View source for Folkeretten og det internationale samarbejde

From democracy-handbook.org

← Folkeretten og det internationale samarbejde

You do not have permission to edit this page, for the following reasons:

• The action you have requested is limited to users in the group: Users.
• This page has been protected to prevent editing or other actions.
• You must confirm your email address before editing pages. Please set and validate your email address through your user preferences.

---

You can view and copy the source of this page:

{{DemocracyLogo}} Folkeretten er den internationale ret, vi har etableret mellem folkene, det vil sige nationerne; de suveræne stater. Det er de internationale traktater, som ikke blot er indgået mellem enkelte stater, men som også har det sigte at inkludere alle nationer, dersom de vælger at ratificere traktaterne. En interessant ting ved folkeretten og det internationale samarbejde er, at idéerne opstod i Oplysningstiden, men at de først blev virkeliggjort samtidigt med demokratierne. ==De første internationale regler== Allerede i Oldtiden respekterede mange stater det folkeretslige princip, at fremmede magters gesandter var ukrænkelige. Og da Hugo Grotius skrev ''Om Krigens og Fredens Ret'' i 1625 og slog fast, at aftaler skal holdes, lagde han grunden til al senere international ret. Ved Den westfalske Fred i 1648 indgik de stridende parter for første gang en aftale om, at krigsfanger skulle frigives uden yderligere betingelser og have lov at rejse hjem. Tidligere var det ikke ualmindeligt blot at slå dem ihjel. Der fandtes altså militære alliancer og aftaler to eller flere stater imellem. Men før demokratiernes opståen fandtes der ikke forpligtende, internationale konventioner eller formelle institutioner, hvor suveræne stater kunne mødes og forhandle med hinanden. ==Internationale konventioner== Den første deciderede internationale konvention var Geneve-konventionen, som blev vedtaget i 1864, samme år som Røde Kors blev oprettet. Konventionen opstillede en række regler for krigsførelse, blandt andet at krigsførende parter forpligtede sig til at pleje syge og sårede soldater uden hensyn til nationalitet, samt at ambulancer, hospitaler og sygetransporter skulle respekteres og ikke måtte angribes. Under Verdensudstillingen i Paris i 1889 stiftede politikere fra en række lande foreningen Interparlamentarisk Union. Foreningens formål var at arbejde for, at voldgifter skulle erstatte krig, og op gennem 1890’erne voksede den folkelige opbakning til et sådant internationalt samarbejde. ==Fredskonferencer== Det førte til, at den russiske zar Nikolaj II indkaldte til den første internationale fredskonference i Haag i 1899. Her blev Geneve-konventionen udvidet med flere regler for krigsførelse, blandt andet forbud mod kemisk krigsførelse og brug af dum-dum-kugler (patroner som forårsager ekstrem skade). Konferencen førte desuden til, at Haag-tribunalet blev oprettet; en permanent voldgiftsret, hvor nationalstater kunne bilægge stridigheder på fredelig vis. Det kom dog ikke til at fungere i praksis. – 1899 var i øvrigt også året for de første Nobelpriser. I 1907 blev endnu en fredskonference afholdt i Haag, denne gang på foranledning af den amerikanske præsident Theodore Roosevelt. Konferencen afstedkom en yderligere udvikling af Geneve-konventionen. Især skærpede den reglerne for behandlingen af krigsfanger, og den slog fast, at krig ikke må påbegyndes uden en officiel krigserklæring. Desuden formulerede den en række regler for søkrig og neutrale nationers status. ==Folkeforbundet== De gode intentioner var dog vanskelige at leve op til, og da Første Verdenskrig sluttede i 1918, havde 70 millioner mænd over hele verden været under våben, og 10-12 millioner mennesker var blevet dræbt. Krigens brutalitet var så stort et chok for alle, at man var enige om, at noget lignende aldrig måtte ske igen! I forbindelse med udarbejdelsen af Versailles-traktaten i 1919 foreslog den amerikanske præsident Woodrow Wilson derfor et forbund, som kunne løse internationale konflikter ad fredelig vej uden brug af militære sanktionsmidler. Det blev til Folkeforbundet, som blev oprettet i 1920 af krigens vindere. Ved oprettelsen af Folkeforbundet vedtog man, at man ville overtage den internationale voldgiftsret i Haag og gøre den til en permanent international domstol, som skulle sikre fredelige løsninger på internationale konflikter. Folkeforbundet overtog domstolen i 1922. I 1920 havde Folkeforbundet 27 medlemsstater, og i løbet af 20’erne og 30’erne kom stort set alle verdens stater med. Fire stater forblev dog uden for Forbundet, nemlig Mongoliet, Tibet og Saudi-Arabien samt USA, til trods for at det var sidstnævntes egen idé. Wilson, der var demokrat, havde ikke sørget for at have sit bagland i orden, og da Senatet skulle stemme om medlemskabet, stemte republikanerne imod. I stedet valgte USA en isolationistisk kurs i international politik. Det internationale samarbejde ledte i 1925 til den tredje Geneve-konvention, som trådte i kraft i 1929. Den sikrede krigsfanger endnu bedre og forbød blandt andet enhver form for tortur samt kemisk og biologisk krigsførelse. ==Samarbejdet mislykkes== Det internationale samarbejde holdt dog ikke. I 30’erne meldte en række medlemslande sig ud af Folkeforbundet, og det er sigende, at de alle var stater, hvor demokratiet havde spillet fallit eller aldrig var blevet indført: Hitlers Tyskland og Hirohitos Japan meldte sig ud 1933, og i 1937 var det Mussolinis Italien. Desuden trak en række mellemamerikanske stater sig ud af Forbundet i løbet af 30’erne, og i 1939 blev Sovjetunionen ekskluderet. Derefter var Folkeforbundet handlingslammet, og Anden Verdenskrig brød ud. ==FN - De Forenede Nationer== Allerede inden japanerne angreb Pearl Harbor i 1941 begyndte England og USA at planlægge freden, når krigen var forbi. Roosevelt og Churchill indgik Atlanterhavs-erklæringen den 14. august, og heri garanterede de to stormagter blandt andet, at de statslige grænser efter krigen skulle drages efter nationernes eget ønske, at hvert folk selv havde ret til at vælge regeringsform, samt at fri handel skulle sikre, at alle stater kunne få adgang til de råvarer, som de behøvede. I 1942-43 begyndte de Allierede desuden at forberede det internationale samarbejde, som skulle afløse Folkeforbundet, når krigen var forbi. Statutterne for De Forenede Nationer, FN, blev udformet på en konference i San Francisco i april-juni 1945 og trådte i kraft den 24. oktober 1945. Datoen har siden været FN-dag. FN’s formål var at blive verdensomspændende og at sikre mellemfolkelig fred og sikkerhed. De Forenede Nationers Pagt indledes sådan her: Vi de forenede nationers folk er besluttede på ''- at frelse kommende generationer fra krigens svøbe, som to gange i vor levetid har bragt usigelige lidelser over menneskeheden.'' ''- på ny at bekræfte troen på fundamentale menneskerettigheder, på menneskets personlige værdighed og værd, på mænds og kvinders såvel som store og små nationers lige rettigheder.'' ''- at skabe vilkår, hvorunder retfærdighed og respekt for de forpligtelser, der opstår ved traktater og andre kilder til mellemfolkelig ret, kan opretholdes, og at fremme sociale fremskridt og højne levevilkårene under større frihed.'' ''Og med disse formål for øje'' ''- at udvise fordragelighed og leve sammen i fred med hverandre som gode naboer.'' ''- at forene vore kræfter til opretholdelse af mellemfolkelig fred og sikkerhed.'' ''- at sikre, ved anerkendelse af grundsætninger og fastlæggelse af fremgangsmåder, at væbnet magt ikke vil blive anvendt undtagen i fælles interesse, og'' ''- at anvende mellemfolkelig organisation til befordring af økonomiske og sociale fremskridt for alle folkeslag.'' 51 nationer var medstiftere af FN i 1945, heriblandt USA, Sovjetunionen, England, Frankrig, Grækenland, Tyrkiet, Danmark, Norge, Iran og Irak. Siden har flertallet af verdens nationer tilsluttet sig – bl.a. Sverige og Island i 1946, Finland, Spanien og Italien i 1955, Japan i 1956 og Øst- og Vesttyskland i 1973. For blot at nævne nogle stykker. Der er i dag 193 medlemsstater. Blandt disse er Pakistan, Israel, Kroatien, Tjekkiet og andre stater, der ligefrem blev oprettet med hjælp fra FN, og som blev medlemmer straks ved deres oprettelse. I forbindelse med oprettelsen af FN blev Den Internationale Domstol oprettet i Haag. Den er FN’s vigtigste dømmende organ, og kun stater, ikke enkeltpersoner, kan indbringe sager for domstolen. Når et land har accepteret domstolens kompetence, har det samtidig afgivet løfte om at følge domstolens afgørelser. Derudover kan andre organer inden for FN bede om rådgivende udtalelser fra domstolen. ==Krigsforbryderdomstolene== I 1945 oprettede FN også krigsforbryderdomstolen i Nürnberg, som skulle retsforfølge de nazistiske krigsforbrydere, og i 1946 blev krigsforbryderdomstolen i Tokyo oprettet for at retsforfølge de japanske krigsforbrydere. Det var første gang i menneskehedens historie, at de ansvarlige for en krigs uhyrligheder blev stillet personligt til ansvar. Retsgrundlaget for de to domstole var dog ikke uproblematisk, fordi det først blev udformet efter krigens afslutning. Derfor gik FN i gang med at formalisere principperne for den slags retssager, og de blev offentliggjort af Den internationale Lovkommission i 1950 under betegnelsen Nürnberg-principperne. Samme år udarbejdede lovkommissionen et forslag til at oprette et permanent internationalt tribunal, som fremover kunne behandle krigsforbrydelser. Men på grund af Den kolde Krig blev forslaget aldrig vedtaget i FN’s generalforsamling. Først efter Sovjetunionens sammenbrud blev det muligt at oprette andre krigsforbryderdomstole. ==FN's Menneskerettigheder== I 1948 vedtog 48 af FN’s dengang 56 medlemsstater Verdenserklæringen om Menneskerettighederne. Den har 30 artikler, og de 10 første lyder: ''1. Alle mennesker er født frie og lige i værdighed og rettigheder. De er udstyret med fornuft og samvittighed, og de bør handle mod hverandre i broderskabets ånd.'' ''2. Enhver har krav på alle de rettigheder og friheder, som nævnes i denne erklæring, uden forskelsbehandling af nogen art, f.eks. på grund af race, farve, køn, sprog, religion, politisk eller anden anskuelse, national eller social oprindelse, formueforhold fødsel eller anden samfundsmæssig stilling. Der skal heller ikke gøres nogen forskel på grund af det lands eller områdes jurisdiktionsforhold eller politiske eller internationale stilling, til hvilket en person hører, hvad enten dette område er uafhængigt, under formynderskab eller er et ikke selvstyrende område, eller dets suverænitet på anden måde er begrænset.'' ''3. Enhver har ret til liv, frihed og personlig sikkerhed.'' ''4. Ingen må holdes i slaveri eller trældom; slaveri og slavehandel under alle former skal være forbudt.'' ''5. Ingen må underkastes tortur eller grusom, umenneskelig eller vanærende behandling eller straf.'' ''6. Ethvert menneske har overalt i verden ret til at blive anerkendt som retssubjekt.'' ''7. Alle er lige for loven og har uden forskelsbehandling af nogen art lige ret til lovens beskyttelse. Alle har ret til lige beskyttelse mod enhver forskelsbehandling i strid med denne erklæring og mod enhver tilskyndelse til en sådan forskelsbehandling.'' ''8. Enhver har ret til fyldestgørende oprejsning ved de kompetente nationale domstole for handlinger, der krænker de fundamentale rettigheder, som forfatningen eller loven giver vedkommende.'' ''9. Ingen må underkastes vilkårlig anholdelse, tilbageholdelse eller landsforvisning.'' ''10. Enhver har under fuld ligeberettigelse krav på en retfærdig og offentlig behandling ved en uafhængig og upartisk domstol, når der skal træffes en afgørelse med hensyn til hans rettigheder og forpligtelser og med hensyn til en hvilken som helst mod ham rettet strafferetlig anklage.'' Mange senere konventioner om menneskerettigheder tager udgangspunkt i FN’s, blandt andet de europæiske menneskerettigheder. == Europarådet == Europarådet blev oprettet i 1949 af 10 lande: Nederlandene, Belgien, Luxembourg, Frankrig, England, Italien, Irland, Danmark, Norge og Sverige. Formålet var et politisk og økonomisk samarbejde, og blandt andet ønskede man at skabe et fælleseuropæisk sæt af menneskerettigheder samt at oprette en domstol, som kunne håndhæve disse rettigheder. Det blev til De europæiske Menneskerettigheder, som blev vedtaget i 1950, og Den europæiske Menneskerettighedsdomstol, som blev oprettet i Luxembourg samme år. I dag har Europarådet 46 medlemsstater, som alle har tiltrådt De europæiske Menneskerettigheder og er forpligtede af domstolens afgørelser. ==NATO== I 1949 blev desuden oprettet The North Atlantic Treaty Organization, Den Nordatlantiske Traktatorganisation – bedre kendt som NATO. De oprindelige medlemslande var Belgien, Canada, Danmark, England, Frankrig, Island, Italien, Luxembourg, Nederlandene, Norge, Portugal og USA. Grækenland og Tyrkiet kom med i 1952, Vesttyskland i 1955 og Spanien i 1982. Organisationen er en forsvarsalliance, som bygger på ”musketerprincippet”: én for alle, og alle for én. Hvis ét af medlemslandene angribes, betragtes det som et angreb på dem alle. NATO blev til på amerikansk initiativ og havde det direkte formål at styrke Europa i forhold til Sovjetblokken. Præamblen i NATO-pagten indledes sådan her: ''Deltagerne i denne traktat bekræfter på ny deres tillid til formålene og grundsætningerne i De forenede Nationers Pagt og deres ønske om at leve i fred med alle nationer og alle regeringer. De er fast besluttede på at sikre deres folks frihed, fælles traditioner og kultur hvilende på demokratiets og den personlige friheds grundsætninger og på lov og ret. Deres stræben er at fremme stabilitet og velfærd i det nordatlantiske område. De er besluttede på at forene deres kræfter til kollektivt forsvar og til bevarelse af fred og sikkerhed.'' I dag har NATO 28 medlemsstater, herunder en lang række af de tidligere Warszawa-pagtlande. ==Den Europæiske Union== Den 9. maj 1950 fremlagde den franske udenrigsminister Robert Schuman den erklæring, som blev starten på det nuværende EU. Af samme årsag er 9. maj Europa-dag. I erklæringen sagde han, at ''"fred i Europa kun kan opretholdes gennem skabende kræfter, der står mål med de farer, som truer freden."'' Derfor ønskede han et samlet Europa, der kunne bevare fredelige forbindelser og arbejde for civilisationen. Helt konkret foreslog han, at den samlede franske og tyske produktion af kul og stål – som netop var blevet brugt til at slå både tyskere og franskmænd ihjel under krigen – kom under en fælles myndighed. Tanken var, at med en fælles myndighed over de råstoffer, som enhver krig er afhængig af, ville det være umuligt at gå i krig mod hinanden. Denne fælles myndighed skulle være åben for alle interesserede europæiske stater og skabe et fælles grundlag for økonomisk udvikling. Det ville også være den første etape på vej mod en europæisk føderation. Erklæringen har fået navnet Schuman-erklæringen, og den ledte frem til Paris-traktaten om oprettelse af Det Europæiske Kul- og Stålfællesskab i 1951. I 1957 underskrev Belgien, Frankrig, Italien, Luxembourg, Nederlandene og Vesttyskland Rom-traktaten om Det europæiske Økonomiske Fællesskab, EØF, og Det europæiske Atomenergifællesskab, Euratom. Det blev starten på Det europæiske Fællesmarked. I 1986 blev Den europæiske Fælles Akt vedtaget, og i 1992 blev traktaten om Den europæiske Union, Maastricht-traktaten, vedtaget. EU har ikke den tredeling af magten i en lovgivende, udøvende og dømmende magt, som Montesquieu skrev om. Dette skyldes formentlig i høj grad to ting; dels at EU netop ikke er en føderation med fælles magt på alle områder, men en sammenslutning af suveræne stater; dels at sammenslutningen ikke er opstået på baggrund af et folkeligt ønske om et fælles europæisk demokrati, men som en handelssammenslutning. ===EU's struktur=== De tre vigtigste institutioner i EU er Ministerrådet, Kommissionen og Europaparlamentet. Kommissionen kan tage initiativ til ny lovgivning, mens Ministerrådet, der er sammensat af ministre fra de enkelte medlemslande, kan vedtage forslagene. Parlamentet, hvor alle lande er repræsenteret i forhold til befolkningstal, har på visse områder ret til at træffe beslutninger sammen med Ministerrådet. I visse sammenhænge har Parlamentet vetoret og kontrollerer også budgettet. Alle nationale sprog har siden begyndelsen været officielle sprog i EU. Der er i stigende grad fælles lovgivning, flertallet har fælles valuta, og der er fri bevægelighed inden for hele området. Der er meget i EU, som ikke fungerer, men det er enestående, at så mange nationer og tidligere ærkefjender har forenet sig på den måde. Der er heller ingen tvivl om, at EU fører en masse fordele med sig, og på andre kontinenter er man derfor begyndt at kopiere den form for samarbejde mellem nationalstaterne. Spørgsmålet er så, om det er muligt at finde en form, hvor det europæiske fællesskab og andre lignende sammenslutninger bliver fuldt ud fælles og demokratiske. ==En permanent, international krigsforbryderdomstol== I kølvandet på Balkan-krigen blev der oprettet en krigsforbryderdomstol i 1990, ligesom efter Anden Verdenskrig, og igen efter folkemordet i Rwanda i 1994. Disse domstole ledte til et internationalt ønske om at oprette en permanent krigsforbryderdomstol, så det ikke var nødvendigt at oprette ad-hoc-domstole efter hver krig. FN’s generalforsamling satte derefter processen i gang, og 17. juli 1998 vedtog en konference i Rom statutten til oprettelse af Den internationale Straffedomstol, ICC, International Criminal Court. Statutten fik bindende status af en traktat, da 60 lande havde ratificeret den. Det skete ved en ceremoni i FN’s hovedkvarter i New York den 11. april 2002. Næsten alle stater, som havde været med til Rom-statutten, ratificerede traktaten, undtagen USA, Israel, Kina, Cuba, Iran, Libyen og Nordkorea. USA og Israel ratificerede ganske vist traktaten i sidste øjeblik, men sprang siden fra igen. ==Andre internationale institutioner== Siden den demokratiske udvikling for alvor tog fart i 1800-tallet, er der kommet stadig flere internationale organisationer og traktater. De, som er nævnt ovenfor, er blot nogle af de væsentligste. OSCE, the Organization for Security and Co-operation, med 56 medlemsstater i Europa, Centralasien og Nordamerika, samt WTO, the World Trade Organization med 157 medlemsstater fordelt over hele kloden, er blot to af mange fora for internationalt samarbejde. ==En forbundet verden== I dag er alle verdens nationer flettet sammen af fællesskaber og konventioner på kryds og tværs. Nogle organisationer fungerer bedre end andre, og nogle har opnået bedre resultater end andre. Der er også nationer, som er bedre til at overholde de indgåede aftaler end andre, og der er nationer, som pure nægter at deltage i det internationale fællesskab. Typisk er det de ikke-demokratiske regimer, der ikke ønsker at være med, eller som ikke holder aftalerne. Men samlet set har verden de seneste 150 år forandret sig fundamentalt. De seneste 150 års demokratiske udvikling har forbedret og sikret vores individuelle og kollektive friheder og rettigheder. Det har givet os større retssikkerhed, flere muligheder og større velstand. Der, hvor der har været tilbageskridt, har der gang på gang været tale om, at menneskerettighederne er blevet krænket, og at individet er blevet berøvet sine rettigheder og sin værdighed. ==Respekten for mennesket== FN’s Menneskerettigheder er ikke guddommelige, og de er ikke europæiske eller kristne. De er menneskeskabte, og de er universelle – så længe vi insisterer på, at de skal være det. At de er menneskeskabte betyder, at de til enhver tid kan genforhandles og forbedres. Eller undermineres og forringes. Det er udelukkende op til os selv og hinanden at vedligeholde og insistere på menneskerettighederne. Ellers forsvinder de. Det samme risikerer respekten for det enkelte menneske, respekten for individet, at gøre. At menneskerettighederne er universelle betyder, at ingen enkelt kultur – det være sig religiøs eller ikke-religiøs – kan tage patent på dem. De tilhører alle. Det er netop dét, der er pointen. På et givet tidspunkt kan der være kulturer, hvor individet nyder større respekt end i andre kulturer, men enhver påstand om, at en enkelt kultur er mere egnet til menneskerettighederne end andre, er i modstrid med menneskerettighedernes inderste substans. Menneskerettighedernes pointe er netop, at de gælder alle mennesker, uanset kultur, og at alle mennesker fundamentalt set har de samme forudsætninger og skal nyde den samme respekt. Historisk set er det korrekt, at det var i den europæiske kultur, menneskerettighederne blev formuleret, men det er ikke det samme, som at europæere er specielt egnede til individuel frihed og demokrati. Det var også i den europæiske kultur, at nogle af de mest undertrykkende og totalitære regimer opstod, og respekten for individet gentagne gange forsvandt. ==Summa summarum== Gennem internationalt samarbejde er det lykkedes at skabe fredsaftaler og internationale konventioner, som beskytter os mod overgreb. Både som individer, som minoritetsgrupper og som nationer. Og hvis der sker overgreb, så er der også i flere tilfælde oprettet internationale domstole, der kan straffe gerningsmændene. Dette internationale samarbejde er demokratiernes fortjeneste - og det er også med til at støtte og oprette nuværende og kommende demokratier overalt på kloden. Det hænder - desværre i for mange tilfælde - at de fine aftaler og idealer svigter i praksis. Men der er en ting, der er værd at bemærke: Vi lever i en tid, hvor idealerne findes! Og hvor det ikke er velanset at forbryde sig mod dem. Dét er nyt, og det er enestående for vores tid, og det er kun demokratiet, der kan sikre, at idealerne fortsat findes og efterleves. ---- Næste kapitel: [[Borgerret, Apartheid og demokratisk hykleri]] {{Languages|International Law and International Cooperation}} [[Category:Dansk]]

Return to Folkeretten og det internationale samarbejde.