Repræsentativt demokrati

From democracy-handbook.org
Jump to: navigation, search
DemocracyHandbookApproved.png

Et af problemerne med at finde en ny styreform, der kunne erstatte monarkiet, var, at ingen havde haft succes med at finde en model, der kunne afveje alle borgeres interesser på tilfredsstillende vis på én gang. Det var blandt andet det, der havde voldt Rousseau problemer. Men i kølvandet på amerikanernes erfaringer med demokratiet allerede fra 1780’erne opstod der i løbet af 1800-tallet nye tanker, som kunne løse den gordiske knude.

Den demokratiske udfordring

I de repræsentative styrer, man kendte – eksempelvis monarkier med en række offentlige institutioner og ministerier – blev den politiske magt bestredet af en håndplukket forsamling, og de var hidtil blevet valgt efter aristokratiske principper. Teoretisk set åbnede det mulighed for, at de mest kvalificerede til myndighedsposterne blev udpeget. Men de blev valgt blandt en meget snæver kreds af folk, som enten tilhørte adelen eller var håndplukkede, pengestærke borgere.

Det direkte demokrati, som man kendte fra Grækenland, vedrørte små bystater, hvor alle myndige borgere kunne mødes på en gang. De europæiske nationalstater var alt for store til, at direkte demokrati ville kunne fungere i praksis. Eksempelvis havde Storbritannien i 1820 næsten 20 millioner indbyggere og Frankrig 31 millioner, mens USA havde næsten 10 millioner, Sverige 2,5 millioner og Danmark 1,2 millioner.

Der lå altså en udfordring i at finde en demokratisk model, som kunne fungere for så store samfund.

Repræsentativt demokrati i Amerika

Da amerikanerne i 1770'erne fik sig løsrevet fra England, bestod Amerikas Forenede Stater af et mere eller mindre løst forbund af 13 uafhængige stater, som hver især havde deres eget styre og egne love. I hver enkelt stat og på lokalt plan havde man forskellige variationer af demokratisk styre (eller en sherif, der skød først), men de forskellige love betød problemer for handelen mellem staterne. Derfor opstod der et behov for en fælles lovgivning og en regulær union mellem staterne.

Amerikanerne var altså nødt til at opfinde en styreform, der passede til deres situation. Det var logisk, at alle stater skulle repræsenteres enkeltvis i den nye lovgivende forsamling. Logisk var det også, at borgerne i de enkelte stater selv valgte, hvem fra deres stat, der skulle repræsentere dem i det nye fælles parlament. Således opfandt man Kongressen, som består af Senatet og Repræsentanternes hus. Til senatet vælges to senatorer fra hver stat, til Repræsentanternes hus vælges et antal repræsentanter fra hver stat, og antallet reguleres efter statens størrelse.

Tillige var det logisk, at De forenede Stater måtte have et statsoverhoved, og at der derfor også på demokratisk vis måtte vælges en præsident.

Hvad der derimod ikke virkede indlysende på samtiden var, at der måtte være politiske partier, hvor folk kunne samle sig efter politisk interesse. Man mente, at sådanne ”klikedannelser” ville føre til splittelse og favorisering af særinteresser.

I praksis viste det sig dog at være umuligt at undgå politiske partier. Amerika havde i 1780’erne over 3 millioner indbyggere, og hvis folk stillede op til valg individuelt, ville det blive fuldstændigt uoverskueligt. Desuden viste det sig, at det i praksis var en administrativ fordel med politiske partier, fordi de stod for vælgerregistrering og kunne samle penge ind til at føre valgkamp for.

Med den amerikanske forfatning fra 1776 opstod altså for første gang en kombination af demokrati og repræsentativt styre. Dermed var USA som sammenhængende demokrati dog ikke sikret endnu. Dels var en stor del af befolkningen slaver uden hverken borgerlige eller demokratiske rettigheder, dels ville Sydstaterne ikke anerkende Nordstaternes flertal for at afskaffe slaveriet. Først efter Borgerkrigen 1861-1865 lykkedes det amerikanerne at skabe et samlet, fælles demokratisk system, hvis suverænitet var anerkendt af samtlige amerikanske stater.

Idéerne fra USA når til Europa

Den nye styreform i USA vakte opsigt i Europa, og selvom det gik langsomt efter nutidige standarder, så inspirerede det europæerne.

Alexis de Tocqueville (1805-59) tog ligefrem til USA og studerede amerikanernes demokrati. Han blev således den første, der i teoretisk form formulerede muligheden for at forene det demokratiske med det repræsentative. Det gjorde han i tobindsværket De la Démocratie en Amérique fra henholdsvis 1835 og 1840.

Fra midten af 1800-tallet dannede Tocquevilles tanker baggrunden for udviklingen af de repræsentative demokratier i Europa.

Konstitutionelt monarki

Som det fremgik af kapitlet Revolutioner, menneskerettigheder og forfatninger, var 1800-tallet et turbulent århundrede med mange nye tanker og fænomener. Nogle steder førte de mange nye tanker til voldsomme revolutioner og afsættelse af kongen, men andre steder lykkedes det kongerne at manøvrere igennem omvæltningerne politisk, så monarkiet blev bevaret, og der blev skabt en fredelig overgang til en ny form for monarki med en forfatning og et folkevalgt parlament: Konstitutionelt monarki.

De konstitutionelle monarkier i Europa tæller i dag blandt andre Sverige, Danmark, Norge, Nederlandene, Belgien, Luxembourg og Storbritannien.

Fredelig indførelse af demokratiet i Storbritannien og Skandinavien

I England havde der været et parlament og demokratiske traditioner i århundreder. Indførelsen af demokrati handlede derfor om gradvise udvidelser af vælgerskaren og Parlamentets beføjelser, med en tilsvarende indskrænkelse af kongens magt. Eksempelvis indførte man i 1832 en valgreform, som stillede mindre skrappe krav til, hvem der havde valgret. Reformen øgede vælgerskaren fra, mener man, ca. 400.000 mænd til 650.000 mænd - hvilket formentlig vil sige 3-4% af den engelske befolkning. Ikke imponerende set med moderne øjne, men i 1832 exceptionelt!

De skandinaviske lande havde både interne kampe og tilløb til revolution og borgerkrig i forbindelse med etableringen af demokratiet, men i praksis kom det aldrig så vidt.

Sverige indførte allerede i 1809 en forfatning, som fastlagde magtforholdet mellem konge og Rigsdag, og hvori der defineres fire statsmagter, som er uafhængige af hinanden. Denne forfatning blev revideret i 1866, hvorefter Sverige fortsat formelt var et konstitutionelt monarki, men reelt var et demokrati. I 1974 fik Sverige en ny forfatning, der entydigt definerer Sverige som et demokrati: ”Al offentlig magt i Sverige udgår fra folket…” som der står.

I Danmark lurede faren for revolution i 1840’erne ligesom i de andre europæiske lande, men både konge og befolkning besindede sig, og i stedet afgav kongen frivilligt en del af sin magt. – Under en del politisk pres, naturligvis, men dog uden anvendelse af vold. Danmark er teknisk set stadig et konstitutionelt monarki med en tredeling af magten, hvor kongen og regeringen er den udøvende magt i fællesskab, men parlament og regering har siden 1849 været demokratisk valgt, og kongens (nu dronningens magt) er rent symbolsk.

Norge hørte under Danmark indtil 1814, hvor landet kom under Sverige. I 1905 stemte nordmændene om løsrivelse fra Sverige, og kun 1 % stemte nej. Derefter blev Norge et konstitutionelt monarki i lighed med Sverige og Danmark, men deres forfatning bar præg af sin tid og var langt mere moderne end den svenske og den danske fra samme tid.

I dag har monarkerne i de nævnte lande ikke nogen politisk magt overhovedet. De har muligvis lidt pseudopolitisk magt – i England er dronningen også overhoved for Church of England, og i Danmark skal regenten underskrive nye love – men i Sverige er kongehuset gjort til ren pynt.

Summa summarum

Repræsentativt demokrati er en styreform, hvor befolkningen ikke deltager direkte i de enkelte politiske beslutninger, men vælger et parlament, som udpeger en regering. Regeringen består af ministrene, der varetager den daglige ledelse af landet. Parlamentet vedtager de love, som regeringen skal arbejde efter. Folket deltager kun direkte i de enkelte beslutninger, hvis der bliver udskrevet folkeafstemning om et specifikt emne.

Det tog lang tid at opfinde det repræsentative demokrati, og det tog også lang tid at omstille landene til den nye styreform. Fra 1770’ernes revolutioner og helt frem 1890'erne var det stadig usikkert, om det blev den form for demokrati, som USA og de europæiske stater gradvist indførte. Det skete nemlig ikke fra den ene dag til den anden – eller fra det ene år til det andet – det var en proces over flere årtier og med forskellige mellemformer.

Faktisk var det først i løbet af 1900-tallet – og reelt først efter Anden Verdenskrig – at demokratiet for alvor bed sig fast i Europa som anerkendt og generelt accepteret styreform. Indtil da var der mange, selv i de demokratiske lande, som var usikre på, om repræsentativt demokrati virkelig var en egnet styreform.


Næste kapitel: Demokrati i 1900-tallets Europa