Totalitære ideologier

From democracy-handbook.org
Jump to: navigation, search
DemocracyHandbookApproved.png

Den typiske trussel mod demokratiet har været de totalitære ideologier som fascisme, nazisme og kommunisme. For at komme til magten betjener de totalitære ideologier sig af populisme. Både populismen og de totalitære ideologier vinder tilhængere ved at spille på folks følelser.

Populisme

Populisme kommer af ordet "populus", der betyder "folk". Populisme vil sige, at politikerne udelukkende taler til folks følelser og til laveste fællesnævner. Det gør de for at få så mange tilhængere som muligt, uden skelen til om det, de siger, er sandt eller ej.

I stedet for at indrømme, at eksempelvis økonomiske kriser eller stor arbejdsløshed har mange årsager og kun kan forstås med komplekse forklaringer, vælger de én syndebuk og gør alt for kun at fokusere på den. Kommunisterne gjorde kapitalismen og kapitalisterne til hovedforklaring på alle problemer. Nazisterne gjorde jøderne til syndebuk, og fascismen pegede på venstrefløjen og de fremmede.

Populisme findes altså både på højrefløjen og venstrefløjen, og selvom populismen benyttes flittigst af folk med totalitære ideologier, så findes der også ikke-totalitære populister.

I Italien har en mand som Silvio Berlusconi haft stor tilslutning. Han er ikke fascist, men det er næppe forkert at sige, at han er populist. Det samme gælder en række højreorienterede partier i resten af Europa.

De totalitære ideologier

De totalitære ideologier ønsker at bestemme alt – og foregiver at omfatte alt og have svar på alt; det totale, deraf navnet. Det har de ikke, men de forsimpler problemerne, så det ser ud, som om de har. De betjener sig af populisme for at bringe folks følelser i kog, så folk glemmer at tænke og i stedet nøjes med at skyde skylden på dem, der er udpeget som syndebukke.

Desuden påstår de totalitære ideologier, at de er i stand til at skabe en perfekt verden, og derfor påberåber de sig som regel ret til at gennemtvinge deres magtovertagelse med vold: Hvis man kan skabe det perfekte, lyder logikken, så har man også ret til at straffe eller slå dem ihjel, som modsætter sig det. Disse opfordringer til vold er også med til at hidse folk op, så de glemmer at lede efter mere komplekse forklaringer og løsninger på problemerne.

Under en totalitær ideologi har individet ingen ret til at opføre sig individuelt. Fællesskabet sættes til enhver tid over individet, og der er ingen respekt for individets frihed. Der er heller ingen skelnen mellem stat og civilsamfund.

I dag har de totalitære ideologier ikke stor tilslutning i Vesten, men det har de haft, og man kan ikke udelukke, at de genopstår i en ny form eller vinder udbredelse andre steder.

Den totalitære højrefløj

Fascismen og nazismen udgør den yderste højrefløj.

I Europa og Rusland findes der nynazister, som er aktive med at rekruttere nye medlemmer og chikanere indvandrere, flygtninge, udlændinge og jøder. Nynazister findes også i USA, hvor de får selskab af private, regeringsfjendtlige militser og Ku Klux Klan. I Europa og USA er grupperne under overvågning af politi og forbundspoliti, og visse steder er deres symboler ved at blive forbudt. Det sidste er i virkeligheden udemokratisk.

I Italien og Spanien findes stadig fascistiske partier og sympatisører, og deres tilslutning svinger.

Den totalitære venstrefløj

Kommunismen og dens knopskydninger i form af maoisme og stalinisme udgør den yderste venstrefløj.

I 1960’erne og 70’erne fandtes en meget aggressiv men også meget splittet venstrefløj i Europa. Den bestod af marxister, kommunister, stalinister, maoister og socialister af forskellig art. Hvad forskellen på de forskellige venstreorienterede ideologier var, havde de også selv vanskeligt ved at finde ud af. Nogle af dem var åbenlyst totalitære og ønskede at omstyrte demokratiet ved voldelig revolution, andre ønskede kommunismen eller socialismen indført med fredelige, demokratiske midler. Alle, der gik imod denne venstrefløj, blev som oftest betragtet som ”klassefjenden”, og ”klassefjenden” var de første, der skulle enten slås ihjel, straffes eller genopdrages efter revolutionen.

Både marxismen og kommunismen samt deres underformer, stalinismen og maoismen, har udspillet sig selv; og i Europa er både deres retorik og deres tilhængere som forduftet.

I Kina er kommunismen foreløbig blevet erstattet af en underlig blanding af totalitær magt-ideologi og markedsønomomi.

Politisk overbevisning eller modefænomen?

At den totalitære venstrefløj er væk i Europa, er på sin vis mærkeligt. I 70’erne kunne det meste af en hel ungdomsgeneration hverken tænke eller tale uden at udtrykke sig i marxistiske, kommunistiske eller maoistiske termer. Nu hører man aldrig om det. Der var ingen, der forbød marxistisk tænkning eller marxistiske ord. Det hele forsvandt bare af sig selv. De samme mennesker er i dag bedsteborgere med gode jobs i private eller offentlige virksomheder, mange har boliger med betydelig friværdi (der er noget af det mest umarxistiske, man kan have), og enkelte er ligefrem engagerede på højrefløjen.

Og dét er måske det mest skræmmende ved totalitære ideologier: er de blot modefænomener? En kollektiv ekstase, som med deres løfter om simple løsninger appellerer til vores følelser? Er friheden og demokratiets ansvar simpelthen for stor en mundfuld og for vanskelige at forstå for nogle af os? Hvor forsvinder den individuelle stillingtagen hen, når tidsånden og stemningen griber om sig? Hvor mange af os er i stand til at sige individuelt fra, og hvor mange er parat til at hoppe ukritisk på en massebevægelse?

De totalitære ideologier har spillet fallit, alle som én. Problemet er bare, at det er en erkendelse, som nye generationer ikke er født med. Hver gang det går mod kaotiske tider, og udviklingen er vanskelig at overskue, vil totalitære ideologier lokke nye generationer til. Fordi de giver en illusion om tryghed og svar på alt.


Næste kapitel: Totalitær religion