Rom - pragmatismens triumf

From democracy-handbook.org
Jump to: navigation, search
DemocracyHandbookApproved.png

Romerne skabte et af verdens største og mest imponerende imperier. Men de var ikke demokrater, og kulturelt set kom de ikke tilnærmelsesvis på højde med grækerne.

Klassedeling

De ældste arkæologiske fund af romersk bebyggelse stammer fra 900-tallet fvt., og fra 700-tallet blev Rom regeret af en konge. Efterhånden blev det til en rigtig by, hvis befolkning var delt i tre klasser: patriciere, plebejere – plebs på latin - og slaver. Patricierne var adel, plebejerne var folket, og man kunne ikke gifte sig på tværs af klasserne. Desuden blev præsteskabet udelukkende varetaget af patriciere. År 509 fvt. blev bystaten en republik, hvor patricierne valgte to konsuler til at lede byen for et år ad gangen.

Efterhånden gik den skarpe opdeling mellem patriciere og plebejere i opløsning, i og med at nogle plebejere var blevet ret velstående, og i 287 var striden mellem de to klasser overstået. Plebejerne fik adgang til det politiske liv, og forbuddet mod at gifte sig på tværs af klasserne blev ophævet. Til gengæld var samfundet opdelt i formueklasser, og den politiske indflydelse kom til at afhænge af formuen. Der var altså på ingen måde tale om lige og almindelig valgret eller noget, der bare mindede om det.

Roms møde med grækerne

Mange af Italiens byer syd for Rom var anlagt som græske kolonier, og gradvist blev en række småbyer indlemmet i Rom, og det græske må have inspireret romerne. Nogle af de romerske byer fik græske filosoffer til at formulere deres lovgivning allerede i 400-tallet. I løbet af 300-tallet lå Rom og de romerske småbyer i gentagne krige med blandt andre gallere og grækere, men i 275 lykkedes det Rom at underlægge sig hele Syditalien.

Efter Alexander den Stores død lå de græske kongeriger i evindelige indbyrdes stridigheder – det havde de gjort før, men nu herskede kaos – og omkring år 200 begyndte Rom at gribe ind. I 146 fvt. lykkedes det romerne at erobre hele Grækenland og gøre det til en romersk provins. Det betød tre ting: krigene mellem de græske bystater hørte op, Rom fik mere magt, og romerne stor-importerede græsk kultur!

Roms storhed og mangel på demokrati og filosofi

Derefter nærmest eksploderede den kulturelle udvikling hos romerne, og desuden erobrede de hele Middelhavsområdet og store dele af Mellemøsten. I 400 år var det Rom, der satte den politiske, teknologiske og kulturelle dagsorden.

Men i modsætning til grækerne, der havde filosofiske skoler alene for erkendelsens skyld, var romerne pragmatikere. Romerne blev aldrig en stor nation af filosoffer. Hvor de græske filosoffer havde dyrket ”sofia”, visdom blot for visdommens skyld, så var romerne mest interesserede i magt og teknologi. Sammenlignet med hvad det græske demokrati kunne fremvise af filosoffer på blot 200 år, er det sigende, så få filosoffer og så lidt filosofisk nytænkning den romerske republik kunne præstere på 400 år.

Republikken var ikke et demokrati i græsk forstand, og jo større Rom blev, desto længere blev der mellem folket og magten. Efterhånden blev kejserne ligefrem guddommeliggjort efter deres død. Julius Cæsar døde år 44 fvt., og to år senere blev han officielt guddommeliggjort. Hans arving, Cæsar Octavian, blev dermed ”divi filius”, søn af en gud. Det gav ham dog ikke magten direkte, og først da han havde gjort en ende på omkring 100 års borgerkrig, kunne han tage magten år 27 fvt. Octavian regerede derefter enerådigt i 41 år og sikrede Rom både fred og fremgang, også i de erobrede områder. Derved var det reelt ham, der gjorde republikken til et imperium. Ved magtovertagelsen skiftede han navn til Augustus, og det er under det navn, de kristne kender ham fra Juleevangeliet.

To romerske filosoffer

De to kendteste romerske filosoffer er Cicero (106-43 fvt.), og Seneca (4 fvt.-65 vt.). Begge var stoikere og filosoferede over individet og statens indretning, og begge forsøgte de at imødegå guddommeliggørelsen af kejseren og magten. I sin politiske filosofi beskrev Cicero staten som et folkefællesskab, og han tilsluttede sig stoikernes naturret. Han mente, at den naturlige lov er ”den højeste fornuft, der som en naturlig medfødt gave byder, hvad man bør gøre, og forbyder det modsatte.”

Men Cicero og Seneca var ret alene i deres teoretiske betragtninger, og hverken i indflydelse eller filosofisk dybde nåede de på højde med grækerne. Hvor de græske filosoffer hver især skabte deres egne skoler og uddannede nye filosoffer, så var både Cicero og Seneca politikere og forretningsmænd, der havde filosofien som sidebeskæftigelse. Det samme gjaldt kejseren og filosoffen Marcus Aurelius (121-180).

Romerretten

Det romerske imperium opnåede større magt og udbredelse, end noget andet imperium nogensinde havde haft, og romerne var nogle fantastiske entreprenører og opfindere af ny teknologi. Desuden kom Romerretten til at præge det meste af Europas lovgivning helt op i vor tid.

Romerretten opstod gradvist fra år 400 fvt. Romerne betragtede jura som et selvstændigt fag og skabte en hel stand af professionelle jurister. Disse jurister udarbejdede frem til år 250 vt. Roms civilretlige love. Nogle af lovene byggede på juristernes systematiske arbejde, andre blev til på baggrund af tidligere sædvane og den løbende domstolspraksis. Lovene var altså ikke et produkt af forhandlinger i senatet. Efter år 250 vt. smuldrede det juridiske system, og lovgivningen blev derefter udelukkende et magtværktøj i hænderne på kejserne.

Summa summarum

Vi genfinder individet både i den romerske kunst, litteratur, filosofi og jura. Men overordnet set stod den romerske kultur i gæld til grækerne, og hvad angår refleksionen over individet, så skete det store fremskridt hos grækerne. Hvad angår folkets indflydelse, så forsvandt den under romerne.

Det romerske imperium begyndte at sygne hen fra omkring år 200 vt., og fra 300-tallet og fremefter overtog kristendommen gradvist magten.


Næste kapitel: Kristendommen - dogmerne tager over