Udbredelse af demokratiet

From democracy-handbook.org
Jump to: navigation, search
DemocracyHandbookApproved.png

Trangen til frihed ligger i alle mennesker, og mennesker i alle kulturer kan etablere et demokrati. Men der er nødt til at være nogle forudsætninger til stede, for at det kan lykkes, og der er nogle barrierer, som må overvindes.

Tvivlen på at ”de andre” er egnede til demokrati

Så længe der har eksisteret demokrati, har der også blandt demokratiets debattører været folk, der satte spørgsmålstegn ved, om bestemte folkeslag overhovedet var egnede til demokrati. Man har anset sin egen kultur for særligt demokratisk egnet frem for andre kulturer, i stedet for at betragte frihed og demokrati som universelle menneskelige fænomener.

Engang var det tyskerne, som de øvrige europæere og amerikanerne betragtede som medfødt uegnede til demokrati, engang var det japanerne. I dag er det hovedsageligt muslimer, som i den vestlige debat anses for at være uegnede til demokrati. Sjovt nok hovedsageligt af præster og andre udtalt kristne debattører.

Det viste sig, at tyskerne er udmærkede demokrater, og det samme gælder japanerne. I begge lande er der kræfter, som modarbejder demokratiet, men det er der også i alle andre demokratier. Der er altså ikke et eller andet i hverken den tyske eller den japanske ”folkesjæl”, som forhindrer demokratiet. Samtidig findes der både en unik tysk og en unik japansk kultur, som ikke er blevet undergravet eller på anden måde skadet af demokratiet. Tværtimod blomstrer begge dele. Hvorfor skulle det være anderledes for arabisk, iransk, afghansk eller i øvrigt muslimsk kultur? Eller russisk, kinesisk og afrikansk kultur?

Tyrkiet er stadig både tyrkisk og muslimsk, samtidig med at det er et demokrati. De demokratiske børnesygdomme i Tyrkiet er ikke anderledes end de demokratiske børnesygdomme i Tyskland, Spanien, Portugal, Grækenland og Italien; de ligger bare 30-60 år senere.

Der er eksempelvis heller ikke nogen i Europa, som mener, at russerne ikke er egnede til demokrati. Der er ingen gentagne påstande om, at der i den russiske folkesjæl er noget, der forhindrer demokratiet, eller at det i virkeligheden er den russisk ortodokse kristendoms skyld, at demokratiet i Rusland undermineres gang på gang. I stedet betragtes det som et udslag af politiske og økonomiske omstændigheder, når demokratiet ikke lykkes.

Sådan er det også alle andre steder, hvor frihed, lighed og demokrati ikke formår at slå igennem: nogle forhindrer andre i at få del i magten. Som undskyldning kan de bruge enten historiske eller religiøse argumenter eller konspirationsteorier, men der er ikke nogen folkeslag, der er født mere demokratiske eller med større frihedstrang end andre. Trangen til frihed eksisterer i ethvert menneske, og demokratiet kan vækkes i enhver kultur.

Hvordan spredes demokratiet?

Hvordan kan demokratiet, friheden og ligheden så spredes rent konkret? Våbenmagt virker jo ikke. Eller gør den?

Tyskland og Japan er interessante eksempler.

Tyskland havde allerede en spinkel demokratisk tradition, da det skulle demokratiseres i kølvandet på Anden Verdenskrig. Der fandtes også en intellektuel tradition, en veluddannet befolkning, et undervisningssystem og en administration, som de allierede sejrherrer fra krigen kunne bygge oven på. Der var en række samfundsinstitutioner, som kunne fortsætte. Samtidig var Tyskland allerede en del af de allieredes kulturkreds, og især amerikanerne var specifikt opmærksomme på, at man ikke skulle gentage fejlen fra Versailles-traktaten, hvor Tyskland var blevet gjort til hele Europas syndebuk. Desuden gav amerikanerne Marshall-hjælp til det sønderbombede Europa i håb om at gavne udviklingen både i Europa og USA.

Tyskernes demokrati blev altså bygget op samtidig med deres økonomi, og det skete ikke som et brud med den hidtidige tyske kultur eller samfundsorden.

Japan havde gennemgået en omfattende industrialisering siden slutningen af 1800-tallet, men styreformen var et militærdiktatur med en guddommelig kejser i toppen. I praksis var kejseren dog uden indflydelse. Da Japan kapitulerede efter bombningerne af Hiroshima og Nagasaki, og han talte til folket i radioen, var det første gang, japanerne overhovedet hørte deres kejser tale.

Amerikanerne var ene om at være i Japan og gik i gang med at udforme en forfatning, ligesom de gjorde i Tyskland. Men de lod kejseren sidde, fordi man ikke ønskede at såre japanerne og gøre dem fjendtligt indstillede over for demokratiseringen. Desuden beholdt man den administrative tradition og en del af dens struktur, men man vred armen om på systemet og tvang demokratiet igennem. Styreformen blev altså skiftet ud, men kom til at bygge oven på den eksisterende kultur og administration. Økonomisk og teknologisk set var landet allerede moderne og velfungerende, så selvom amerikanerne ikke postede lige så mange penge i Japan som i Europa, mærkede japanerne alligevel hurtigt en velstandsstigning, som gav dem tiltro til det nye styre.

Begge steder har en militær invasion altså ført til indførelse af demokrati. Men det blev ledsaget af økonomisk fremgang, og – nok så vigtigt – der blev bygget oven på den eksisterende administration, og det styre, som blev skiftet ud, var ikke i forvejen skabt eller støttet af invasionsmagten. Det sidste var tilfældet, inden USA's invasion i Irak og til dels i Afghanistan.

Industrialisering

Industrialiseringen er ikke uvæsentlig for demokratiet. Industrialisering medfører ikke automatisk demokratisering, hvilket Sovjetunionen, Kina, Det tredje Rige og 1800-tallets Japan er klare eksempler på, men en langtidsholdbar demokratisering er endnu ikke sket uden industrialisering.

En industrialisering har den effekt på et samfund, at folk bryder op fra deres hjemegn og flytter derhen, hvor arbejdet er. Dette opbrud betyder, at gamle magtstrukturer mister deres effektivitet og legitimitet. I stedet møder man nye mennesker og begynder at søge sammen i nye fællesskaber med nye magtstrukturer. Desuden udveksler man tanker og erfaringer, som man bliver nødt til at forholde sig til. Samtidig betyder industrialiseringen, at økonomien ændrer sig.

Det traditionelle politiske spektrum i Vesten tager udgangspunkt i en industriøkonomi med en lønmodtagerskare på den ene fløj og en investorskare eller arbejdsgivergruppe på den anden fløj. På det tidspunkt, hvor Vestens industrialisering fandt sted, var både lønmodtagere og investorer knyttet til den samme økonomi. Investeringerne kom med andre ord den lokale økonomi til gode, når afkastet blev gjort op. Uanset hvad industrimagnaterne valgte at bruge deres overskud til, blev pengene ikke trukket ud af landet, ud af økonomien, men blev sat i omløb i den samme økonomi igen. Da Vestens demokratier blev til, og da det tyske og japanske demokrati blev til i 1940’erne, befandt altså både kapital og arbejdskraft samt den vælgende og valgbare befolkning sig inden for samme område og inden for samme økonomi. Derfor kom de politiske spørgsmål til at handle om, hvordan pengene i samfundet skulle anvendes. Demokratiet kom til at handle om en række økonomiske og sociale spørgsmål, som tog udgangspunkt i, hvordan samfundet skulle fordele det overskud, som kom af, at nogle investerede, og andre arbejdede. Der var rent faktisk noget at forhandle og stemme om.

I en globaliseret økonomi, hvor pengene siver ind og ud gennem landegrænserne, er vilkårene fundamentalt anderledes.

Manglende industri

Det samme gælder lande med olie eller andre naturressourcer, som kan sælges uforarbejdet. I disse lande er der ikke noget incitament til at sætte en industrialisering i gang. De, som allerede sidder på magten, kan tjene rigeligt til at holde et land kørende militært og økonomisk, uden at involvere befolkningen. Det gælder Rusland, det meste af Mellemøsten og store dele af Afrika.

Af samme årsag er der nu opstået en politisk teori, som siger, at graden af demokrati er omvendt proportional med forekomsten af olie. – Selvom der naturligvis sagtens kan være ikke-demokrati uden olie.

En mulig løsning på dette problem ville være at finde reelle, gerne vedvarende, alternativer til olien. Det ville gøre de nuværende olielandes ledere afhængige af deres befolkninger, og det ville desuden løse et stort forureningsproblem.

Så kan demokratiet spredes til hele kloden?

Absolut. Der skal bare være noget reelt at stemme om i det nye demokrati, og hvis man som supermagt selv har holdt det gamle styre ved magten, så skal man vinde folkets tillid, inden man invaderer militært. Alt andet er en fornærmelse mod befolkningens intelligens. Desuden skal man sætte skub i den lokale økonomi, så folk mærker en reel fordel ved det nye styre.

Forudsætningerne for demokratiet i Europa var gensidigt anerkendte landegrænser, økonomisk udvikling, uddannelse, en bred middelklasse, og at religionen ikke fik politisk indflydelse. Hvad angår demokratiseringen af resten af verden, er der næppe grund til at tro, at det skulle forholde sig anderledes. Det demokrati, som skal sikre folk deres frihed og tryghed, er nødt til at være anerkendt af omgivelserne og rent faktisk have noget økonomi at arbejde med.


Næste kapitel: Civilisationernes muligheder