Reformationen - troen splittes

From democracy-handbook.org
Jump to: navigation, search
DemocracyHandbookApproved.png

Omkring år 900 var stort set hele Europa kristnet – dog var størstedelen af Spanien og Portugal blevet erobret af muslimerne i 700-tallet.

Ses der bort fra Øst-Europa, hvor den ortodokse kirke dominerede, så var den eneste anerkendte tro den katolske kristendom. Paven havde formelt set den både på den religiøse og den politiske magt. Men især fra 1000-tallet og frem begyndte konger og andre at vånde sig under kirkens magt, og gradvist kom der opbrud i Europas politiske og religiøse landskab.

Kirkens politiske magt

Pavekirken var en magtfaktor i Europa i Middelalderen, men dens magt var ikke total. Blandt andet var der konstant indre stridigheder, og fra tid til anden var der sågar mere end én pave. På et tidspunkt var der både en i Rom og en i Frankrig - og i kort tid oven i købet en i Pisa.

I Nordeuropa var der tradition for at ordne samfundets forhold på lokale tingsteder, og det var også på tingstederne, bønderne valgte deres konge. Det kan ikke udelukkes, at en del konger har været nogle bøller, der gennemtvang deres valg med magt, og der er næppe heller nogen tvivl om, at storbønder havde mere at skulle have sagt end fattigfolk. Men der var ikke arvefølge, og det var heller aldrig faldet nordboerne ind, at en konge kunne være guddommelig. Uden at filosofere nærmere over det, havde folk en form for demokrati i Norden i jernalderen - det vil sige fra de første større samfund opstod omkring 500 fvt. og frem til den nordiske middelalders begyndelse i 1000-tallet. Verdens ældste demokrati er det islandske, hvis Alting ifølge traditionen kan dateres helt tilbage til år 930.

Kristningen af Nordeuropa fra 800-tallet og frem ændrede ikke på den styreform, der var baseret på tingstederne. Men den teknologiske og økonomiske udvikling i 1000-tallet gjorde, at der opstod en ny borgerstand inden for håndværk og handel, samt at der blev markant forskel mellem bonde- og adelstand. Samfundet kom til at bestå af fire stænder: adel, præster, borgere og bønder. De fire stænders interesser var meget forskellige, og gradvist blev borgere og bønder kørt ud på et politisk sidespor, mens adel og præster blev gjort til privilegerede stænder, og konger, adel og kirke kæmpede om magten.

Kirken var en betydelig jordejer, hvilket gav den stor magt, og samtidig gav kirken kongemagten en ny form for legitimitet, idet Paulus havde sagt, at ”al øvrighed er af Gud”; altså at kongen var ”konge af Guds nåde”. Til gengæld var kirken også af den opfattelse, at hvis kongen var en tyran, så kunne kirken afsætte ham.

Begyndelsen på et verdsligt retssamfund

Dette var dog ikke nok for adelen, som krævede indflydelse, og i England førte det i 1215 til frihedsbrevet Magna Carta. Det var en håndfæstning, som den engelske adel tvang kongen til at underskrive. Den måske vigtigste artikel sagde: Ingen fri mand må anholdes, dømmes fredløs eller til landflygtighed eller på anden måde straffes uden lovlig dom af sine jævnbyrdige og i overensstemmelse med landets love.

Der var ca. 25 % frie mænd i England på det tidspunkt: Adelen, kirkens folk, visse borgere samt mænd i kongens tjeneste. Men det var en væsentlig nyskabelse: Det enkelte menneske fik en vis retsbeskyttelse. Magna Carta slog også fast, at nye skatter kun kunne udskrives efter sammenkaldelse af et ”stort råd”, som skulle godkende skatterne. Dette råd blev gradvist til et parlament, og fra 1265 kom det også til at bestå af folk fra borgerstanden. – I andre europæiske lande fik borgerstanden også en vis indflydelse fra omkring 1200-tallet, fordi der blev oprettet stænderforsamlinger.

Europas næstældste, nuværende demokrati

Faktisk opstod der et enkelt lovfæstet demokrati allerede i 1200-tallet. Tre schweiziske provinser frygtede at blive indlemmet i Habsburgernes grevskaber og indgik derfor det, der i dag kaldes ”Det gamle Edsforbund”. Edsforbundet blev stadfæstet i 1291, og det er derfra, deres nuværende direkte demokrati stammer.

Pavemagten svækkes

Kirken var altså en betydelig jordejer i Europa, og i slutningen af 1200-tallet indførte den engelske konge beskatning af kirken i England. Det lykkedes ikke for Paven at forhindre denne beskatning, og senere indførte den franske konge en lignende beskatning. Det svækkede pavemagten, dermed var der rokket ved kirkens magtposition, og efterhånden begyndte også dens teologiske autoritet at smuldre.

Pesten hærgede i flere omgange fra 1348 og frem, og uanset hvor meget præsterne bad til Gud, fik det ikke pesten til at gå væk. I stedet var adel og præster lige så lette ofre for sygdommen, som bønderne var, og derved faldt deres anseelse betydeligt. De mange dødsfald gjorde også, at der opstod mangel på arbejdskraft. Bønderne kunne nu presse lønnen op, samtidig med at der blev færre munde at mætte. Derved steg både levestandarden og bøndernes selvtillid. Pesten underminerede altså ikke blot præsternes troværdighed, men også hele samfundets struktur og adelens magt over bønderne. Bønderne, der så kongerne som deres beskyttere, vejrede morgenluft, og i 1300-1500-tallet var der gentagne bondeoprør flere steder i Europa.

De blev dog alle nedkæmpet af adelen, og dermed opstod der en alliance mellem konge, bønder og borgere mange steder, mens kirken gjorde, hvad den kunne for at beholde sin magt over samtlige grupper. Det sidste i høj grad gennem at true med evig fortabelse, som dog kunne afbødes ved at købe afladsbreve. Dette overførte en ikke ubetydelig mængde rigdom fra alle andre til kirken.

Det medførte så for sin part, at kirken mistede sin troværdighed, og at der fra flere sider opstod ønsker om at reformere kirken indefra. Kirken var dog ikke interesseret i at lade sig reformere. Det førte i stedet til Reformationen, som blev indledt med at munken Martin Luther fremsatte 95 pavekritiske teser i 1517. Ifølge legenden slog han de 95 teser op på kirkedøren, men det er vist kun en skrøne.

Reformationen og protestantismen

Luther (1483-1546) og hans tanker brød med pavekirken på to væsentlige punkter: i forhold til individet og i forhold til kongerne.

Ifølge Luthers teologi stod det enkelte menneske i direkte kontakt med Gud: Der er ikke noget mellemled mellem den enkelte og Gud, hverken i form af præster, paver eller helgener. Han satte altså individet i centrum i stedet for kirken. Til gengæld fratog han individet indflydelse på sin egen frelse og umyndiggjorde mennesket i religiøs sammenhæng, fordi alt afhænger af Guds nåde, og der ikke er noget, man selv kan gøre for at opnå denne nåde. Den skænkes én ufortjent. En anden reformator, Jean Calvin (1509-1569), tog skridtet fuldt ud og opfandt prædestinationslæren, som siger, at det enkelte menneskes hele liv er forudbestemt af Gud.

I forhold til kongerne tog Luther udgangspunkt i Paulus’ ”to-regimente lære”: Der er det jordiske rige og det himmelske rige. I det jordiske rige gælder den verdslige lov og kongens magt. Den himmelske magt vedrører kun sjælen og dens frelse, og derfor skal kirken ikke udøve verdslig magt. Kongerne er altså ikke underlagt kirken, men er lovgivere og herskere uafhængigt af den. Til gengæld har kongerne fået deres magt direkte fra Gud, og at gøre oprør mod kongen er således et oprør mod Gud. Da der udbrød endnu et bondeoprør i 1525, tordnede Luther derfor imod det og lovede bønderne både bål og brand, dersom de ikke lystrede magthaverne.

Fordi Luthers og Calvins nye tanker var en protest mod den eksisterende pavekirke, kom de nye former for kristendom til at få den fælles betegnelse "protestantismen".

Reformationens politiske konsekvenser

Reformationen medførte altså nok, at den verdslige magt blev revet ud af kirkens hænder, at kirkens ejendom blev konfiskeret af kongerne, og at pavekirkens magt blev undermineret. Men Reformationen blev også den direkte anledning til Enevælden og dermed et totalt farvel til den nordeuropæiske tradition for folkelig medbestemmelse på tinge, hvor folket selv plejede at vælge deres konge.

På sigt skulle det dog lede frem mod demokratiseringen af Europa nogle århundreder senere. Den kristne uenighed mellem pavekirken og protestanterne medførte nemlig både 30-årskrigen i det meste af Europa, politisk kaos i mere end 100 år og en gensidig frygt for hinanden de religiøse grupper imellem. Denne frygt tvang parterne til at afkræve hinanden gensidig tolerance: Den Westfalske Fred, som afsluttede 30-årskrigen i 1648, medførte, at kongerne fik lov til selv at bestemme troen i deres kongedømme, samt at katolikker, lutheranere og calvinister, som levede i områder, hvor deres tro ikke var den officielle, fik religionsfrihed.

Summa summarum

Det er Luthers to-regimente-lære, der er protestanters argument for, at protestantismen skulle være en særlig forudsætning for demokratiet. Fordi kirken dermed selv én gang for alle slår fast, at kirken ikke skal bestemme over samfundets love, den skal udelukkende tage sig af sjælens frelse.

I forhold til monoteistiske samfund er det en rigtig iagttagelse, at protestantismen i teorien kan have en "demokratisk fordel". Den gælder bare kun for disse samfund, idet der før monoteismens udbredelse fandtes demokrati både i Grækenland og til dels Norden. Desuden opstod det direkte demokrati i Schweiz under katolicismen, ikke protestantismen.

En langt væsentligere faktor i Europas vej mod nye magtstrukturer og demokrati skal findes i, at så mange aktører kæmpede om magten på én gang. Forskellige kirkeretninger, konger, adel, borgere og bønder lå i konstant strid med hinanden, og i denne kamp lykkedes det aldrig en enkelt gruppe at tilkæmpe sig den absolutte magt. De enevældige konger kom tæt på - som titlen antyder - men de kunne kun holde sig ved magten gennem konstante intriger, krige og brug af vold.


Næste kapitel: Islam - storhed og fald