Revolutioner, menneskerettigheder og forfatninger

From democracy-handbook.org
Jump to: navigation, search
DemocracyHandbookApproved.png

Enevælden var stort set uden undtagelse styreformen i hele det kontinentale Europa i 1600- og 1700-tallet. Under Enevælden kom borgerstanden gradvist til at spille en større rolle i administrationen, og staten støttede flittigt handel og industri. Det øgede ikke bøndernes indflydelse, som overalt levede de et kummerligt liv. Men oplysningstidens mange nye tanker gjorde, at borgerstanden til tider vendte sig mod kongerne, fordi de ville have mere politisk indflydelse. Rundt omkring i Europa var der utilfredshed i befolkningerne og ønsker om forandringer.

Fælles for udviklingen i alle landene var også, at da industrialiseringen satte ind fra slutningen af 1700-årene, skabte det socialt opbrud. Store dele af landbefolkningen begyndte især fra midten af 1800-tallet at flytte ind til byerne for at få arbejde. I byerne levede og arbejdede de under elendige forhold, men de mødte idéerne om socialismen og revolutionen og blev politisk bevidste.

Løsrivelse og forfatning i Amerika

En begivenhed, som satte skub i forandringerne, var amerikanernes løsrivelse fra England i 1770’erne. Hvad der begyndte som et oprør mod at blive styret af en konge langt borte i London, endte med at sætte en bølge af revolutioner i gang i Europa. Ikke mindst fordi den amerikanske uafhængighedserklæring fra 4. juli 1776 også var verdens første menneskerettighedserklæring. Dens tanker om menneskers lighed og deres rettigheder var banebrydende:

We hold these Truths to be self-evident, that all Men are created equal, that they are endowed by their Creator with certain unalienable Rights, that among these are Life, Liberty, and the Pursuit of Happiness, that to secure these Rights, Governments are instituted among Men, deriving their just Powers from the Consent of the Governed, that whenever any Form of Government becomes destructive of these Ends, it is the Right of the People to alter or to abolish it, and to institute new Government, laying its Foundation on such Principles, and organizing its Powers in such Form, as to them shall seem most likely to effect their Safety and Happiness.

Og på dansk: Vi anser disse sandheder for at være selvindlysende: at alle Mænd er skabt lige, at de af deres Skaber har fået visse ufravigelige rettigheder, heriblandt livet, frihed og muligheden for at søge lykken, at for at beskytte disse rettigheder indsættes der regeringer, som opnår deres magt fra samtykket med dem, som regeres, at så snart en hvilken som helst form for regering bliver destruktiv i forhold til disse rettigheder, er det folkets ret at ændre eller forkaste den og indsætte en ny regering, som bygger på sådanne principper og udøver sin magt i en sådan form, at det med størst sandsynlighed sikrer deres sikkerhed og lykke.

Løsrivelsen fra England skete ikke uden krig, og krigen tog syv år. I 1783 endte krigen med oprettelsen af USA som en forbundsstat af 13 delstater, og i 1788 ratificerede de verdens første demokratiske forfatning. Man kan selvfølgelig spørge, hvor meget frihed og demokrati, der reelt var tale om, når erklæringen ikke omfattede hverken kvinder eller slaver. Men den indleder med fuldstændigt utvetydigt at slå fast, at det er folkets egen forfatning:

We the People of the United States, in Order to form a more perfect Union, establish Justice, insure domestic Tranquillity, provide for the common defence, promote the general Welfare, and secure the Blessings of Liberty to ourselves and our Posterity, do ordain and establish this Constitution for the United States of America.

På dansk: Vi, det amerikanske folk – for at skabe en mere perfekt union, etablere retfærdighed, sikre indenrigspolitisk ro, bygge et fælles forsvar, fremme den overordnede velfærd, og sikre frihedens velsignelse for os selv og vores eftertid – fastsætter og etablerer denne forfatning for Amerikas forenede Stater.

Revolution, menneskerettigheder og diktatur i Frankrig

Udviklingen i Amerika blev den direkte inspiration til Den franske Revolution i 1789. Få måneder efter at Revolutionen var brudt ud, og den franske nationalforsamling havde overtaget den lovgivende magt fra kongen, kom den franske erklæring om menneskerettigheder:

1. Menneskene fødes og forbliver frie og lige i rettigheder. Social forskel kan kun begrundes med hensynet til det almene vel.

2. Enhver politisk sammenslutnings mål er bevarelsen af menneskenes naturlige og umistelige rettigheder. Disse er: Frihed, ejendomsret, sikkerhed og ret til modstand mod undertrykkelse.

3. Grundlaget for al magt hviler hos nationen; ingen stand og ingen person kan udøve nogen myndighed, som ikke udtrykkelig stammer fra folket.

4. Friheden består i retten til at gøre alt, som ikke skader nogen anden; derfor har udøvelsen af ethvert menneskes naturlige rettigheder ikke andre grænser end dem, som sikrer andre medlemmer af samfundet nydelsen af de samme rettigheder. Disse grænser kan kun bestemmes ved loven.

5. Loven har kun ret til at forbyde de handlinger, som er skadelige for samfundet. Alt det, som ikke er forbudt ved loven, kan ikke hindres, og ingen kan tvinges til at gøre noget, som loven ikke befaler.

6. Loven er udtrykket for den almindelige vilje; alle borgere har ret til personligt eller gennem deres repræsentanter at have del i dens skabelse. Loven skal være den samme for alle, hvad enten den beskytter eller straffer. Alle borgere er lige for loven og har samme adgang til alle værdigheder, stillinger og offentlige hverv efter deres evne og uden anden forskel end den, deres dyder og deres begavelse skaber.

7. Intet menneske kan anklages, arresteres eller holdes fængslet, uden i de tilfælde loven bestemmer, og efter de former, den foreskriver. De som forlanger, udsteder, udfører eller lader udføre vilkårlige ordrer, skal straffes; men enhver borger, som kaldes for retten eller gribes i henhold til loven, skal øjeblikkeligt adlyde; han gør sig strafskyldig ved modstand.

8. Loven bør kun fastsætte de straffe, som er strengt fornødne; og ingen kan straffes uden efter en lov, som var givet og udstedt, før brøden blev begået, og som anvendes på lovlig måde.

9. Da ethvert menneske skal anses for uskyldigt, indtil han er blevet erklæret for skyldigt, så skal, hvis det skønnes nødvendigt at arrestere ham, enhver hårdhed, som ikke er nødvendig for at sikre sig hans person, strengt forbydes ved loven.

10. Ingen må forulempes for sine meninger, end ikke sine religiøse anskuelser, forudsat at tilkendegivelsen deraf ikke forstyrrer den offentlige orden, som er fastsat ved loven.

11. Retten til at meddele andre sine tanker og meninger er en af menneskets dyrebareste rettigheder; enhver borger kan derfor tale frit, skrive og lade trykke, blot således, at han er ansvarlig for misbrug af denne frihed i de tilfælde, som loven bestemmer.

12. Hævdelsen af menneske- og borgerrettighederne nødvendiggør en statsmagt; denne myndighed er da oprettet til alles gavn og ikke til særlig gavn for dem, hvem den er betroet.

13. Til underhold af statsmagten og til styrelsens udgifter er en fælles skat nødvendig; den skal fordeles ligeligt mellem alle borgere i forhold til deres evner.

14. Enhver borger her ret til, selv eller ved sine repræsentanter, at overbevise sig om nødvendigheden af den offentlige skat, til frit at samtykke i den, få besked om dens anvendelse og bestemme dens fordeling, påligningsmåde, opkrævning og varighed.

15. Samfundet har ret til at forlange regnskab af enhver embedsmand for hans styrelse.

16. Et samfund, hvor hævdelsen af menneskerettighederne ikke er sikret, og statsmyndighedernes deling ikke er fastslået, har ingen forfatning.

17. Da ejendomsretten er en ukrænkelig og hellig ret, kan den ikke berøves nogen, når ikke et tvingende hensyn til statens vel, som er lovformeligt fastslået, åbenbart kræver det og da på betingelse af en retfærdig, i forvejen fastsat erstatning.

Hvor banebrydende de 17 artikler var, står klart, hvis man læser dem og forestiller sig, at der for hver artikel havde stået det stik modsatte. Det var ofte sådan, de europæiske samfund så ud i 1700-tallet og tidligere.

I slutningen af 1789 blev den franske konge, Louis XVI, tvunget til Paris, hvor han i 1791 beedigede den nye forfatning. Dermed var revolutionen gennemført. Nabolandenes konger var dog ikke glade for det franske folks revolution, og i 1792 udbrød der krig mellem Frankrig og Østrig-Preussen, hvor Frankrig i første omgang sejrede, men til slut led nederlag. Det førte til kongens fængsling, til massemyrderier, og til at Nationalkonventet proklamerede republikken. Kongen blev henrettet i 1793, og militære nederlag førte til det jakobinske regime med massehenrettelser. Det lykkedes dog det moderate borgerskab at genvinde magten i 1795 og afvæbne Paris’ befolkning. Men Frankrig lå stadig i krig, og især to årsager kan have vendt krigslykken: Den franske hær var den første, som bestod af værnepligtige i stedet for lejetropper, og den var ledet af en dygtig general ved navn Napoleon Bonaparte.

I 1799 begik han statskup, ryddede op efter jakobinerne og indsatte sig selv som førstekonsul. Hans styre var reelt et diktatur, og i 1804 kronede han sig selv som kejser. Frem til 1870 blev Frankrig herefter kastet ud i skiftevise revolutioner og diktatur.

Det var dog ikke krig og revolution det hele. I 1804 indførte Napoleon Code civil des Français, også kendt som Code Napoleon, en lov vedrørende landets civile administration. Den var blandt andet banebrydende derved, at den slog fast, at ingen love måtte være hemmelige eller have tilbagevirkende kraft. Desuden betød den, at folk kunne blive skilt.

Forandringer i tiden

1800-tallets Europa gennemgik en række drastiske forandringer. Hvor man før havde haft håndværk og hjemmeproduktion af mange ting, opstod der nu industri. Og hvor økonomien før havde hvilet på landbrug, småhandlende, håndværksmestre og deres stive system af håndværkerlav, så opstod kapitalismen, fordi de nye industrier krævede store investeringer af kapital. Industrialiseringen og kapitalismen var begyndt allerede i 1700-tallet, men i 1800-tallet slog de for alvor igennem.

På landet steg befolkningstallet, og folk begyndte at søge ind til byerne. I byerne havde man brug for billig arbejdskraft. Resultatet blev en stadigt voksende arbejderbefolkning, der levede under kummerlige forhold i slumlignende lejligheder og plaget af dårlig ernæring og sygdomme. Arbejdsdagene i den nye industri var ofte på 15 timer, og der var ingen fridage eller ferier. Desuden var det normalt, at børn helt ned til 6-årsalderen arbejdede på fabrikkerne.

De øvrige byboere, borgerskabet, håndværkerne og de handlende, gjorde hvad de kunne, for at holde sig på god afstand af denne nye underklasse, som de så på med en blanding af frygt og foragt.

Samtidig så arbejderne på de mere velstillede med misundelse – hvem ville ikke have gjort dét?

I de mindre byer og på landet betød kapitalismen, at de små samfund ikke længere kunne regulere deres egen økonomi. Samtidig betød de mange fraflyttere, at de sociale strukturer også ændrede sig.

Der var altså et gigantisk opbrud i hele Europas sociale struktur. Betydelige mængder af mennesker flyttede fra landet og ind til byerne, og i byerne mødte de ikke alene en helt ny form for liv (og elendighed), de mødte også alle de andre, som var flyttet fra landet ind til byen. Normalt ser man på den slags ”folkevandringer” som et statistisk eller økonomisk fænomen, men man skal ikke undervurdere de menneskelige og kulturelle konsekvenser af den slags forandringer.

En kæmpestor andel af Europas befolkning gik fra at være landarbejdere i den landsby, hvor deres forældre, bedsteforældre og oldeforældre også havde boet, og hvor alle kendte alle, til at være industriarbejdere i storbyer, hvor ingen kendte alle på forhånd. For det enkelte menneske har dette betydet en kolossal udfordring og omvæltning. Pludselig kunne man ikke længere spørge familiens gamle til råds, man måtte klare sig selv på en ny måde. Man kunne heller ikke længere holde sig til sine gamle vaner og kundskaber. For kulturen som helhed, betød det, at der opstod nye idéer, nye fællesskaber, nye krav til myndighederne og arbejdsgiverne, og i det hele taget at samfundet og økonomien ændrede sig. Der opstod ikke blot en ny underklasse, middelklassen voksede også.

Nye ideologier

Blandt de nye idéer var liberalismen, nationalismen og socialismen.

Liberalismen handler om det enkelte menneskes frihed og rettigheder og bygger især på oplysningstænkerne John Locke (1632-1704), David Hume (1711-1776) og Adam Smith (1723-1790). Liberalismen drejede sig desuden om fri handel, og at kongerne skulle afskaffe de gamle toldsystemer, som hæmmede de økonomiske muligheder. Det var især borgerskabet, der gik ind for liberalismens tanker og satte de personlige friheder højt.

Nationalismen blev i virkeligheden opfundet af Jean-Jacques Rousseau. Da Polen i 1770 var i fare for at blive opslugt af Rusland, henvendte den polske regering sig til Frankrig for at få hjælp. Frankrig var imidlertid ikke interesseret i at lægge sig ud med Rusland, og samtidig var man godt trætte af Jean-Jacques Rousseau, der skrev sine provokerende bøger i tide og utide. Den franske regering slog to fluer med ét smæk: De sendte Rousseau til Polen for at løse polakkernes problem med Rusland.

Den polske regering, som bestod af en bekymret adel, havde nok regnet med en militær strategi, i stedet skrev Rousseau værket Overvejelser vedrørende Polens forfatning, hvori han kommer med verdens første systematiske forsvar for nationalstaten. Og hans løsning på at holde sammen på en nationalstat var ikke militær, den var kulturel. Kunne Polen ikke forsvare sig militært mod Rusland, så kunne man i det mindste skabe en polsk selvbevidsthed, der holdt sammen på det polske folk, uanset hvem der regerede over det.

Fra Polen og Rousseaus pen spredte tankerne om nationalstaten sig til resten af Europa. Fra 1830’erne kastede europæiske konger, politikere, teologer, digtere, billedkunstnere og skolefolk sig over nationalismen med en glubende appetit og skabte de nationale identiteter, som europæerne bygger deres selvforståelse på den dag i dag.

Socialismen udsprang som en naturlig konsekvens af de elendige arbejds- og leveforhold, som byernes industriarbejdere levede under. Folk følte sig fuldstændigt uretfærdigt behandlet og ville have del i den rigdom, de selv var med til at skabe. Kunne det ikke opnås gennem hårdt arbejde, så måtte det opnås ad politisk vej ved at lave samfundet og styreformen om. De færreste tænkte på demokrati eller en politisk fordeling af pengene inden for det eksisterende system, i stedet opstod drømmen om en revolution, der helt skulle afskaffe det uretfærdige samfund og i stedet føre til et nyt og retfærdigt, hvor ingen ejede noget, og alle delte alt i fællesskab.

Socialismen var ikke fra starten en klart defineret ideologi, og drømmen om revolutionen tog forskellige skikkelser. Men gradvist begyndte socialismen at blive formuleret og tage form. Især førte samarbejdet mellem Karl Marx (1818-1883) og Friedrich Engels (1820-1895) til at det blev formuleret mere præcist, hvad socialismen skulle gå ud på. Her spillede Det kommunistiske manifest fra 1848 og Marx’ Kapitalen fra 1867 en væsentlig rolle. Marx var socialismens første store teoretiker og mente, at klassekampen gennem revolution ville føre til det klasseløse samfund, hvor ejendomsretten var ophævet, og ingen dermed ville udnytte eller herske over andre. I begyndelsen satte Marx individet i centrum, men efterhånden blev marxismen nærmest religiøs: Den lovede det perfekte samfund, som skulle ligge indbygget i verdens gang, og det er ikke det enkelte menneskes fortjeneste eller ansvar at skabe gode livsvilkår for sig selv og andre. Der skal blot en revolution til, og så vil alt ordne sig på næsten overnaturlig vis.

Pressens udbredelse

Samtidig med denne udvikling opstod for første gang aviser. Det var første gang i verdenshistorien, at mennesker i alle dele af samfundet fik adgang til viden om, hvad der foregik uden for landsbyen og den nære bekendtskabskreds.

Siden slutningen af 1400-tallet havde der eksisteret løbesedler, som var blevet trykt, hvis der var sket noget virkelig exceptionelt, og de havde hovedsagligt cirkuleret blandt handlende, som rejste rundt. De forudsatte i øvrigt også, at folk kunne læse, og det var det trods alt et fåtal, der kunne.

I 1600-tallet opstod de første ugeskrifter i England, og i 1690 fik Amerika sin første avis. Den blev dog trykt uden tilladelse og blev straks lukket ned, oplaget konfiskeret og udgiveren arresteret.

Men fra 1720’erne opstod der reelle aviser i Amerika, og i 1783 var der omkring 43 dagblade i USA. Kvaliteten var, set med moderne øjne, ikke just imponerende. Men aviserne spillede en væsentlig rolle i USA’s tilblivelse omkring løsrivelsen fra England og den efterfølgende dannelse af den nye amerikanske union. Med vedtagelsen af den amerikanske forfatning i 1791 blev der indført trykkefrihed, og aviserne var kommet for at blive!

Både i USA og Europa blev 1800-tallet avisernes store århundrede, og de spillede på begge kontinenter en betydelig rolle i den politiske udvikling, i revolutionerne og i indførelsen af demokratiet. Det samme gjorde de nye kommunikationsmuligheder, som telegrafer og jernbaner medførte i takt med deres udbredelse i 1800-tallet.

Revolutioner i Europa

Revolutionerne i Frankrig i slutningen af 1700-tallet og begyndelsen af 1800-tallet både fascinerede og skræmte i hele Europa, og Den franske Revolution og Napoleonskrigene, som fulgte, fik vidtrækkende politiske og kulturelle konsekvenser. I Europa blev 1800-tallet revolutionernes og forfatningernes århundrede.

I 1845-47 blev Europa ramt af ”kartoffelsyge”, en skimmelsvamp som ødelagde kartoflerne, og i 1846 var der tillige dårlig høst. Det medførte sult, enkelte steder direkte hungersnød, og overalt udbredt utilfredshed. Fra 1846 betød det økonomisk krise og stor arbejdsløshed, og dermed var fundamentet lagt for en række uroligheder i årene fremover. 1848 står i Europas historie som Revolutionsåret.

Den første var selvstændighedsrevolutionen på Sicilien, som brød ud 12. januar. I Frankrig udbrød der revolution i februar, som førte til dannelsen af Den anden republik. Det ledte til indførelsen af stemmeret for mænd samt retten til arbejde, hvilket betød at regeringen oprettede arbejdsværksteder til de arbejdsløse.

Italien bestod på den tid af en række småstater, en del af dem under Østrigsk overherredømme. I marts gjorde Milano oprør, og flere stater fulgte. Tyskland var heller ikke samlet, men bestod af 39 stater i et løst forbund. Tyskerne ønskede frihed og demokrati, og inspireret af Februarrevolutionen i Frankrig opstod Martsrevolutionen i form af en række demonstrationer og optøjer i de tyske stater. De væsentligste krav var pressefrihed, forsamlingsfrihed, et nationalt parlament og stemmeret.

Desuden fandt der uroligheder sted i Det habsburgske imperium, som var styret fra Wien, hvilket vil sige store dele af Central- og Østeuropa samt Balkan.

Alene i løbet af 1848 døde formentlig omkring 10.000 mennesker i de europæiske uroligheder, og endnu flere blev arresteret og tortureret. Ingen af revolutionerne opnåede dog direkte resultater – ingen af dem medførte demokrati i første omgang – men de havde lagt grunden til varige forandringer.

England, Holland, Rusland og Skandinavien gik fri af revolutionsbølgen, men udviklingen blev fulgt nøje, af frygt for at der også skulle udbryde revolutioner disse steder. – En forklaring, på at der ikke udbrød revolution i Rusland samtidig med de andre revolutioner, er, at folk ikke kunne komme i forbindelse med hinanden på grund af manglende kommunikationsmuligheder.

Summa summarum

Fra omkring 1770’erne og til slutningen af 1800-tallet ændrede det økonomiske, sociale, kulturelle og politiske landskab i Europa og USA sig totalt. Forandringerne skabte en middelklasse, hvor folk havde fælles interesse i medbestemmelse. Håndværk, industrialisering og handel skabte et velstillet og veloplyst borgerskab, som krævede mere politisk magt. Hvor der før havde hersket Enevælde og undertrykkelse af den brede befolkning, udbrød der revolutioner de fleste steder. I begyndelsen var der tale om borgerlige revolutioner, siden blev de socialistiske.


Næste kapitel: Repræsentativt demokrati