Universiteter og videnskab

From democracy-handbook.org
Jump to: navigation, search
DemocracyHandbookApproved.png

Demokratiets absolutte rygrad er den frie tanke og det frie ord. I det velfungerende demokrati bæres og videregives disse frie ord ikke blot af en fri presse, en stor del af dem udtænkes på universiteterne. Dette forudsætter fire ting: at universiteterne har forskningsfrihed, at de har tilstrækkelige midler at arbejde for, at forskerne ikke frygter for deres karriere, hvis de udtaler sig på tværs af den bevilgende myndighed, samt at emner, debatter eller forskningsresultater ikke på forhånd afvises på grund af religion, politik eller politisk korrekthed.

Hvad er videnskab?

Videnskab er en proces, en særlig arbejdsmetode, som akkumulerer viden om verden. Den gør det gennem konstant at fremsætte nye hypoteser, som den forsøger at bevise er forkerte. Det kaldes "falsifikation". At falsificere en hypotese vil sige at påvise, at hypotesen er forkert. Al videnskab bygger på hypoteser, der er formuleret sådan, at man har mulighed for at påvise, at de er forkerte. Desuden skal muligheden for at falsificere kunne gentages af forskellige forskere, ikke kun af den eller dem, der fremsatte hypotesen.

For eksempel er påstanden "Alle svaner er hvide" en hypotese, der er formuleret, så den har mulighed for at blive falsificeret og testet af flere: Hvis man finder bare én svane, som har en anden farve end hvid, er hypotesen forkert. Det var også muligt at teste hypotesen igen og igen, indtil man fandt en svane, der ikke var hvid. Så snart den første sorte svane var observeret, var hypotesen falsificeret; den viste sig at være forkert.

En ikke-falsificerbar hypotese ville være: "Gud skabte universet" eller "kage er godt". Det er ikke muligt ved hjælp af nogen videnskabelige metoder eller bevis at påvise at nogen af de to hypoteser er enten rigtig eller forkert. Gud kan pr. definition ikke testes/afprøves, og hypotesen "Gud skabte ikke universet" ville være lige så umulig at falsificere. Om kage er godt eller ej, afhænger af, hvad man mener med "godt", og indtil det er blevet defineret, er hypotesen ikke-falsificerbar.

Inden for videnskaben opstiller man hele tiden hypoteser, som det er muligt at falsificere. Derefter gør man alt, hvad man kan for at påvise, at hypotesen er forkert. Hvis man ikke kan dét; hvis man forsøg efter forsøg må konstatere, at man ikke kan påvise, at hypotesen er forkert, så betragter man hypotesen som videnskabeligt sand. En videnskabelig sand hypotese kaldes også en videnskabelig teori.

Forskellen på videnskab og fx religion

Inden for videnskaberne leder man altså konstant efter ting, der kan påvise, at man tager fejl. Inden for religionen - og mange andre områder - leder man konstant efter ting, der kan påvise, at man har ret.

Den videnskabelige metode er altså stik modsat den religiøse.

Videnskab på universiteterne

Videnskabelig forskning er kendetegnet ved, at den er peer-reviewed. Det vil sige, at forskningsresultaterne bliver vurderet af andre forskere. Når forskerne er færdige med deres forskning, skriver de en artikel om deres resultater. Artiklen sendes til et videnskabeligt tidsskrift, hvor forskere og professorer inden for samme forskningsområde, men fra andre universiteter, læser artiklen og vurderer, om der er tale om grundigt gennemført arbejde, og om forskningsresultatet er nyt og relevant at publicere. Først når forskningsresultatet er publiceret i et af disse videnskabelige tidsskrifter, er forskningen og dens resultat officielt anerkendt som videnskabelig forskning. Af videnskabelige tidsskrifter inden for forskellige områder kan nævnes Nature, Science, Physical Review, Politica og American Political Science Review.

Videnskabeligt arbejde er altså baseret på et netværk af samarbejde og processer, som involverer forskere og professorer på universiteter over hele verden. Men vel at mærke kun universiteter, hvor der finder fri, videnskabelig forskning sted. Hvis universiteternes forskningsresultater styres af andet end videnskabelighed - hvis de eksempelvis ikke er fri af politisk indblanding - falder deres anseelse i det internationale forskningsmiljø. Derved får forskerne vanskeligere ved at få deres resultater publiceret og anerkendt som videnskabelig forskning. Det følger deraf, at det internationale forskningsmiljø reelt kun består af forskere fra lande, som er demokratier.

At universiteterne er frie, betyder blandt andet, at der ikke sker hverken politisk eller religiøs indblanding i, hvad forskerne vælger at forske i, eller i hvilke resultater forskningen skal lede frem til.

Universiteterne og demokratiet

Universitetsmiljøet har, ligesom demokratiet, en lang tradition bag sig. Det er vokset ud af en lang proces, som begyndte med de gamle grækere. Den lange proces har skabt de videnskabelige forskningsmetoder og de tidsskrifter og øvrige instanser, som forskningen er afhængig af. Et sundt forskningsmiljø er altså ikke noget, der opstår fra den ene dag til den anden.

Universiteterne og demokratiet spiller på den måde sammen og er hinandens garanter. Men det forudsætter, at universiteterne formidler deres forskning, så borgerne kan forstå, hvad det er, der foregår inden for forskningen. Dette har ikke altid været universitetsfolkenes stærkeste side.

I den amerikanske og til dels den engelske forskningstradition er man generelt mindre bange for at gøre forskningens resultater folkeligt forståelige, end man er i resten af Europa. Ikke mindst er der i den angelsaksiske verden en veludviklet tradition for god videnskabsjournalistik.

Endnu et eksempel på samspillet mellem universiteterne og demokratiet er, at oprør mod autoritære og totalitære styrer som regel starter blandt de universitetsstuderende. Det er der formentlig to årsager til: Den ene er, at de studerende er unge mennesker, der endnu ikke har stiftet familie, og derfor ikke har så meget at miste eller være bange for, og fordi de har mere fremtid at kæmpe for. Den anden årsag er, at hele pointen med at have universiteter, er, at folk skal tænke. Og man kan ikke både opfordre folk til at tænke og så samtidig insistere på, at de kun må tænke på én bestemt måde. Hvis et totalitært styre ønsker de goder, som universiteter kan skabe, nemlig dygtige forskere og teknikere, der kan løse nye typer af problemer, så må styret også være forberedt på, at de studerende begynder at tænke selv og kritisere styret.


Næste kapitel: Befolkningen og kulturen