Stat, privat og civilsamfund

From democracy-handbook.org
Jump to: navigation, search
DemocracyHandbookApproved.png

En af forudsætningerne for det fungerende demokrati er, at samfundet har tre "niveauer": Staten, det private og civilsamfundet. Det er væsentligt, at de på den ene side er tydeligt adskilt fra hinanden, og på den anden side understøtter hinanden.

De tre har hver deres opgaver, hver deres historie, og giver individet hver sin form for beskyttelse og udfoldelsesmuligheder. Desuden knytter der sig forskellige regler til hver af dem.

Staten

De første statsdannelser opstod for 4-5.000 år siden i form af Mellemøstens bystater. Nationalstater i moderne forstand opstod i 1600-, 1700- og 1800-tallets Europa og USA, og op gennem 1900-tallet har der fundet mange nye statsdannelser sted efter den model.

Det er statens opgave at lovgive og at sørge for, at lovene bliver overholdt. I en retsstat er det altså staten, der bestemmer de overordnede regler for, hvad der er lovligt og ulovligt, og det er staten, der har monopol på vold, og dermed er det også staten, der garanterer borgernes sikkerhed.

Statens regler handler altså om jura, og hvis man mener, at nogen forbryder sig mod statens regler, kan man stille dem for en dommer.

Det private

Det private er alt det, der foregår i hjemmet blandt familie og venner. En vigtig forudsætning for demokratiet er hjemmets ukrænkelighed: Hverken staten, naboen, ens venner eller diverse fremmede - det være sig tyveknægte eller ej - må gå ind i ens hjem uden at have fået lov. - Politiet må kun gå ind, hvis der foreligger en mistanke om en forbrydelse, og hvis de har en dommerkendelse. Som ven eller nabo kan man selvfølgelig også "bryde ind", hvis man fx har mistanke om, at nogen er kommet til skade eller på anden måde har brug for hjælp. Men ellers er hjemmet ukrænkeligt.

I hjemmet gælder naturligvis også statens regler: Man må ikke slå hinanden ihjel, stjæle eller begå andre ulovligheder, bare fordi man opholder sig i sit eget hjem.

Men der gælder også nogle andre regler i hjemmet, regler som ikke står i statens love: Værdier, moral, etik, vaner og nogle forventninger om, hvem der bestemmer hvad. Og i modsætning til statens regler, så er hjemmets regler ikke skrevet ned - måske er de heller aldrig nogen sinde blevet udtalt; det er bare sådan, det er!

Hvis man bryder hjemmets regler, kan man ikke gå til domstolene. Man kan diskutere eller flytte, eller man kan - hvis man er et traditionelt mandligt familieoverhoved, som ikke er vant til at blive sagt imod - bruge vold eller på anden måde straffe familiemedlemmerne for at bryde traditionerne. Det sidste er dog forbudt i de demokratiske samfund, og hvis man slår eller på anden vis forvolder skade på sine familiemedlemmer, er det en sag for domstolene.

Inden for hjemmet hersker altså nogle andre normer end det, staten kan lovgive omkring.

Civilsamfundet

Civilsamfundet er alt det, som ikke er staten, og som heller ikke er privat. Det er det offentlige rum, det vil sige gader og pladser, det er klubber og foreninger, arbejdspladser, sportsbegivenheder, teatre, biografer, religiøse forsamlinger - alle de steder, hvor vi mødes uden for familien og vennekredsen.

I civilsamfundet er man både underlagt statens lovgivning og mange af de samme værdier og den moral og etik, som vi har i hjemmet. Men man kan ikke på samme måde være sikker på, at de andre i civilsamfundet har samme moral, som man har i sin egen familie.

I civilsamfundet er vi altså nødt til at tale med hinanden om, hvordan vores moral og etik og vores værdier skal være. Det er blandt andet det, som kunst og kultur er til for: Her fortæller vi historier om, hvad vi synes er rigtigt og forkert, og hvad der eventuelt trænger til at blive lavet om.

I afgrænsede dele af civilsamfundet - eksempelvis i foreninger, religiøse forsamlinger eller i diverse virksomheder - kan der desuden gælde særlige regler, som kun gælder der. Hvis man ikke bryder sig om reglerne, har man sin frihed til at gå. Eller, hvis det er en demokratisk forening, kan man blive og være med til at lave reglerne om.

Jura og moral

Statens lovgivning, det vil sige juraen, og civilsamfundets moral er altså ikke altid det samme.

De færreste love er direkte umoralske, men der kan sagtens være love, som nogle i et samfund finder umoralske. Retten til abort er et sådant eksempel.

Det er formentlig mere almindeligt den anden vej; at noget, som de fleste opfatter som umoralsk, faktisk ikke er ulovligt. Utroskab eksempelvis. Som familie og civilsamfund kan vi fordømme utroskab lige så meget vi vil, men der er ingen demokratier, hvori det ligefrem er ulovligt, og hvor man kan sagsøge sin ægtefælle for utroskab.

Hvis nogen forbryder sig mod civilsamfundets moral, kan man altså ikke straffe dem. Ikke med mindre det også strider mod lovgivningen.

Religion

I de traditionelle samfund udgjorde religionen både stat og civilsamfund, og det private fandtes ikke.

I de demokratiske samfund lovgiver staten vedrørende religionernes rettigheder, og den enkelte borgers udøvelse af religionen er en privat sag. Staten kan ikke blande sig i den enkeltes religion. Templer, synagoger, kirker og moskéer findes i det offentlige rum, og de indgår i civilsamfundet på lige fod med andre organisationer - og som sådan må de spille sammen med det øvrige civilsamfund på lige vilkår.

Vejen til demokratiet

I mange af de samfund, hvor der ikke er demokrati, er der heller ikke nogen adskillelse mellem staten, det private, civilsamfundet og religionen. En forudsætning for, at man kan indføre demokrati, er derfor, at staten anerkender det private og civilsamfundet som selvstændige områder - og at religionen opgiver politisk magt.


Næste kapitel: En forfatning