Religion i et demokratisk samfund

From democracy-handbook.org
Jump to: navigation, search
DemocracyHandbookApproved.png

Alle religioner står i et ambivalent forhold til demokratiet, fordi demokratiet på den ene side siger religionen imod, og på den anden side netop er dét politiske system, som giver religionens udøvere de bedste vilkår, fordi alle kan tro, hvad de vil.

Men demokratiets forhold til religionen er ikke nødvendigvis mindre ambivalent. Det er selve demokratiets væsen at sikre mangfoldigheden, herunder religionen, som egentlig er demokratiets modsætning. Samtidig er religionen, både som kulturbærer og med sin tradition for filosofi og etisk tænkning, en værdig mod- og medspiller til demokratiet.

Kort sagt: Religion og demokrati beriger hinanden.

Men kun så længe, de begge hver især anerkender hinandens eksistensberettigelse og deres egen begrænsning.

Evolutionen og mennesket

Oplysningstiden definerede mennesket som et fornuftsvæsen. Men det er en utilstrækkelig beskrivelse af os. Vi er meget mere end dét.

Når teksten her på democracy-handbook.org gennemgår individets fødsel og vores fælles fortid som jægersamlere på den afrikanske savanne, er det ikke uden grund. Det var vores forfædres kultur på savannen, som formede vores hjerner. For 4-7 millioner år siden levede de forfædre, som vi deler med chimpanserne, og gennem evolutionen af arter som australopithecus, homo habilis, homo erectus og arkaisk homo sapiens opstod gradvist vores egen art homo sapiens sapiens for omkring 100-200.000 år siden. Det er disse forfædres hjerner, vi har arvet. Hjerner, som blev til i en virkelighed, der var radikalt anderledes end det moderne samfund.

Vores forfædre havde ingen skrift eller noget af al den kultur, som kommer af at kunne gemme og genfinde information. Den eneste form for kollektiv hukommelse, som vores forfædre havde, var mytologi. Det betød, at al praktisk information, for eksempel hvilke planter der var giftige, eller hvornår det var klogt at bryde op og skifte jagtmarker, måtte videreføres på anden vis. Derfor udviklede vores forfædre myter og beretninger, som gjorde det muligt at huske alle mulige praktiske detaljer.

Samtidig undrede vores forfædre sig over verden, ligesom vi gør: Hvor kommer vi fra? Hvorfor er der sygdom og død? Hvorfor skinner solen, og hvorfor regner det?

Vores forfædre tolkede intentioner ind i omgivelserne, på samme måde som de erfarede, at mennesker har intentioner over for hinanden. De tidligste former for forklaringer på naturfænomenerne var animistiske: Der gemte sig ånd og intention i verden. Denne ånd og disse intentioner kunne påvirkes gennem den rette adfærd, ritualer, magi og mystik, og myterne var det sted, man opbevarede og hentede information om disse ting. Myterne forklarede verdens rette sammenhæng, og hvordan man kunne påvirke verden; myterne og ritualerne var dét, der gav verden mening.

Mennesket og religionen

Vores hjerner er altså blevet til i en sammenhæng, hvor den eneste form for biblioteker var den kollektive mytologi, de eneste forklaringer på livet var mytiske, og de eneste muligheder for at påvirke verden var mystik, magi og ritualer. I mellemtiden har vi lært meget mere om verden, vi har opdaget og dyrket fornuften, vi har adskilt mytologi og viden, og vi har fundet ud af, at ritualer ikke påvirker hverken vinden eller antallet af fangstdyr. Men vi har stadig de samme hjerner. Vi har stadig det samme behov for mening; mening i verden og mening i tilværelsen. Og vi har det samme behov for ritualer. Kort sagt: Som mennesker har vi behov for en mytologi, vi kan berette os selv ind i. Vi er rituelle og mytologiske væsner, ikke mindst i forbindelse med fødsel og død, og i andre sammenhænge, hvor livet ytrer sig i større glæde eller gru, end vi lige kan rumme.

Demokrati og religion

Demokratiet bygger på humanismen, og religionen behøver ikke at udelukke den. Tværtimod har både jødedommen, hinduismen, buddhismen, kristendommen, islam og en række andre religioner i sig kimen til humanismen, fordi de alle handler om individet og dets forhold til medmennesket – samt det guddommelige. Og medmennesket bliver i disse religioner altid set som et individ.

Religion og demokrati kan nogle forskellige ting, og vi har som mennesker og samfund brug for det hele.

Det humanistiske demokrati kan sikre os trygge rammer og en række friheder i hinandens selskab. Blandt andet kan det sikre os retten til at sige nej til religion, og det kan sikre os retten til at udøve religion, dersom den ikke skader eller truer andre.

Religionen kan sætte os i kontakt med nogle dybere rødder i vores kultur og i dét at være menneske, og den kan gøre det på et følelsesmæssigt plan, som demokratiet, filosofien, fornuften og den sekulære kunst og kultur ikke formår. Uanset om vi er religiøse eller ej, bærer vi en kulturel og biologisk arv med os, som er mere eller mindre religiøs. Som mennesker har vi brug for at høre vores hverdags store spørgsmål formuleret i mytisk form. Dét kan kunsten gøre, men det er også dét, religionen gør. Desuden giver religionen os kulten, nemlig samværet og dyrkelsen af de store myter i rituel form. Som mennesker er vi rituelle væsner, og vi har behov for det store følelsesmæssige sus en gang imellem for at mærke, at vi lever, og for at give livet mening. Dét kan religionen give. Men den giver os også mulighed for at dykke ned i lag af vores personlighed og vores forhold til andre mennesker på helt andre måder, end logikken og fornuften gør.

Demokrati og religion rummer to vidt forskellige aspekter af det at være menneske, og de behøver ikke at tage noget fra hinanden. Tværtimod er kulturen og samfundet rigest netop dér, hvor tradition, religion, humanisme og demokrati har formået at leve side om side og holde hinanden i skak.

Republikken uden forbindelse til sine kulturelle og religiøse rødder nægter menneskene et naturligt aspekt af livet, nemlig det åndelige eller religiøse. Den udrydder ikke religion, den erstatter blot den institutionaliserede og gennemprøvede religion med overtro og nye ritualer og kulter. Simpelthen fordi vi som mennesker – i hvert fald en overvejende del af os – har brug for den slags samvær.

Det religiøse samfund uden humanisme og demokrati undertrykker individet og alle de tanker, som strider mod religionen. Derved bliver både menneskene og kulturen fattigere – både intellektuelt og materielt.

Det rigeste samfund

Det rigeste samfund, den mest spændende kultur og den største udfordring findes der, hvor religion, demokrati, kulturel arv og humanisme skaber et konstant spændingsfelt, hvor intet system får lov at stå alene, men hvor både demokrati, humanisme og religion er nødt til at reflektere over deres egne værdier og adfærd. Kort sagt: dér, hvor de er nødt til at være på dupperne!


Næste kapitel: Familieplanlægning og kvinders rettigheder