner.

I kølvandet på Oplysningstiden kom Europas revolutioner og forfatningerne.


Næste kapitel: Revolutioner, menneskerettigheder og forfatninger